Menu

Fynboerne

1930-02-17

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Michael Anchers billede er et af Fritz Sybergs yndlingsværker. Syberg har ondt af Ancher, som var bannerfører indenfor ung kunst i 80erne, men som de sidste 30 år af sit liv blev ringeagtet og glemt.
Else har fortalt, at Johs. V. igen har problemer med ørene.
Ernst/Rille er lammet i den ene side af ansigtet og går til elektriske behandlinger hos Levison.
Syberg har stået udendørs og malet i seks timer og ryster indvendigt af kulde.

Transskription

Pilegaarden 17-2-30
Kære Ven
Tak for Din Kronik som laa her til mig da jeg kom [nogle overstregede bogstaver] hjem. Det er morsomt at ogsaa Du er faldet over dette Billede af Ancher som har været et af mine Yndlingsbilleder siden jeg saa det første Gang paa Foraarsudstillingen en Gang først i Halvfemserne. Stakkels Ancher, jeg kan ikke lade være at finde hans Skæbne trist. Først blive hævet saa højt, saa han stod over selve Føreren P.S Krøyer (for Kunstbevægelsen i 80rne.) M.A. viste aldrig sin Person men hans Navn var som selve Standarten for 80ernes unge Kunst, ja mere endnu for sammen med Anna A. var de to selve Idealet for alle unge Malere. Og allerede i halvfemserne dalede hans Stjerne og i de sidste 30 Aar af sit Liv har han vist været pint af en indvendig Bitterhed over at se sig glemt, selv hans nærmeste Venner udleverede ham og spottede ham bag hans Ryg. Ja Livet er ikke saa lige til for hvem der har Fornemmelser.
Else talte om at Din Ørehistorie begynder igen, tænker Du paa Ægypten - ? eller Berlin – der befandt Du Dig jo bedre. Jeg traf Rille helt skæv i Ansigtet, han havde pludselig mistet al Følelse i den højre Halvdel af sit Ansigt og kunde kun tale, se og le med venstre Side, han gaar nu til Levison og bliver elektrisk behandlet jeg vil haabe det fortager sig.
Paa Gensyn naar jeg næste Gang kommer til Kbhvn, formodentlig inden længe. Hvis Du er Grafolog vil Du kunne se paa min Skrift at jeg sidder og ryster af indvendig Kulde fordi jeg har siddet ude og malt i ca 6 Timer.
Mange Hilsener til Dig og Else
Din hengivne
Fritz Syberg.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Det vides ikke, hvilken kronik af Johannes V. Jensen Syberg omtaler.

Pilegården Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv