Menu

Fynboerne

1899-1

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen har fået arbejde hos Joakim Skovgaard. I A Larsen har besluttet sig for at sælge alle sine skibe. Christine Swane har fået lov til at blive på skolen og skal leje et atelier sammen med nogle andre elever. Christian Andersen har solgt sin jagt "Tjalfe" for 3.800 kroner.

Transskription

Tirsdag.

Kjæreste Johannes!
Du tænker nok det er en Skam af Moder hun ikke svarer mig; men i Søndags fik Vilhelm Brev og jeg antog at I var samlede en eller anden Time at du af ham hørte vi var raske – det er dog det væsentligste, nu er lille Ville ogsaa rask efter Skoldekopperne, han var første Gang hernede i dag som rask, hvor var han dog glad; men saa mat at da han havde leget lidt, sov han en god Søvn paa Sofaen. Det er et henrivende Vejr i dag det liver op – al denne Regn gjorde mig ganske syg -, vi venter og faa at se Kuffen, 14 Dages Sejlads fra Pederværft hvad siger du om det men naar vi nu endelig faar ham i Havn saa er det ogsaa forbi med Sejlads for os, det er fast besluttet at den og de andre skal skal sælges
Adolph kører med Hø til Selleberg det er ogsaa en Glæde med Solskin, for nu skal der tages Hul paa et nyt Høhæs og de kan kun tage imod 3-4 Læs ad Gangen. Kristian Andersen har solgt Tjalfe til en Nyborgskipper og fik 3,800 for den Faer siger at det er en meget god Betaling, det bliver vist alligevel et Savn for ham den Gamle
Din Tjalfe har det godt Marie skal om lidt ud at spadsere med den. Johannes vil du ikke have noget Tøj sendt over jeg har nu liggende 2 Vinterundertrøjer, 1 par Benklæder jeg har gjort istand, et Par sorte Strømper 2 Skjorter og en Deel Kravetøj og nu strikker jeg paa mørke Strømper og et Par benklæder til har jeg i Arbejde at du ikke skal fryse nu Vinteren kommer – Johannes jeg længes meget meget efter at høre om du har faaet din kjære Alhed derover skriv dog straks hils hende dog jeg tænker daglig paa Eder og beder Gud Fader velsigne og bevare Eder; saa kan I jo da nok vide maa jeg længes; naar det bliver rigtig slemt saa gaar jeg op paa dit Værelse og det hjælper der staar du saa levende for mig og saa er der jo ikke saa forfærdelig længe til Pæretræet kommer i Blomst og saa om det gaar som vi tænker, saa har jeg dig en lille Tid. Fortæl os hvad du synes om det Portræt Uglen tegnede af Agraren og om hendes eget, gaar du ikke op paa Skolen og seer paa hendes Arbejde der – det skulde du, hun sætter dig saa højt og elsker dig
Hun har faaet Lov at blive og gaa paa Skolen sammen med andre unge der vil leje et Attelier i et Par Maaneder
Nu kom Eders Brev men jeg vil ikke kassere dette kun tilføje at hvad du skriver om skal jeg selvfølgelig udføre paa bedste Maade
Dette maa jeg nu sende inden i Uglens da du ikke skrev hvor Lützhoft boer men Johannes saa boer du jo ved Fru Eriksen – du har maaske hørt at vi har sagt ja til at hendes lille Marie maa komme over at bo hos os i Sommer; hun ønskede at det maatte ske til April men vil du ikke sige hende at jeg ikke godt kan tage imod hende før til 1 Maj vi maa jo lade Pulterkammeret gjøre istand for vi har jo ingen andre Steder og det er jeg bange ikke kan lade sig gjøre før hun skrev heller ingen Adresse – saa jeg har ikke kunnet svare hende før husk at sig Johannes – jeg ved du holder meget af Adolph saa skal du ogsa glædes med at han [ulæseligt] mild og god mod én, og det har en god Indflydelse paa ham at Marie er kommen hjem de to har altid holdt sammen og saa taler de sammen og sidder og læser efter at vi er gaaet i Seng – O Gud ske Lov du har faaet noget at bestille, sig os hvad du kan tjæne
Din Moder

Omtalte genstande

Christine Swane: Portræt af Adolph Larsen
Johannes Larsen : Billede af pæretræ

Fakta

PDF
Brev

dansk

Johannes Larsen er i København og har fået et arbejde. Christine Swane går på skole.

Tjalfe er Johannes Larsens hund. Den er opkaldt efter Christian Andersens skib (jagt).
Petersværft var en værftshavn på Sydsjælland.
Selleberg er en herregård sydvest for Kerteminde.
Høhæs = høstak

Kerteminde
København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien