Menu

Fynboerne

1892-6

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Alhed Larsen har med et par veninder været på pinseferie hos Schade i Roskilde, og de blev glimrende modtaget og beværtet.
Alhed Larsen har også besøgt sine morforældre. Bedstefaderen lever nok ikke længe endnu. Bedsteforældrene var meget utilfredse med den mad, som de fik.
Alheds store vase med bambusskovmotiv er i brændingen.
Bredberg har fået en datter. Bedsteforældrene vidste intet.

Transskription

Tirsdag Efterm.

Kæreste Moder!
Nu skal I høre lidt om, hvad jeg har taget mig til i Pinsen.
Jeg var allerede for længe siden inviteret til Roskilde, og da Invitationen nu blev gentaget meget kraftig, vilde jeg ikke afslaa den, skønt jeg selv havde tænkt at ofre mig lidt for de gamle, som Du skrev; imidlertid tog jeg tidlig hjem i Gaar Eftermiddags for at være hos D [”D” overstreget] dem om Aftenen. Det var en morsom Tur til Roskilde. Søndag Morgen tog jeg til [”til” overstreget] derned sammen med Thora og Frk. Smidt og vi blev som sædvanlig meget gæstfrit modtaget, de fire unge Schader var hjemme, saa der var meget livligt. Søndag Eftermiddag var vi en S [”S” overstreget] dejlig Køretur; paa Vejen hjem kørte vi gennem Kattinge og Boserup Skov, hvor vi længe spadserede omkring. Da jeg rejste hjem blev jeg forsynet med en stor Buket Blomster fra deres Have og en hel Del Chokolade og Theaterkonfekt. Det er i det hele taget et flot Hus de fører. Om Søndagen fik vi Crustader med Rejer og Asparges, Kalkunsteg og Vingele med Creme og Marengs, Rødvin og Sjerry, om Mandagen Suppe, Lammesteg og Rabarbergrød og Rødvin. - - - Jeg fandt Bedstefar lidt bedre d.v.s. der er ikke noget at bygge paa, jeg tror, at vi maa være belavede paa, at han gaar bort inden ret lang Tid, men hans Befindende var dog en Smule bedre, og han talte ikke saa forkert som han plejer han spøgte endogsaa lidt et Par Gange. – Thora sagde, at han smagte ikke Kødet af Hanen, derimod smagte Suppen ham udmærket. De er blevne meget utilfredse med [”meget” er ændret til ”med”] deres Mad, baade hvad Kvalitet og Kvantitet angaar, og vil melde sig ud til Juni, i Gaar fik de noget underligt Ruskumsnusk, som ingen af dem rørte og som skal sendes tilbage igen; jeg har anbefalet dem Lübbers, det er udmærket godt og billigt.
- Jeg var hos A[ulæseligt] i Lørdags sammen med Langes; disse sidste har inviteret mig til Laureheminsparti 2 Gange om og [”og” overstreget] Ugen, det skal være en glimrende Motion og jeg glæder mig meget til det. - -
Min store Vase med den modellerede Bambusskov er nu i Branden jeg rykker for den, Arkitekten syntes særligt saa godt om den; jeg kan skam ikke uden videre bede den [det afsluttende ”n” overstreget] andre om at faa Penge til mig første Juni, der skal anderledes Anstalter til. – Elle bliver da færdig med sin Dug? ellers skulde hun ske Skam. - - [et overstreget ord] Hvis Du har det, maa Du endelig sende mig to eller 3 i et Brev, jeg tog Hul paa det sidste rene i Søndags. – Har jeg et rent Skørt hjemme? det jeg har er rent men ikke pænt. –
Bredbergs har faaet en lille Pige; de a [”a” overstreget] intetanende Forældre i Præstø, havde ikke kunnet forstaa, hvorfor de ikke vilde besøge dem i Pinsen - -
Saa, nu kan jeg ikke mere, mine Fingre er stive af Kulde.
Vil Du takke Muk og [ulæseligt] for deres Breve; selv Tak for Dit lille og det sidste lange - - -
Hvor er det dejligt, at der nu skal gøres noget ved Chr’s Hoved.
Jeg glæder mig meget til Sølvbrylluppet!
M a n g e
Hilsener til Eder Alle.
Ederes [det sidste e i ordet overstreget] Alhed.

Der er vist over 100 Overstregninger i dette Brev. - - - - -

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er udateret. Det er skrevet kort efter pinse. Denne faldt 5.-6. juni i 1892. Alhed Larsen bor i København, hvilket hun gjorde 1891-1893.

Det vides ikke med sikkerhed, hvilken Thora der er tale om. Alhed Larsen kendte flere af dette navn.
Alhed Larsens morforældre flyttede til København, efter at bedstefaderen, Lauritz Brandstrup, var blevet pensioneret. Han blev i stigende grad dement.
Det er uklart, hvad "Laureheminsparti" er.
Det vides ikke, hvem der holder sølvbryllup. Alhed Larsens forældre blev gift i 1869, så det er ikke dem.

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2097

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg P.