Menu

Personer

Otto Gelsted

Ugift. OG var døbt Einar Otto Jeppesen og tog siden navnet Gelsted efter en lille by på Fyn, hvor han i barndommen i forbindelse med en lungebetændelse blev sendt på rekreation hos en onkel, tante og mormor.
OGs far, Peder Jeppesen, var religiøst søgende og endte efter omveje til Frelsens Hær, baptisterne og metodisterne som overbevist katolik. Da familien i 1901 flyttede til København, blev OG derfor sendt til Sct. Andreas Kollegiet i Charlottenlund, som var drevet af jesuitterordenen. I 1907 blev han student herfra. Herefter læste han filosofi og matematik ved universitetet, men i 1911 opgav han studierne.

OG reagerede i voksenlivet mod sin katolske opdragelse og blev kritisk humanist samt kommunist.

På anbefaling af kunstkritiker og politifuldmægtig Poul Uttenreitter og forfatteren Johannes V. Jensen blev OG i 1917 som 28årig ansat som huslærer for Alhed og Johannes Larsens to børn på Møllebakken. Uttenreitter var en ven af OG, og han vidste, at OG manglede fast indtægt på dette tidspunkt. OG ankom til Kerteminde ca. 1. marts 1917, og Alhed og Johannes Larsens søn, Lysse, har siden fortalt om ankomsten, hvor OG var meget beruset. De to drenge kunne ikke følge undervisning i Odense, da der pga. krigen var mangel på brændsel, så togene ikke kunne køre.
OG underviste kun de to drenge ca. et halvt år, og det var ikke en stor succes. Nogle dage blev Lysse væk fra "skolen", fordi han hellere ville på jagt, andre dage var OG for fuld til at undervise. Undervisningen sluttede ca. ved årsskiftet, men OG blev boende hos Larsen-familien ca. et halvt år mere (samtale mellem Lysse Larsen og Erland Porsmose).
Det var i tiden i Kerteminde, at OG påbegyndte den avisanmeldervirksomhed, som han udøvede resten af livet.
Da grafiker mm Axel Salto i 1917 ankom til Kerteminde, formede han sammen med blandt andre OG og Poul Uttenreitter ideen til et avantgardistisk kunsttidsskrift, som fik navnet Klingen.
OG forlod noget modstræbende Kerteminde i november/december 1918 til fordel for en fast ansættelse ved Lolland-Falsters Folkeblad under Sophus Claussen.
1926-1928 skrev OG til Poul Henningsens blad Kritisk Revy. Fra 1936 var han fast tilknyttet DKPs Arbejderbladet, som senere kom til at hedde Land og Folk.
OG og Larsen-familien bevarede indbyrdes tilknytning og venskab livet igennem.

Referencer

Niels Vonebjerg: Huslæreren på Møllebakken. Den unge Otto Gelsted. Cartha, årsskrift for Østfyns Museer 1997/1998 s. 7ff
Du danske sommer. Fynbomalerne og de jyske forfattere i samklang. Heri: Niels Vonebjerg: Otto Gelsted som formidler af Fynbomalernes kunst. S. 95ff. Malene Linell Ipsen (red.) Johannes Larsen Museet 2007
Samtale mellem Lysse Larsen og Erland Porsmose, Båxhult, Småland, 26. november 1985. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv

Fakta

Einar Otto Gelsted

Gælle

4/11 1888-1968

kritiker, journalist, Forfatter

Da