Menu

Fynboerne

1899-08-16

Afsender

Albrecht Warberg

Dokumentindhold

Albrecht Warberg har haft 2-3 børn ad gangen under uddannelse, og han er nu ved at være blanket af. Han frygter ikke at kunne betale for deres færdiggørelse af studierne. Louise/Muk har tilbudt at lægge sine sparepenge ind i det samlede budget. Astrid må derfor fortælle, hvor meget et ophold på Askov vil koste.
Hempel Sybergs hest har det godt.
Der er tørke, og mange høster.
Albrecht har besøgt Vittrup.

Transskription

[Håndskreven på kuvertens forside:]
Frøken Astrid Warberg
Adr: Hempel Syberg. Globus
Carlsbad.

[I brevet:]
Erikshaab d 16 Aug 1899

Kære lille Dis!
Tak for Dit lange og nænsomme Brev. Den forretningsmæssige Del af Brevet, har givet mig en Del at tænke over. Sagen er lille Dis, at mine Indtægter knap slaa til til at holde en af Jer ude og da jeg nu i en længere Aarrække har havt 2, sommetider 3 at holde, har jeg dertil maattet optage af de Penge jeg har havt. Nu er jeg paa 3000 Kr. nær paa bar Bund og jeg har ventet, at disse kunne strække til, indtil jeg bliver færdig med Muk. Paa samme Tid skulde Dede være blevet Student, og end han fik Lov at puste et Aarstid, beskæftiget her hjemme med lidt Skriveri eller lignende, kunde det vel gaa. Tager jeg nu andre op af de 3000, som ved dette Aars Udgang ere reduceret til højst 2000 Kr., er jeg bange for, at jeg maa slippe de to Børn, inden de komme til til noget Resultat, og det kan jeg jo dog ikke. Under disse Omstændigheder vil du skønne, at jeg har ondt ved at holde Dig paa Askov for Tiden. Dog vil jeg bede Dig lade mig vide, hvor langt Opholdet der skulde være, og hvad Du tror, at det vil koste; det kan jo være, at der kan skaffes Udvej, om end ikke paa anden Maade end ved Hjælp af Muk, som har stillet sin Sparekassebog til Disposition. Der vilde jo forsaavidt være nogen Rimelighed deri, som hun baade har kostet og vil koste mere end nogen af de andre Børn hidtil har kostet. Lad mig nu det vide til København – Gothersgade 129 – 1 - inden ret længe. – Vil Du hilse Onkel Syberg, at hans Hest har det vel og synes at trives. Slagteriet har havt Bud efter den, hvad vistnok Petersen har foranlediget, ved, inden jeg fik talt med ham, at telefonere derind. Vi lod selvfølgelig Posten [det forrige ord svært læseligt] afgaa uden Hest. Han talte om, at Syberg ønskede Hesten derud en halv Snes Dage, før han kom hjem. Det vil jeg dog fraraade, den har det bedst her, hvor den staar i Ro, og bliver den ikke fed, faar den dog ved Siden af Græsset saa meget Majs, at den nok kan trives. Idag rejser jeg til København; Tanmis gjorde mig lidt Vrøvl med Værelset, men rettede det igen. Paa Torsdag rejser Be med Jeppe og tager Muk med, og paa Søndag Dede, saa er her kun B.P., Pal og Moder tilbage, og hun rejser som Du ved senere til Veirup. Idag truer det med at ville regne. Folk har omtrent overalt ophøstet, og Mogensen har kørt al sin Roebyg ind. Hvis Vejret vilde holde sig, venter han at have indhøstet paa Mandag, men saa stor har Tørken været, at næsten alle trods Høsten ønsker Regn. Selv paa Engen kan Græsset ikke gro, og den bedste Del af min store Eng er ganske gul og vissen, endda der ikke har været Kreaturer paa den, siden den blev slaaet. Jeg besøgte i forrige Uge Vittrups i Følge med Pastor Hansen. Fru V. spurgte flittigt til Dig og bad mig hilse Dig. Jeg var ikke fri for at prostituere baade Dig og mig, da hun begyndte at tale om sin Veninde Astrid, ved at spørge hende, hvorfra hun egentlig kendte dig; jeg tænkte i Øjeblikket slet ikke paa Ølstedgaard. Hun gjorde naturligvis store Øjne og fortalte, at Du ofte havde bragt Hilsener hjemme fra. Forleden Aften var vi alle – Dora og Munter samt Jeppe indbefattede – i Egelund og nøde der Middagsmaden, bestaaende af Suppe, haardkogte Æg og Smørrebrød samt Solbærsaft og Rom, hvilke 2 sidste Stoffer blev blandede sammen. Ladersen gjorde en uendelig Række af Forsøg, inden han fandt det rette Forhold.
Med mange Hilsener til Jer alle 3.
Din F.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst side 1

Globus var navnet på et hotel.
Munter var Warberg-familiens hund.
Tanmis er formodentlig Tante Mis = Wilhelmine Berg, som havde et pensionat i Gothersgade, København.
Det vides ikke, hvem B.P. var.
Det vides ikke, om Pastor Hansen er præsten fra Langeland eller en lokal præst fra egnen omkring Erikshaab.
Fru Vittrups veninde Astrid kendes ikke.
På Ølstedgaard boede Amstrup-parret, som adopterede Alheds storesøsters barn født udenfor ægteskabet.

Erikshaab

Gårdens navn er skrevet øverst side 1

Carlsbad, Globus

Adressen er skrevet på kuverten

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, A157, lb. 1.9
2412

Nej

Gave til Østfyns Museer fra Pernille Marryat