Menu

Personer

Grete Jensen, f. Hansen

AMJ var yngste barn af Fynbomaleren Peter Hansen og dennes kone Elise/Elisa. Hun voksede op med sine forældre og tre søstre på Enghavevej i København og blev student fra Marie Kruses Skole 1925. Derefter tog hun et kursus på Kunstakademiets Dekorationsskole og fortsatte i Keramikklassen samme sted. I oktober-november 1926 deltog AMJ sammen med Lise Benzon og Christine Swane i en udstilling på Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark).
Hun var en kort tid gift med Else og Johannes V. Jensens søn, Jens Jensen. Parret søgte om skilsmisse 5/5 1934, men blev ikke skilt. Ved AMJs død 1,5 år senere blev sagen overført til Skifteretten. Parret fik ikke børn. De sidste to år af sit liv var AMJ kæreste og samlevende med Otte Christian Ottesen (O.T., 1892-1965), som var enkemand efter Clara Syberg (Nolle, datter af Anna og Fritz Syberg).
Sammen med sin fætter, Anna og Fritz Sybergs ældste søn, Hans, grundlagde AMJ virksomheden Hans og Grete Keramik i Hans og Ulla Sybergs villa på Azaleavej på Frederiksberg. 1928 præsenterede de deres første produkter på en udstilling i atelieret. Stellet bestod efter få måneder af 85 dele, alt i fajance med hvid bundglasur og blomsterdekorationer inspireret af Anna Sybergs akvareller.
Da Hans Sybergs bror, Lars, omkring 1935 overtog keramikproduktionen og flyttede virksomheden til Taastrup, ønskede AMJ ikke at flytte med. Hun blev i stedet ansat ved Den Kongelige Porcelainsfabrik og åbnede desuden året efter en lille butik i København, men hun døde kort efter. Det sidste leveår var hun indlagt flere gange og meget syg. Hun fik en abort, havde forhøjet blodtryk, nyrebetændelse mm.

Referencer

Kunstnerdynastiet Syberg. Johannes Larsen Museet 2014. Heri: Michael Blædel: Forvalter af en arv. S. 62ff
Michael Blædel: Syberg - fra akvarel til keramik. Faaborg Museum og Sophienholm 2003. Genoptrykt 2014 af Faaborg Museum og Johannes Larsen Museet
Alhed Maria Larsen: Grete. Keramiker 1906-1935. Johannes Larsen Museet 2018

Fakta

Anna Margrethe Jensen

Gete, Grete

15. marts 1906 - 12. november 1935

keramiker, Dekoratør

Da