Fynboerne
1939-03-19
Afsender
Fritz Syberg
Modtager
Hans Syberg
Dokumentindhold
Fritz Syberg vedlægger et brev fra Ernst/Rille Syberg, som er fortørnet over nogle ord fra Tage la Cour.
Syberg maler fortsat på sine billeder af Himmel og jord (også kaldet Himmelgåden) og håber, at gården ikke bliver solgt.
Ernst kommer i påsken, og Hans med familie er også velkomne.
Franz/Trylle har lampefeber, fordi han skal spille kirkekoncert.
Syberg deltager i udstillingen i Odense i påsken. Han sælger ikke noget fra Den Frie. Syberg vil sige til Bredlund, at han skal returnere billederne i de oprindelige kasser, for de er dyre.
Transskription
Pilegaarden Kjerteminde
19-3-39
Kære Hans.
Tak for Dine Breve og Dit Arbejde med mile ["mile" overstreget] mine Billeder. Rilles Brev følger hermed. Ja han er jo gal i Hovedet paa Digteren P. la C. men hvad kan man vente sig, naar en Digter lugter Literatur i Malerier saa bliver han jo henrykt og tror han pludselig forstaar sig paa det hele. Jo mere man arbejder med Kunst jo mindre forstaar man sig derpaa, det er nok Sagen. Men heldigvis Ingen kan jo se det paa En, og man har da Lov ["Lov" indsat over linjen] at fabulere paa sin egen Maner.
Mine Billeder af "Himmel og Jord" som Du [et overstreget bogstav] kalder dem "dem" indsat over linjen fortsætter jeg med uden at mærke nogen Afslappelse, blot Gaarden ikke bliver solgt, for saa siger den nye Ejer maaske stop. I er velkomne til Paasken allesammen Rille har lovet at komme ogsaa, jeg vil haabe at han holder det. Trylle er i Dag optaget af at give Kirkekoncert og er derfor meget distræt, han lider af Lampefeber og det bliver værre for hver Gang. Viggo Madsen ["Madsen" overstreget] Jacobsen var her og jeg maatte love at at deltage i Udstillingen i Odense nu til Paaske. Besse har lige været her et Svip og vi tog 5 Billeder ud. I Odense sælger jeg nu ikke noget, og det lader til at det heller ikke gaar paa den Frie, men det gør ikke noget, jeg har Tid og kan vente. At den Frie ser rædsom ud forbavser mig ikke, det gør den jo al Tid.
Jeg maa have Bredlund instrueret i Tide at han sender mig mine Billeder i mine egne Kasser og ikke faar noget gammelt Skrammel stukket ud, det er nemlig nye Kasser, ialt 3, hvoraf den ene er meget stor, og Træ er saa forbandet dyrt her i Kjerteminde.
Hav det nu godt og mange Hilsener
fra Far.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Det vides ikke, hvad Tage la Cour har skrevet, som har hjort Ernst Syberg fortørnet. Ernst Sybergs brev findes ikke sammen med dette.
Gårdens og byens navn er skrevet øverst s. 1
Johanne Giersing
Viggo Jacobsen
Tage la Cour
Ernst Syberg
Franz Syberg
Kirsten Syberg
Peter von Syberg
Ulla Syberg
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, 2010/57, A 120, Lb. 2, 1293
Nej
Boet efter Peter von Syberg
Omtalte genstande
Fritz Sybergs billeder af Himmel og jord også kaldet Himmelgården. Det vides ikke, hvilke billeder det handler om.