Menu

Fynboerne

1915-03-22

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Fritz Syberg inviterer Ernst Goldschmidt og hustru Karen på besøg på Pilegården. Anna Syberg døde juli 1914. Fritz Syberg mindes i brevet det specielle venskab mellem Anna Syberg, børnene og Ernst Goldschmidt.
Fritz Syberg skriver om de unge maleres stiftelse i 1915 af udstillingen Grønningen, som han også tilslutter sig, da han beslutter at støtte deres opgør med de gamle malere på den Frie.

Transskription

Pilegården 22-3-1915.
Kære Goldschmidt.
Tak for Dit Brev, det vil glæde mig at se Dig herovre hos mig, hvis Din Kone kunde tage med skulde I begge være hjertelig velkomne. For en Nats Tid tror jeg godt I kan holde den gående her. Jeg har en stor Himmelseng som I nok kunde knibes ind i. Desværre har jeg ikke så meget at byde på nu Anna er død. Hendes Humør der forstod at få det bedst mulige ud af enhver af Livets Situationer faldt så godt sammen (med) din Måde at tage Tingene på - Jeg glemmer aldrig hendes Glæde over dit Påfund at "sætte" vore Sølvskeer - nede i Pisa. Skønt jeg følte mig som Tilskuer ved alt hvad Du og Anna og Børnene i Forening foretog Jer er det dog derigennem Du har fået en Plads i mit Hjerte. Men nu vil jeg ikke tale mere om dette, som jo slet ikke er påkrævet, men nærmest lyder som jeg vilde snadre mig fra det der efter Din Mening er langt vigtigere. Når jeg ikke går med til Jeres Udstilling har jeg ingen andre Grunde end at jeg i hele denne Sag har ladet mig lede af mit Instinkt. Det har budt mig at følge de unge i Kampen mod de gamle, at den førte til udmeldelse af den Frie er kun en Konsekvens af Kampmetoden (I kunde måske lige så godt have erobret den Frie) Det er det samme Instinkt der siger mig at jeg nu skal holde mig fra Jer for ikke i Jeres Kreds at komme til at stå som det gammeldags konservative Element. Dermed er alt sagt. De Grunde jeg har angivet for ikke at udstille er meget plausible: jeg har for lidt at byde på i år - ( så lidt færdigt) og vil gøre en relativ dårlig Figur på Jeres Udstilling hvad ingen har Glæde af uden måske netop dem på den Frie. Men dette sidste har jeg allerede skrevet som Svar på et Brev jeg modtog fra selve Jeres "Ober" og du kan jo altid meddele "Piccoloen" det hvis han ikke har fået det at vide [allerede: tilføjet i håndskrift]
[brevet er uafsluttet]

Oversættelse

"Over": leder, den øverste.

Fakta

PDF
Brev

dansk

Datoen fremgår af brevet

Skrevet på skrivemaskine af ukendt person. Det er uvist, hvor originalbrevet befinder sig. Der er transskriberet efter kopien.
Pilegården (adressen i dag er Sybergs Have) et stateligt hjem i gåafstand fra Johannes Larsens hjem på Møllebakken erhvervedes i 1902 af Anna og Fritz Syberg. Efter Fritz Sybergs død i 1939 blev stedet overtaget af sønnen Franz Syberg og hans familie. I 1955 nedbrændte huset i en stor ildebrand, der kostede Franz Syberg livet.
Den Frie er en kunstnersammenslutning, der blev stiftet i 1891 af danske billedkunstnere i protest mod adgangskravene på det etablerede Charlottenborg. Det gør udstillingen til Danmarks ældste kunstnersammenslutning.
Anna og Fritz Sybergs malerophold i Pisa er fra dec. 1910 til maj 1913.
Kilde:
Den store danske encyklopædi

Porsmose, E.: Fritz Syberg. Kunsten, naturen, kærligheden. Gyldendal, 2010.

Pilegården
Karen Goldschmidt
Anna Syberg
  • Oslo Plads 1, 2100 Kbh
  • Møllebakken, 5300 Kerteminde
  • Sybergs Have, Kerteminde

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv

Boet efter Fritz von Syberg, barnebarn af Anna og Fritz Syberg.