1892-4

Tirsdag.
Kære Mor! Bare to Ord for at sige dig, at jeg har det godt, det går meget hurtig frem med at få Kræfter, igår var jeg ude lidt, Fru Hansen mente godt, det kunde gå an, nu vil jeg gå en Smule ud hver Dag, det styrker dog; der bliver intet i Vejen for, at jeg kan komme hjem til Maj. Den blå Havelock, som du mente, aldeles ikke vide kunne nå om mig, passer jeg udmærket. Tak for dit sidste Brev.
Mange Hilsner fra din Basse.

[Skrevet side 1; på hovedet:]
Det bødes der for i lange År, som kun var en flygtig Glæde, det smiler man frem i en flygtig Stund, man bort kan i År ej græde.- Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde. Der ages på Lykkens gyldne Hjul så fast, at én intet sandser; men Sorgens trælsomme tunge Læs det venter os dog, når vi stanser. - Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde. Der leves i Lyst som halvt i Drøm, men Sorgen har ingen Drømme: med vågne Øjne den på Dig ser - Øjne som sugende Strømme. - Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde. Ej Smilet vil lyse din Dag i Seng, men Tåren har gode Stunder; thi Smil er Glands kun af det, der er, Gråd Skyggen af det, der gik under.

[På side 2:]
Landskab

En vidtstrakt Hede med mossede Sten, lidt blinkende Vand i det fjærne,
en gulhvid Stribe hvor Solen gik ned, én eneste skælvende Stjærne.

Og sælsomt susende Aftenens Vind
Saa langeligt sukkende aander,
Som kæred mindeligt i den en Sjæl
For jordiske Véer og Vånder.

Da Solen vågned, vel tusende Håb
Strøg fremad på dristige Vinger;
Hvem ved, om ikke den sukkende Vind
De såre og Stækkede bringer?

Hvem ved, om ikke de samle sig her
Som Fugle ved Efterårstrækket
Og prøve: have end Vingerne Kraft
Mon, eller er evig de stækket?

De flest kende sig længst på Gled
Ad Dødens forstummende Strømme;
De andre letter i Flok efter Flok
At læges i Menneskers Drømme.
[Der mangler et hjørne af papiret, så de to sidste linjer er i databasen afskrevet efter tekst fundet på internettet)