Menu

Fynboerne

1914-12-23

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Fritz Syberg takker Ernst Goldschmidt for hans hjælp med ophængningen af Anna Sybergs mindeudstilling i Kunstforeningen i København.
Han efterlyser svar på, hvorvidt Goldschmidt er kommet ind i bestyrelsen for Den Frie.

Transskription

Pilegården 23 Decbr. 1914.
Kære Goldschmidt.
Tak for dit Svar, det glæder mig oprigtigt at Du vil påtage Dig Ophængningen af Annas Billeder. Det bliver selvfølgelig Dig der helt og holdent må ordne den, Hans kan kun påtage sig Håndlangertjeneste. Jeg skal nok skrive derom til Arkitekt Kock som har havt med denne Sag at gøre. Jeg har læst Dit Brev flere Gange igennem men spejder forgæves efter en Udtalelse om hvorvidt Du kom ind i Komiteen eller ej? Willumsens Standpunkt morer mig. Jeg har ikke megen Fidus hverken til ham eller hans Malerier. Rohde - ja, han får ikke det for meget, men iøvrigt er der flere i den frie Udstilling af samme Surdej som ham, Selvfølgelig interesserer Sagen mig, men Jeg har gjort den Erfaring at som Deltager egner jeg mig ikke, da det eneste Udbytte jeg har deraf er at føle mig utilpas. Det overlegne Standpunkt Du tillægger mig takker jeg mangfoldigt for, det er ganske vist "Løgn", men det smigrer"...
Derimod at få noget at vide om hvordan det er spændt af er mig virkelig til megen Underholdning og oplever Du mer af den Slags gør Du god Gerning ved at skrive et Brev til mig derom. Breve er sjældne, Mennesker endnu sjældnere - her i mine Omgivelser. Iøvrigt har vi det alle godt, Julestemning og tyste Decemberdage hvor Solen helt "er gået under" har stadig den samme Magt over ens Sind.
De bedste hilsner til Dig Din Kone og Dreng
fra Din hengivne Fritz Syberg.

Fakta

PDF
Brev

dansk

Datoen fremgår af brevet.

Renskrevet på skrivemaskine. Det er uvist, hvor originalbrevet befinder sig. Der er transskriberet efter kopien.
Pilegården lå i gåafstand fra Johannes Larsens hjem på Møllebakken i Kerteminde og blev i 1901 købt af Anna og Fritz Syberg. Efter Fritz Sybergs død i 1939 blev stedet overtaget af sønnen Franz Syberg. I 1955 nedbrændte huset.
Den Frie er en kunstnersammenslutning, der blev stiftet i 1891 af danske billedkunstnere i protest mod adgangskravene på det etablerede Charlottenborg. Det gør udstillingen til Danmarks ældste kunstnersammenslutning.
Kunstforeningen, Gammel Strand blev etableret i 1825 til varetagelse af kunstens tarv ved bl.a. udstillinger.
I følge Wikipidia har Ernst Goldschmidt kun sønnen Verner fra sit andet ægteskab med Karen Cosman Levysohn, og denne søn er født i 1916. Det er uvist, hvem den dreng er, som Fritz Syberg sender hilsen til. Måske en ukendt søn fra Goldschmidts første, korte ægteskab med maleren Augusta Theil. Ægteskabet blev indgået i 1910 og opløst før 1912.

Pilegården
  • Oslo Plads 1, 2100 København
  • Gammel Strand 48, 1202

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv

Boet efter Peter von Syberg, barnebarn af Anna og Fritz Syberg.