Menu

Fynboerne

1914-05-15

Recipient

Fritz Syberg

Document content

Awaiting summary

Transcription

15 Maj, 14

Kære Ven

Jeg er kommen hjem efter en i alle Maader vellukket Rejse og har fundet alt uforandret, smaat, velernæret, hageløst, halvgement, net og ufarligt - Rodskud som det jo er det hele. Naturen som altid dejlig. Helges Badekammer , Else yndig og Drengene to ægte Knopper. Efter dine to Breve til Else at dømme - det sidste har jeg i Dag med husbondagtig Overgreb aabnet i Elses Fraværelse - har du været paa Landevejen men er endt med at blive Boelsmand i Svanninge; jeg glæder mig til at besøge dig der. Selv tænker jeg paa at bygge mig Smedje i Sommer i Tibirke, hvor jeg haaber at se dig. Annas to Maaneder i København holder jeg med hende i.

[her slutter Johannes v. Jensen uden signatur, hvilket han ikke plejer. Det virker dog sandsynligt, at det brev fra Else Jensen, der i arkivet ligger umiddelbart efter Johannes V. Jensens, og som er udateret, er en fortsættelse af Johannes V.s brev. Derfor er de to breve registreret sammen som et. ]

Kære Syberg

Tak for dine Breve. Det var jo en udmærket Løsning paa Spørgsmaalet I har fundet, vi er kede af at ikke hele Familien flytter herind til byen, saa vore respektive Børn ogsaa kunde faa lidt Glæde af hinanden, og det bliver vel ogsaa sjældent vi faar dig at se, men det kan jo ikke nytte du flytter herind og befinder dig ilde.

Jeg har været i Bremen og hentet Johannes V. og faaet ham hjem i god Stand og nu længes vi efter at flytte ud i Huset, bare I kunde besøge os der igen iaar, vi har nu faaet lidt flere Bekvemmeligheder derude, saa vi skulde nok faa det rart. Men Syberg har I Strand i Svanninge og hvad gør i med Nordskov, jeg kan egentlig slet ikke tænke mig jer andre Steder end der.

Hils Anna mange Gange og bare vi snart saas. Din hengivne Else

Facts

PDF
Letter

Datoen fremgår af brevet.

Else Jensen
Anna Syberg

Faaborg Museum, Fritz og Anna Sybergs arkiv, breve fra Else og Johannes V. Jensen til Anna og Fritz Syberg i tiden 6/2 1910 til 9/10 1914