Fynboerne
1936-01-24
Sender
Elise Hansen
Recipient
Elena Larsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Kæreste Bams
Det var saadan et fornøjeligt Brev, jeg sidst fik fra dig, og det er en stor Skam, jeg har ventet saa længe med at skrive Jeg var saa glad for at høre lidt om lille Jensen. Nu begynder han rigtig at udfolde sig, det var mig en stor Beroligelse at høre, at hans Mave fungerer tilfredsstillende. Pie har saa meget Vrøvl med sin lille Dreng, hun maa skiftevis give ham Parafin og amerikansk Olie, hans Afføring er ikke saa køn, som den skulde være og han græder meget. Nogle Dage har hun rigelig Mælk til ham og andre alt for lidt, der gaar mange Telefonsamtaler til Niels E. Louise er [ulæseligt ord] hertil paa Søndag, saa skal hun en Omgang først til Pie, saa til Gerda, hvor N.E. henter hende og tager hende med til Næstved. Jeg vil se og samle mig sammen til at faa hende bedt paa Torsdag sammen med nogle andre Familiemedlemmer som Ida, Kai Monna og nogle flere saa vi bliver 12. Vi kan saa spise i Kylles Stue. Jeg er skam glad for, at Peter tænker paa at faa Huset færdigt, men jeg skal sige fra Kylle, at han faar hende ikke til at skyde Kanonen af, det tør hun ikke.
Lis har travlt i denne Tid, nu er det jo snart Slut med Gretes Butik, den 1ste holder de op. Det er gaaet helt godt med Salget, der er næsten ikke mere Keramik tilbage. Vi har søgt ud til en Gave til Knud og saa er der nogle af Gretes Venner, som skal have en lille Erindring. Staalmøblerne er der ikke solgt noget videre af. Lis vil tømme sin lille forreste Stue og huse dem. Maaske der efterhaanden kan sælges noget sætter man dem paa Auktion faar man intet for dem og det kan ikke nytte at lade OT sælge dem saa faar man aldrig Afregning paa dem. Han er jo saa underlig svævende og uforstaaelig. Han kunde jo godt have hjulpet Lis lidt, men "med den Mand kan man ikke have Forretning." Engang om Ugen kommer han her og spiller Bridge og taler om sociale Problemer og er rigtig hyggelig, men ud over det er der ingen Tlknytning, men jeg tror han er glad for at komme her, han gaar vist saa løjerlig og dingler rundt. Det er nu godt at Lis snart kan blive færdig, det tager meget af hendes Tid at passe det, og nu skulde hun jo tænke paa sine Billeder til Udstillingen. Kylle vil have et Toiletbord, Staalmøbel - og se at sælge det franske, som hun har. Det nye ser nemlig ikke saa meget ud som Sovekammermøbel, og jeg har tænkt, du skulde have det andet Toiletbord, det vilde se pænt ud i jeres Soveværelse.
Vi har idag anskaffet os en Støvsuger en Elektrolux. Der kom igaar en Mand og demonstrerede den, og da vi saa al det Støv, der kom ud af vore nybankede Tæpper, kunde vi ikke modstaa.
Vi har dejlig mildt Vejr, en Del Regn men ogsaa Solskin af og til, og saa har vi Stuerne varmet gratis op.
I hører vel Radio engang imellem. For nogen Tid siden hørte vi Bachs Fuga, jeres gamle Plade - og saa har vi hørt Gigli i Rom og Seipa i Milano, det var pragtfuldt navnlig en Sopran med en Stemme, som mindede stærkt om Gallicurci. Kylle har faaet dine Foto; jeg har flere Ting at sende ved Lejlighed. Hvordan har vores Pagøjser det; er der Haab om at se Lysse komme jollende med den, han skal være velkommen baade med og uden.
Nu skal I være hilset alle 4.
Eders hengivne
Mos.
24-1-36
Facts
PDFDa
Datoen er skrevet nederst s. 4
Ida -, Elise Hansens veninde
Amelita Galli-Curci
Beniamino Gigli
Grete Jensen, f. Hansen
Jens Larsen
Johan Larsen
Peter Andreas Larsen
Elisabeth Neckelmann
Marie Neckelmann
Christian Ottesen
Kaj Schoubye
Louise Schoubye
Monna Schoubye
Niels Erik Schoubye
Brevet er i privateje
Nej
Brevet ejes af en efterkommer af Elena og Johan Larsen