Menu

Personer

Wilhelmine Berg

WB var datter af lærer og degn Lauritz Brandstrup og dennes hustru nr. to, Johanne Christine f. Fenger. Hun var således halvsøster til Laura Warberg, Alhed Larsens mor, som var barn af Lauritz Brandstrups første ægteskab med Maria Kristina f. Krümmelbein (1816-1853).
WBs søskende kaldte i barndommen WB for Mea. De øvrige kælenavne brugtes i hendes voksenliv og tilsyneladende mest af Larsen-familien.
WB var som sine to ældre søstre uddannet lærerinde. Som ung var hun lærerinde og selskabsdame hos Grev Moltke på Glorup og siden hos en anden Grev Moltke på Quesarum i Skåne. (Louise Brønsteds erindringer). Derefter fungerede hun som guvernante for en datter af fabrikant Websky i Breslau.
På en rejse mødte WB Jens Theodor Jensen Berg eller Bjerg (kaldet Theo) i 1897. Han havde været i Transwaal, Sydafrika, for at gøre lykken - uden synderligt held. WB og Theo blev gift. På grund af Sydafrika-eventyret blev Theo af Larsen-familien kaldt Zuluen. Parret fik to børn. Daisy Johanne Sophie Bjerg levede 4/3 1898 - 23/2 1986. Leif Frederik Nicolaj Egmont Berg 20/1 1900 - 3/10 1985.

Familien boede i Gothersgade 129 i København, hvor WB drev et pensionat. Flere af Alhed Larsens søstre har boet på pensionatet, hvor de hjalp til/var pensionærer. Alhed Larsens far, Albrecht Warberg, havde et dårligt helbred og led blandt andet af astma. Når han var til behandlinger i København - typisk af flere ugers varighed - boede han ofte på WBs pensionat.
Det var på pensionatet, at Ellen Warberg mødte Harry Eastman Sawyer, sin kommende mand. Han var i København for at studere ølgær ved Carlsberg.

Referencer

Arkitekt Christian Brandstrups erindringer (nettet, lokaliseret april 2020)
Louise Charlotte Brønsteds upublicerede erindringer. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv

Fakta

Wilhelmine Frederikke Christine Berg, f Brandstrup

Tante Mix, Tante Mis, Bjerg, Mea, Ta Mis, Tanmis

21. dec. 1856 - 24. nov. 1936

Pensionatsejer

dansk