1919-04-17

Pilegaarden 17-4-19

Kære Ven!
Da jeg hører at Du finder en Uoverensstemmelse i mine to sidste Breve til Dig angaaende det Forslag jeg gjorde Dig om at skrive og sende Dig nogle Optegnelser om mig selv, vil jeg gærne give Dig et Resume af hvad jeg mente. Du maa for min Skyld kære Ven benytte baade mine Breve og hvad jeg i øvrigt ellers faar skrevet, til den Bog Du skal lave, Du maa enten det [”det” overstreget] deraf benytte det som Du vil, jeg har den mest af [”af” overstreget] absolutte Tillid til Din Taktfølelse, som jeg altid har beundret Dig for og jeg er paa forhaand vis paa, at hvad Brug Du end gør af mine Breve ect. saa vil jeg kunne godkende det og godkender det paa Forhaand. [et komma overstreget og begyndelsesbogstavet i næste ord rettet til stort bogstav] Hvad jeg mente var dette, at [”dette” indsat over linjen; ”at” overstreget]: skrive noget med det Formaal at det skal indsættes i Bogen [”Bogen” overstreget] den Bog Du skal lave kan jeg ikke tænke mig, og fremgaar dette af mit Brev j.m. kan dette forstaas af mit Brev, da er det Klodsethed fra min Side, for det har aldrig været i mine Tanker. Men altsaa, vil Du benytte noget enten af Breve eller det jeg er i Gang med at skrive, da, som sagt, staar det Dig frit for, for jeg ved at naar Du vælger ud og tager Ansvaret paa Dig saa vil jeg i et og alt kunne godkende det. Det jeg skriver bliver ikke gjort med Offentliggørelse for Øje, men kun fordi det har staaet for mig i mange Aar som noget der skulde gøres. Naar jeg ønsker at netop Du skulde se det, saa er det fordi jeg gærne ønskede at indvi Dig i et Millieu som mit, der er saa ganske anderledes end Dit vist er og saa ganske anderledes end Las’ og Peters. Hvor meget jeg udleverer af mit Liv, ved jeg endnu ikke, jeg kommer nemlig til at tale ikke alene om mig selv, men om det Menneske der har staaet mig nærmest af alle, nemlig min Moder, og hendes Liv har væ [”har væ” overstreget] endte i den Grad elendigt og ulykkeligt, saa jeg, som jeg skrev til Dig, intet ved der er endt saa sørgeligt og for overhovedet at kunne skrive det [”det” overstreget; ”derom” indsat over linjen] maa jeg sikkre mig selv, sikkre mig over for mig selv, at jeg ikke skriver det ned for at indvi en nysgærrig Læseverden deri. Men jeg vil paa den anden Side heller ikke kunde skrive, dersom jeg ikke over for mig selv har frie Hænder til at skrive løs om alt, og det faar jeg kun ved paa Forhaand at gaa ud fra at det jeg skriver kun er for mine egne Nærmeste, Kone, Børn og saa Du og Else. Jeg har havt travlt med mine Billeder men har dog faaet skrevet saadan noget som 24 Ark, men jeg er ikke kommet ret langt. Det er et Gravearbejde, men i Grunden former det hele sig af sig selv. Om nogen Tid kommer jeg [til] Kbhvn og indstiller Maleriet i nogen Tid og jeg bilder mig ind at jeg i den Tid skal kunne faa lavet en Del. Det er helt mærkelig at opdage hvad der ligger nedfældet i Ens Erindringsevne, og naar man [”og naar man” overstreget] som kommer frem for Dagens Lys ganske langsomt Scene efter Scene naar man har brug derfor.
Mange Hilsener til Dig og Else
fra Din hengivne Ven Fritz Syberg.