Menu

Fynboerne

1914-07-31

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Johannes Jensen

Dokumentindhold

Fritz Syberg vil være glad, hvis Johs. V. Jensen skriver noget om Anna og sommeren 1910. Måske et julenummer i Politiken-regi med affotografering af billeder.
Syberg har lejet hest og vogn sommeren over. Han har tilbagevendende drømme om, at han kan flyve, om sin mors sidste elendige tid og om, at Anna er kommet tilbage.

Transskription

Svanninge 31 Juli 1914
Kære Ven!
Tak for Dit Brev! Det vilde glæde mig om Du skrev noget om Anna og Sommeren 1910. Illustrationsstof har jeg som Du siger tilstrækkeligt af, men et Spørgsmål er det om det egner sig til den Bog vi har talt om, der jo heltt [det sidste t overstreget] skulde forsynes med Træsnit. Der kan jo tales med Peter og Las om det. Dersom man kunde få Politiken til at lave et Julenummer over Emnet vilde det næsten være bedre. Man kunde så holde sig udelukkende til mine Billeder og til Reproduktion af [et d og et f er skrevet oven i hinanden, så der står både ad og af] mekanisk Vej. Fotograf Damgård kender jeg personligt og synes han er en rar Mand at arbejde sammen med. Desuden kunde det udkomme allerede nu første Jul. Vi ser Jer altså ikke her i Svanninge. Tiden går med Køreture, jeg har lejet Hest og Vogn for Ferien.
Kender Du det, at man har en (eller flere) Drømme der med Mellemrum vender tilbage til En om Nætterne? Jeg har en hvor jeg kan flyve Det går til en Begyndelse strygende, ud over Skove, Fjorde og Kirketårne, men ender gærne med at der er en Forhindring jeg ikke kan tage, et højt Hustag jeg ikke kan komme over og smutter så ind af en Lem eller et Tagvindu og forf [”forf” overstreget] forvilder mig i nogen uigennemtrængelige Spær og Bjælkeværk. Jeg har også en anden der har forfulgt mig siden min Moders Død, hun døde i stor Elendighed og i Drømme træffer jeg hende i samme Tilstand, mens jeg pines af at hun har siddet der i alle de År. Nu har jeg fået en tredie Drøm. Hver Nat kommer Anna tilbage hun har kun været en Tur i Kbhvn [de sidste otte ord indsat over linjen] og jeg mærker i Drømme[n] hvordan det Tryk der har hvilet over os alle forsvinder.
Hils Else og Børnene

Din hengivne Ven,
Fritz Syberg

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Brevet er et svar på det brev, som Johannes V. Jensen sendte Fritz Syberg 24. juli 1914.
Anna Syberg døde, kort før brevet blev skrevet.
Fritz Sybergs mor, Johanne Marie Syberg, døde på fattiggården i Faaborg 1881.

Svanninge

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv