Menu

Fynboerne

1924-03-28

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Johannes Jensen

Dokumentindhold

Fritz Syberg glemte under sit sidste besøg at takke for digtet om dyrlægen. Han blev distraheret af at se Else med den lille dreng på armen.
Syberg lovede at slå op i Byrons digt, "Don Juan", og finde passagen, der mindede ham om Thorvaldsens buste af Byron, og han citerer.
Hans og Ulla har fået en datter.
Foråret lader vente på sig.

Transskription

Pilegaarden 28 – 3 – 24

Kære Joh. V. og Else

Da jeg sidst var hos Jer glemte jeg rent, at en af de Ting jeg vilde sige Dig var Tak for Dit smukke Digt om Dyrlægen altsaa Tak derfor – hvor er det morsomt at se Tegninger af En som ikke er professionel. Nu bagefter ved jeg godt Grunden hvorfor jeg glemte det. Jeg har al Tid været slem til at lade mig distrahere. Det var Synet af Else med Drengen paa Armen og derefter Synet af Dig da Du kom ind og rakte ham Haanden –
Ja I har paany oplevet Jer selv og det er den største Lykke der kan times os Mennesker, Livet er saa kort saa det ikke kan lade sig gøre alt for ofte, der er jo som bekendt sørget for at Træerne ikke skal vokse ind i Himlen. Jeg lovede Dig at se efter i Byrons Don Juan hvilken Vers Strofe [”Vers” overstreget. Ordet ”Strofe” indsat over linjen og ”t” i ”hvilket” ændret til ”n”] det var der fik mig til at tænke paa Thorvaldens Buste af B. der jo som bekendt var meget utilfreds med Ths Opfattelse af hans Person. Det er det femtesidste i 1ste Sang: ”hvad er da Ærens Maal” begynder Stroferne og efter en Klage over Kampen for at naa en Drøm der al Tid viger tilbage slutter den med at alle dine Anstrengelser gør ”vi os for, naar blege vi ligger der, og kan ej mere dyste, at faa et slet Portræt, en værre Byste.”

Hilsen til Jer alle fra Eders hengivne
Fritz Syberg
Hans og Ulla har faaet en Datter.

Landet ser mærkeligt ud, omtrent som efter en Oversvømmelse der er ved at synke igen og hvor kun alle Bakkedrag stikker Næsen op. Ikke en Knop ikke en Gækkelilje er at se, men der er dog Foraarstegn, i Gaar saa jeg en Vibe og i Aftes hørte jeg Vildgæssene højt tilvejrs.

Omtalte genstande

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Det omtalte digt er Johannes V. Jensens "Dyrlægens Minde". Digtet om Johs. V. Jensens far, Hans Jensen, blev trykt i Thøger Larsens tidsskrift "Atlantis" (med billeder fra et herbarium over jyske planter tegnet af dyrlægen) i marts 1924, s. 97-110.
Else og Johannes V. Jensen fik en efternøler, Emmerik Ulrik Jensen, 15. maj 1922.
Bertel Thorvaldsen fik i 1817 et brev om, at Lord Byron ville opholde sig et par uger i Rom og ønskede, at kunstneren skulle lave en buste af ham. Da Byron ankom og skulle sidde model, antog han en tragisk attitude, og Thorvaldsen bad ham se mere naturlig ud. Dette ville Byron ikke. Da busten var færdig, sagde Thorvaldsen, at han havde skildret Byron, som denne ønskede det, og alle sagde, at busten lignede fint.
Byrons satiriske digt, Don Juan, udkom første gang 1819. I Danmark kom bogen i Holger Drachmanns oversættelse på Schubotes
Forlag i 1891. De i brevet citerede ord findes i denne udgave på s. 85:
"Hvad er da Ærens Maal? At fylde op
en Del Makulatur af alt det meget,
hvad eller klatre op til Bjærgets Top,
som halvvejs alt bag Skyens Dunst er veget;
man slaas og riv's og plager Sjæl og Krop,
og Skjaldens «Lampe brænder«, for — naar bleget
vi ligger dér og kan ej mere dyste,
at faa et slet Portræt — en værre Buste."

Pilegården Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv