Fynboerne
1891
Sender
Anna Syberg
Recipient
Fritz Syberg
Document content
Awaiting summary
Transcription
[øverst tilføjet med blyant: 4 Faaborg]
Min kære kære Dreng
Du ved ikke, hvor Dit Brev har glædet mig, jeg følte ved hver Linie hvor uendelig meget Du holder af mig; jeg glæder mig ogsaa ved Udsigten til snart igen at faa Dig at se, Tror Du ikke det vilde være det klogeste, om jeg rejste over og præsenterede mig for Bing, han vilde maaske saa føle sig lidt forpligtet til at antage mig. Hvis Du synes dette, da skulde det helst være, mens Marie Pige er her altsaa de 5 sidste Dage i Maj. Jeg kan nemlig indse, at det er en komplet Umulighed for Mester at undvære et Menneske her i denne Tid er han og hele Personalet paa Landet hver Dag, rejser med 9 Toget, kommer kl. 8, Huset skal altsaa lukkes imens, de skal selv rode med Mad Morgen og Aften, det gaar jo ikke i 9 Dage, jeg vil derfor, naar jeg rejser, sige til ham, at hvis han opdager, at Huset behøver et kvindeligt Væsen, kan han maaske faa Franziska. Jeg skulde altsaa rejse herfra paa Tirsdag, selv om dine Pengesager ikke er i Orden til den Tid, kunde jeg saa ikke komme alligevel, jeg tager en Madkurv med, og vi kan jo have det hyggeligt inden Døre? Dette maa Du svare mig paa straks, da jeg i Tilfælde af, at jeg bliver borte vil have mine Sager pakkede, saadan at Du kan expedere dem, naar Du kommer - din Plan med Hensyn til Feriekursuset tror jeg er god, kun gør det mig ondt, at Du for min Skyld skal give Dig af med noget, som Du ikke har Lyst til og som jo vil stjæle en Del Tid fra Dine Billeder paa den anden Side vil de maaske hindre økonomiske Bekymringer, især hvis Bing svigter mig, derved er jo mine Udsigter til at kunne tjene Penge gaaede i Vasken. - Kære kære Dreng, hvor jeg glæder mig til at se Dig, nu skriver Du nok straks, om Du synes, jeg skal komme Farvel min egen, elskede Ven
Dit lille Høns.
Facts
PDFDateringen er anslået; Anna leder stadig efter arbejde. Derfor må det antages, at det er tidligt i Fritz og Annas forlovelsesperiode. Fra 1892 fik hun ansættelse på Den kongelige Porcelænsfabrik.
Faaborg Museum, Fritz og Anna Sybergs arkiv, breve fra Anna til Fritz 1891-1894