Fynboerne
1931-11-22
Sender
Fritz Syberg
Recipient
Else Jensen, Jens Jensen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Pilegaarden 22-11-31
Kære Venner.
Tak for Brevet. Ja Tiden løber, men det betyder for mit og vores alles Vedkommende her, at alt er vel. Det er rigtignok en stor Glæde at Grete er frisk igen, næsten den største Glæde de to unge Mennesker kunde opleve, først at trues paa Livet, og saa vinde det igen.
Komiteen for Biennalen i Venedig har uden at forhøre sig hos mig, udbedt sig Jeres Billede, jeg forstod at de havde faaet Jeres Indvilligelse, saa min Tilladelse kun var en Formsag. Havde jeg selv skullet bestemme Valg af Billeder havde jeg skaanet Jer, da jeg synes I maa være trætte af al Tid at have Jeres Billede paa Rejse.
For min Skyld kan I godt sige Nej til Udlaan, men hvis I bestemmer Jer til at svare imødekommende, saa har jeg et større Lager af store Landskaber som jeg stiller til Eders Raadighed, hvoraf I kan udvælge en midlertidig Stedfortræder. I Øjeblikket er vi i Svanninge hvor jeg laver Studier til de store Billeder til Mindehallen i Odense. Arbejdet gaar bra fra Haanden, jeg har snart smurt en hel Dynge Lærreder over. Vi har været her baade i Oktober og November indtil nu. Oktober var straalende, men November er endnu smukkere. Landskaberne er mørke, og de afbladede Skove har givet Plads for en Skala af grønne Farver man ellers ikke ser: Epheu, Bregner baade rigtige Bregner og de smaa Gærdebregner som gror langs Stenhegnene milevis og saa er der jo Granerne og Mosset. Kort sagt vi har det udmærket, trods Lumbago og Halskatarh. Marie har i Sinde at gøre en Rejse til Kbhvn., jeg ved ikke om jeg tager med, jeg har ikke rigtig Lyst til at rejse herfra, her er saa smukt og Livet er saa kort. Mange Hilsener Eders hengivne Fritz Syberg.
Facts
PDFDa
Datoen optræder på brevet
- Odense, 5000 Odense, Danmark
- Svanninge, 5600 Faaborg, Danmark
- Venedig, Italien
Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv
Mentioned works
Billedet, der skulle udstilles i Venedig, er formodentlig Udsigt over Kerteminde Fjord også kaldet Landskab i februar, som Jensen-familien ejede. Johannes V. Jensen skrev digtet Landskab i Februar til maleriet. Dette digt blev første gang trykt i Kunstbladet, Kunstforeningen i København, 1. hæfte, 2. årgang, januar 1924, side 28-30 sammen med et foto af maleriet. Siden er digtet blevet genoptrykt i Du danske Sommer - Fynbomalerne og de jyske forfattere i samklang, Johannes Larsen Museet 2007, s. 139.
Mindehallen i Odense: Fritz Syberg havde en bestilling på en række store malerier til forhallen på det nyligt ombyggede H.C. Andersens Hus i Odense. Malerierne hænger ikke længere (2020) fremme på dette museum.