Menu

Fynboerne

1917-07-12

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Johannes Jensen

Dokumentindhold

Fritz Syberg takker for kronikkerne. Han er glad for det, som Johs. V. Jensen har skrevet om Anna. Både Else og Johannes V. forstod Anna. Både Anna og Else turde/tør se til bunds i den menneskelige sjæl.
Syberg har fulgt Johs. V. Jensens råd og er gået over til oliefarver, og han maler nu på 6-7 større billeder. Han håber, at der er tale om en ny periode i "8-års-rotationen". Og han håber også snart at kunne male et portræt af Johs. V. og Else.

Transskription

Pilegaarden 12-7-17

Kære Ven!
Tak for Dine Kroniker. Desværre har jeg ikke faaet den ene af dem, men jeg faar nok fat paa den senere. Hvad Du skriver om Anna gaar mig meget nær til Hjerte. Jeg har en Følelse af at Du er den eneste jeg har kendt der forstaar at vurdere hende. Her vil jeg dog indskyde at jeg af og til har havt den samme Følelse over for Else og paa et [”et” indsat over linjen] endnu tidligere Tidspunkt. Men Else er tavs, især faar man jo ikke Sort paa Hvidt for hvad hun mener, men jeg har altsaa gættet og følt saaledes. Jeg anser Else for meget klog. Hun har ligesom Anna havde, det sjældne Mod, at turde se tilbunds i den Afgrund det menneskelige Hjærte er, og hun er, ligesom Anna var, saa menneskelig sund at hun ingen Skade tager af hvad hun ser, men tvertimod selv forhøjes i Værd.
Her er jeg inde paa Emner der kunde være meget at sige om, men som jeg dog vil lukke af for.
Jeg kan betro Dig at jeg har fulgt Dit Raad at ”skifte Materiale”, dog efter først at have modificeret det saa det passer til mig [”g” overstreget og erstattet af ”t”] [mi]t Behov, jeg har taget fat paa Oliefarven igen og er i Gang med 6-7 større Oliebilleder. Som det lader til har det en god Indflydelse paa mit personlige Velvære. Tiden for en ny ”8-Aars-Rotation” indtræder nu til Efteraaret og jeg haaber det er den der er i Gang. Men da jeg arbejder paa langt Sigt (1917-1925) vil jeg ikke foregribe Begivenhedernes Gang. Jeg haaber vi skal mødes tidt og ofte at det længe planlagte Billede af Dig og Else skal blive til, at vi skal opleve meget og presse den gamle Citron, Jorden, for dens sidste kostelige Draaber af Liv, Skønhed og alt hvad godt er.
Mange Hilsener til Jer beggeto og til Børnene fra Eders begges hengivne

Fritz Syberg.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Den omtalte kronik er "De danske øer. Fyn og Fynboerne". Den blev trykt i Politiken 8. juli 1917 og senere optrykt i Johannes V. Jensen: Aarbog 1917.
Fritz Syberg var flere gange inde på, at han inddelte sit liv i otteårs perioder. De sidste otte år havde han således kun malet akvareller, og nu skiftede han til oliefarver. Rådet fra Johannes V. Jensen kommer formodentlig i forlængelse af, at Fritz Syberg 1. maj 1917 og flere andre gange i breve til Jensen har givet udtryk for, at han var gået i stå med at male. 12. maj 1917 skrev Syberg da også til Johs. v. Jensen: "Dit Raad er godt og jeg vil følge det."

Pilegården Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv