1924-05-20

[c 20-5-24]
Mandag Aften.

Kære Muk!
Jeg er ked af at jeg ikke har haft Tid at skrive før, og at jeg har givet jer saa meget at tænke paa, naar jeg nu har opgivet Rejsen. Og samtidig med at jeg har opgivet at tage med, har jeg ogsaa til Dels tabt Lysten – saa det passer jo meget godt. Havde det været paa et hvilket som helst andet Tidspunkt, ville jeg gerne tage med – men ikke nu. Tante Be kan faa sig en forholdsvis rolig Sommer – og det trænger hun meget til. (Det vilde sikkert blive til at hun maatte opvarte Mareje og hun har jo ogsaa sit Trykkeri). Bes og Mudi kan ogsaa nok trænge til en rolig Sommerferie, oven paa al dens Slid og det vilde pine mig at vide de gik her og skuffede, mens jeg var i Paris. Tror nu ikke at jeg vil stille det op som om det er et Offer at blive – det er det ingenlunde. Jeg vil langt hellere blive her med jer, og vi kan faa det vidunderligt, kan du tro.
Og desuden har jeg min sidste Parisertur i saa frisk Erindring, at, selv om nye Indtryk ikke vil udslette de gamle, det slet ikke haster med at komme der ned igen. Jeg ved nok, at I mener, at jeg ikke havde noget Udbytte af den Udlandsrejse, men det er fuldstændig forkert. Jeg gemmer uendelig mange Billeder og Stemninger x) fra den Tid og husker sikkert Masser af Smaating, som I forlængst har glemt. Det Indtryk af en By man faar naar man er lille, er sikkert helt anderledes end det man faar naar man er større; men derfor ikke mindre værdifuldt. Endnu den Dag i Dag naar en Bil kører forbi mig og jeg mærker Benzinosen, kan Paris staa lyslevende for mig.
Undskyld alt dette om mig selv,
x) skidt Udtryk!