Menu

Fynboerne

1943-12-03

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Christa Knuth

Dokumentindhold

Johannes Larsen sender rationeringsmærker efter sit ophold på Knuthenborg. Han har lavet de sidste tegninger til Hans Hvass og nye akvareller til Levison.
Larsen glæder sig til at se den lyse hare udstoppet. Han takker for fasanerne og håber, at Christa har nydt sin ferie.
Der er kun få tyskere i Kerteminde.

Transskription

Kjerteminde 3 Dec. 1943.

Kære Grevinde!

Tak for Brev og Billeder. Hermed nogle Mærker som jeg har faaet af Else, og som hun mener vil kunne dække min Fortæring paa Knuthenborg. Jeg har slidt i det med de sidste Tegninger til Hans Hvass og er nu færdig med den Serie, den sidste der hedder Standfugle. Desuden har jeg maattet lave nogle flere Akvareller til Levison, da de mente, der ikke var Variationer nok i dem jeg sendte fra Knuthenborg, dem er jeg ogsaa færdig med og sender i Dag. Det var morsomt at I fik den lyse Hare, jeg glæder mig til at se den udstoppet. Min Boghandler har sendt Fyldepennen ind for at faa den forsynet med en Clip, men han mente at det var tvivlsomt om det kunne lykkes. Jeg takker ogsaa for de 3 Fasankokke som vi glæder os til at spise paa Søndag. Jeg haaber at Du har haft en god Kjøbenhavnstur og har nydt den lille Ferie. Her har vi det godt og den ene Dag gaar som den anden. Her er kun ganske faa Tyskere for Tiden, der i blandt nogle Gestapo Folk. Vil Du hilse de andre fra mig, og mange Hilsner til Dig selv fra

Din hengivne

Johannes Larsen.

P.S.

Jeg glemte, at Du skulde have det anbefalede brev, her er det. Med Hensyn til vort Væddemaal, saa har jeg set Dine Breve igennem uden at kunde finde noget om det, men Else der er ret paalidelig siger, at jeg har sagt, at ”Du vilde ofre 300 Kr paa ham”, saa det ser jo næsten ud som om Du har vundet, men jeg har ikke helt opgivet Haabet endnu.
JL.

Omtalte genstande

Johannes Larsens illustrationer til Hans Hvass' bog Standfugle. Hans akvareller til Levison.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Mærker = rationeringsmærker.
Hans Hvass udgav i 1944 ”Danske fugle - Vinterens fugle - Trækfugle – Standfugle” med tegninger af Johannes Larsen på J.H. Schultz Forlag.
Hvem Levison var kan umiddelbart ikke afgøres.
Det vides ikke, hvilket væddemål Christa Knuth og Johannes Larsen havde gang i.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet øverst s. 1

Brevet er i privateje

Nej

Brevet ejes af en efterkommer af Christa Knuth