Menu

Fynboerne

1898-03-05

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Alhed har været på brinken med de to hunde og sidder nu på sit værelse og ryger.
Der kommer mange gæster, så Alhed er i køkkenet og får ikke tid til at skrive brev.
Alheds far er syg, og han kommanderer med lægen.
Alhed spørger til, hvilket stolebetræk, der er kønnest.

Transskription

Kære Las!
Jeg er lige kommen hjem fra den dejligste Spadseretur, sikken et henrivende Vejr, det dog er. Du kan ikke tænke Dig, hvor der var smukt omme paa Brinken. Jeg havde begge Hundene med og vi morede os lige udmærket alle tre, Gamle og jeg nød det stille, mens Mestermand fløj omkring som en besat. Han jagede to Agerhøns op. – Jeg blev egentlig meget længere ude, end jeg havde tænkt mig, saa nu bliver Du snydt da jeg nu ikke har saa lang Tid at skrive i. Eller det er vist snarere Berta der bliver snydt, da hun nu slet intet Brev faar. Jeg havde lagt i Kakkelovnen heroppe paa mit Kammer, inden jeg gik ud, saa her er varmt og rart og jeg sidder og ryger mig en Cigaret. Jeg har desværre kun to tilbage og jeg har ingen rigtig Tro til den Højrup Cigarettobak man faar saadan en Masse for 10 Øre. – Tak for Dit Brev i Dag; nej, Du fik nok ingen Brev i Gaar men Grunden kender Du jo nu, men i Dag har Du faaet og i Morgen faar Du og i Overmorgen faar Du dette, jeg her skriver paa. – Hvad strides Chr. A. og Hr. v. Rosen om? dog vel ikke den Redningshistorie? Jeg skal hilse Dig fra Far, paa Mandag er det hans Fødselsdag, han vilde vist sætte meget Pris paa om du sendte ham en lille Lykønskning, men hvis Du synes det er et besværligt Stykke arbejde, skal Du ikke. – Næste Dag. – Det er gaaet med Travlhed hele Dagen, saa jeg har slet ikke haft Tid at skrive, jeg kom først fra Køkkenet Kl. 4, her kommer saa mange Visitter. – Om lidt gaar jeg til Højrup nogle Ærinder, det er et henrivende Vejr, og jeg glæder mig til Turen, naar jeg bare ikke var saa træt, jeg er bleven saa uvant med at gaa i Køkkenet. – I Dag for et Aar siden var jeg nede at besøge Dig, kan Du huske, vi sad oppe paa Dit Værelse og skrev til Elle, hvis Fødseldag det er i Morgen, og i Morgen for et Aar siden kørte I mig til Glorup. – Doktoren har været her i Dag. Far har tvungen ham til at lade sig komme op i Morgen skønt Dr. siger, det er for tidligt. Far kommanderer i det hele taget Dr. fuldstændig. Mor siger det lyder saa grinagtig, naar de forhandler om, hvad Slags Medicin han skal have. – Naar han nu bare vil være forsigtig, at han ikke faar Tilbagefald. - - I Morgen er det Søndag, da kan jeg ikke skrive til Dig, og hvad værre er, jeg faar heller ingen Brev, - jo sandelig det er sandt, Anna (vores Pige) kommer hjem fra 5 Toget, saa har hun vist et med til mig. Det er storartet, saa har jeg det at glæde mig til hele Dagen i Morgen. Nu maa jeg slutte da jeg skal gaa. ”Glædelig Søndag”. Agraren er vist hjemme hils ham og Dine Forældre og Klax. Men allermest Dig selv fra Din Kæreste, som længes efter Dig! Din
Alhed.
5te Marts - 98
[Skrevet lodret på papiret] Hvilket er det kønneste af disse to Dele til Betræk her i Dagligstuen, jeg skal bestemme det. S.u.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Alhed bor endnu hjemme hos forældrene på gården Erikshaab.
Chr. A(ndersen) og von Rosen: Johannes Larsen har i et tidligere brev skrevet om, at de to har en avispolemik om en redningsaktion.

Erikshaab

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien