Menu

Fynboerne

1906-10-31

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen redegør for, hvornår han har fået breve fra Alhed.
Glarmesteren har været hos ham med 12 billeder.
Andens øje har det bedre.
Johannes Larsen synes, at Alhed skal komme direkte hjem (fra Malmø) uden stop hos moderen i København. Hvis moderens pige ikke kan lave mad, kan hun og Andreas (Dede) vel spise ude et par dage.
Børnene glæder sig, til Alhed kommer hjem. Johannes Larsen læser små, moralske historier for dem. Pufs mave har det bedre.

Transskription

Kjerteminde 31 Octbr 1906.

Kæreste Alhed!
I Eftermiddag fik jeg dit Blyantsbrev med 2 Toget, i øvrigt har jeg i den senere Tid faaet 2 Breve med samme Post begge stemplede 23 Malmö dernæst Fredagsbrevet med Meddelelsen om Drengen/stemplet 26 Malmö. Skældudbrevet som Du kalder det skrev jeg Mandag aften, men som jeg vist har fortalt Dig sad der saa et i Døren da jeg kom hjem med Børnene for at gaa i Seng (det gode Brev, dateret Søndag aften, siden har jeg altsaa faaet 2 et i Aftes og et i Eftermdg. Nej jeg har intet hørt fra Sus, heller ikke fra Radeer [ordet overstreget] ”Fremtiden”. Glarmesteren kom i Aften med 12 Billeder selv har jeg sat et Par Stk i Ramme i dag og ellers gravet i Haven. Det er bedre med Andens Øje i Dag. Jeg er glad ved at Du begynder at tænke paa at komme hjem og var begyndt at blive lidt nervøs for at det skulde trække for længe ud. Jeg synes ogsaa at det er rimeligt at Du ikke bliver i Kjøbenhavn denne Gang da vi jo kommer der over 8 Dage efter, men det er jo en temmelig drøj Tur i en Omgang. Jeg vilde ogsaa synes at det var det hyggeligste om Du kom Lørdag men 6.20 saa skulde jeg nok have det fint saa Du kunde have det rart om Søndagen. Oprigtig talt kan jeg ikke se hvorfor Din Moder ikke skulde kunde være hjemme fra et Par Dage fordi Pigen ikke kan lave Mad. Herregud hun og Dede kunde jo da endelig nok holde ud at spise paa Spisehus i nogle Dage, jeg kan ikke indse at det skulde være værre for Dede, end for mig at undvære Dig i 3 Uger. Naa nu glæder jeg mig gevaldigt til Du kommer, se om Du kan komme Lørdag. Jeg har fortalt Børnene at Du kommer senest Søndag de glæder sig voldsomt. I Aftes laa Puf i Din Seng og i Aften er det Lysses Tur, jeg læser for dem i den Bog, som Du forsmaaede, nu kan jeg nemlig ikke flere Historier, men der er ogsaa saadan nogle smaa nemme, meget moralske Historier som interesserer dem meget. De har ogsaa været meget søde i Dag. Det gaar saa godt med Pufs Mave nu, det kneb lidt i Begyndelsen, da jeg havde forsømt at holde ham til de første Dage. Jeg glæder mig forfærdelig til at se Dig. Mange Kys og Hilsner. Hils Dis og Alfred og Amanda, det var da rart hun ikke blev helt forvirret. Din Johannes Larsen.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Alhed Larsen er i Malmø hos søsteren, Astrid Ingeborg (Dis) og hendes mand Alfred Goldschmidt. De har netop fået deres barn nr. to. Alhed har tilsyneladende overvejet på hjemturen at være et par dage hos sin mor og lillebror, Andreas (Dede), som boede på Sortedamsdosseringen i København.
"Skældudbrevet": Johannes Larsen bebrejdede i et tidligere brev Alhed, at hun ikke skrev ofte nok til ham.
"Andens Øje": Johannes Larsens and, som lider af vandskræk, har haft betændelse i øjet.

Kerteminde
Malmø
  • Malmø
  • København

Det Kongelige Bibliotek

Nej

Indleveret til DKB af Larsen-familien.