Menu

Fynboerne

1891-04-21

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Alhed har været syg med feber. Hun er ked af, at hun derfor ikke har kunnet besøge Blaa, som har været syg længe.
Da Alhed Larsen besøgte beboerne i Kvæsthusgade, inviterede de på middag og teatertur. Teaterstykket var ikke ret godt.
På fabrikken laver Alhed Larsen en stor vase, og direktøren sagde forleden, at den blev smuk.
Frk. Smidt flytter ind, så hun kommer til at bo lige overfor Alhed.

Transskription

Helgolandsgade No 8

Kære Moder!
Tak for Dit sidste Brev; det er rigtignok noget længe siden, jeg sidst skrev og endte med de Ord, at I snart igen skulde faa [”faa” indsat over linjen] Brev, men, som I maaske ved fra Bedstemoder, har jeg været daarlig i nogle Dage; det begyndte i Torsdags nede hos Komtessen med Ildebefindende, og [”og” overstreget] som jeg havde stor Besvær med at skjule og som da heller ikke gik helt ubemærket af. Om Natten var jeg temmelig daarlig af Feber og begyndte allerede at være bange for Difteritihs [to overstregede ord] el. Lungebetændelse. Men allerede næste Dag viste det sig kun at være vores sædvanlige Halsværk; jeg laa saa Fredag og Lørdag og var naturligvis ked af at forsømme de Dage, men en Doktor, der tilfældigvis kom her, sagde, at det kunne blive [et overstreget ord] noget værre, hvis jeg stod op og gik ud. Jeg var ked af ikke at kunne høre til Blaa i de Dage, da hun netop om Torsdagen havde haft Tilbagefald og Feberen været oppe paa 40⁰; Søndag Form. kom Komtessen, der havde anet Uraad her, det var igen lidt bedre med Blaa; men endnu tror jeg rigtig nok ikke, at Faren helt er overstaaet, nu har hun ligget i 3 Uger og har dog stadig høj Feber, saa hvordan hendes svage Kræfter skal slaa til, begriber jeg ikke! – Hvis der er, eller naar der bliver Violer, skulde I sende hende en Æskefuld.
I disse Dage er det dog et henrivende Foraarsvejr, hvis det bliver saadan paa Fredag skal jeg ud en lang Tur.
- I Søndag 8te Dage [”8te Dage” indsat over linjen] var jeg om Eftermiddagen inde i Kvæsthusgade for at gratulere, de bad mig om at blive til Middag og gaa med dem i Folketheatret om Aftenen. Svend og jeg gik strax efter Bordet hen for at prøve at faa Billet ved Siden af de andre (1ste Parket) og det lykkedes. Derefter gik vi her til Værnehjemmet, da jeg skulde have en anden Kjole paa og hente en Portnøgle. Svend blev imens indstalleret ”i det dertil indrettede Modtagelsesværelse” med I.P. Jacobsens ”Digte og Udkast”!! Vi saa ”Forhus og Baghus”, men Du gik da ikke Glip af noget ved ikke at se det, der er ikke noget særlig ved det. Forresten er jeg alligevel glad ved, at jeg fik det at se; Komtessen vilde ellers absolut have mig trukket hen at se det for nogle af de 4 Kr. – Ude paa Fabrikken laver jeg for Tiden en meget større Vase med stiliserede F [”Vase med stiliserede F” overstreget] Vase med stiliserede Frugtblomster forneden og et Slags Ornament i samme Stil for oven paa den lige Hals, jeg [tegning] for klarede den vist hjemme i Paasken. Direktøren sagde forleden, da han var inde, at den blev vist smuk, naar den ellers blev færdig. – I Dag har Frk. Smidt været fri paa Grund af Flytning, de er flyttede ind her ligeoverfor i Kolbjørnsensgade, saa vi kan signalisere til hinanden fra Vinduerne. – Din Beregning med Julekagen kan jeg ikke rigtig være enig med Dig i, for [ulæseligt ord] er jo dog, at en Julekage, som man faar og som 3 Mennesker nyder godt af i en Uge, er bedre end et Wienerbrød, som man ikke faar, - selv om det det [”det” overstreget] ogsaa vilde kunde vare i 3 Uger! - Spørg de andre om de ikke ere af samme Mening, at de to ude paa Fabrikken er det, kan Du være sikker paa. –
Kommer Johanne saa herind til Efteraaret, det vilde rigtignok være forfærdelig morsomt?? –
- Faar jeg en Uldtrøje hjemme fra el. skal jeg købe en? – Vil Du ikke sende mig nogle Lommetørkl. i et Brev, jeg er allerede udgaaet efter denne lange Forkølelse. Denne Regning kom fra [et overstreget ord] forleden; er det rigtigt? jeg [”jeg” overstreget] det var jo kuns 20 Ør. pr. Stk. mere end de andre. –
Nu kun mange Hilsner til hver især fra Din
Alhed

21/4 – 91.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder i brevet

Blaa var formodentlig hushjælp eller selskabsdame hos Fanny S.d.M.
Hans Chr. Caspersen, som boede eller havde butik i Kvæsthusgade foreslog i foråret Alhed Larsen at købe noget råsilke til 1,20 Øre pr. Alen. Han kan muligvis have været en slægtning til Niels Christian Caspersen, som var gift med Esther Johanne f. Brandstrup, en søster til Alhed Larsens mor. N.C. Caspersen var fra Nørrebro. Det er uklart, om det er Hans Chr. Caspersen m.fl., som Alhed Larsen besøgte i Kvæsthusgade.
"Forhus og Baghus", skuespil i fire akter af Hermann Sudermann. Oprindelig titel: "Die Ehre" (Dansk Forfatterleksikon, internettet, juli 2020. Opslag: Forhus og baghus).
Alhed Larsen var i 1891 ansat ved Den Kongelige Porcelainsfabrik.

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2100

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg P.