Philippe Pétain

Som general under 1. Verdenskrig vandt PP nationalheltestatus for sit forsvar af Verdun imod tyskerne i 1916. 1917 blev han chef for den franske hær, hvor han standsede et udbrud af mytteri. I mellemkrigstiden spillede PP en politisk rolle som samlingspunkt for reaktionære højrekræfter, der ville republikken til livs. PP var forsvarsminister i 1934, og militærpolitisk fik hans defensive forsvarskoncept betydelig indflydelse på bygningen af Maginotlinjen. I 1939 blev han sendt til Francos Spanien som ambassadør, men efter det tyske angreb på Frankrig i maj 1940 kaldtes han tilbage for som viceministerpræsident at styrke regeringen Reynaud. Men PP var defaitistisk. Efter Paris' fald anså han slaget for tabt og var imod at fortsætte krigen fra kolonierne. Som repræsentant for fredspartiet afløste han 16/6 Reynaud som ministerpræsident og tilbød Tyskland en våbenhvile, der blev underskrevet 22/6. Den militære katastrofe bragte republikken til fald. Med Pierre Laval som primus motor gav Nationalforsamlingen i juli med overvældende flertal PP fuldmagt til at udarbejde en ny forfatning. Det blev begyndelsen på et autoritært regime, der med PP som stats- og regeringschef fik sæde i Vichy i den uokkuperede zone. Herfra lancerede PP den såkaldte nationale revolution, der bekæmpede republikkens idéer og institutioner og forfulgte dens støtter. Samtidig indledte PP og Laval en kollaboration med den tyske besættelsesmagt med det sigte at placere Frankrig som Hitlers juniorpartner i det nye Europa og med det håb at kunne mildne okkupationens hårde vilkår gennem indrømmelser. Imidlertid førte kollaborationen til tvangsudskrivning af arbejdskraft, deportation af jøder og bekæmpelse af modstandsbevægelsen, og den kunne ikke forhindre en voldsom tysk udplyndring, der fra 1942/43 bragte Vichyregeringen ud i stigende isolation. Selv nød PP popularitet som helten fra Verdun, der var udset til at frelse fædrelandet. Hans støtter hævdede siden, at han i virkeligheden havde været en hemmelig modstander af kollaborationen. Efter den allierede invasion bortførtes Pétain i august 1944 til Tyskland. Herfra vendte han i april 1945 frivilligt tilbage til Frankrig. Retsopgøret dømte ham til døden, men han blev benådet med livsvarigt fængsel under henvisning til hans høje alder.

Referencer

Lex.dk: Phillipe Pétain