Mellem 1. og 17. oktober 1902

Lille, gode Larsie!
Jeg har tænkt saa forfærdelig meget paa Dig i Dag, i Morges fik Du jo den slemme Efterretning med Urhanen, bare Du nu ikke er bleven altfor ked af det. I Dag har jeg ikke faaet Brev fra Dig, men saa vil jeg haabe, at jeg faar et i Morgen tidlig. Sikken et henrivende Vejr, det har været i Dag, men jeg har ikke faaet Tid at gaa ud. Jeg arbejder paa at faa Huset pænt i Stand, til Du kommer hjem, her er jo meget forfaldent, men det er ikke saa meget for mig, naar jeg er helt alene med Ungerne. I Gaar skurede jeg i den store Stue og i Dag har jeg gjort Hovedrent i Køkkenet, men jeg er bange for at der naar at blive grimt igen, inden Du kommer. Jeg længes saa forfærdelig meget efter Dig, og naar Du saadan er borte, er det mig ufatteligt, at jeg nogensinde kan være gal paa Dig, men det, at jeg bliver gal paa Dig, naar Du ikke er rask, er nu noget Sludder. Tykke vil sidde paa mit Skød, saa det er ikke nemt at skrive, uh, der rev han i Papiret, saa det klattede. – Hils dem alle mange Gange fra mig, jeg vilde nok tilbringe en Aften sammen med jer derude og høre Frk. Bertram synge. Du maa tvinge Schous til at komme her i deres Novemberferie. Tykke brøler og vil rive i Pennen hele Tiden saa jeg maa slutte. 100,000 Hilsner fra Din
egen A.