Den grønne Pære

[Omslag:]
Den grønne Pære.
No 6 September 1888
Maanedsskrift, red af :
C. Binnerup og Dehla Vendt.
Bladets Kontor: Erikshaab pr. Højrup.
Bidrag modtages med Glæde, men Honorar gives ikke. – Avertissementer indrykkes frit. – Klager bedes medsendte til Kontoret. –
Pris: 1 Kr 20 Øre om Aaret. –

[s. 2 blank]
[s. 3:]

Lidt fra Norge
Til Sæters.

Østerdalen er en af de smukkeste Egne i Norge. Den er lang og smal og udmærker sig ved stor Rigdom paa Skov der hovedsagelig bestaar af Gran og Fyr; træffer man en Birkeskov er det kun undtagelsesvis. Korn er der næsten intet af; hist og her ses en Bygmark, der er ogsaa den eneste Kornsort, som kan trives der. Men selve Dalen ligger jo ogsaa temlig højt omtrent 2000 Fod over Havet. Fjældene, der omgiver den, ere nok høje, men der er dog kun [s. 4] enkelte som naa op til evig Sne; de fleste ere bevoxede med Gran forneden, højere oppe med Lyng, nogle ere ganske nøgne, saa at man ser den graa Klippesten. Sæterne ligge som smaa lyse Pletter paa Fjældskraaningen. Den prægtige, brede Glommenselv bugter sig som en Slange gjennem Dalen. Bøndergaardene, der ligger [”r” i slutningen af ordet overstreget] spredte, ere slet ikke smaa elendige Gaaarde, men gøre et ret velhavende Indtryk. Embedsmændene: Sorenskriveren og Lensmanden have udmærkede Boliger. . . . . . . . . . . .
Jernvejen dertil fra Kristiania er meget smuk. Man kommer forbi flere bekjendte Steder, blandt andet Eidsvold, det gamle Thingsted. Man kører langs med og over Mjøsen, kommer igjennem flere Tunneler o.s.v. Fjælde og Dale, Fosser, der kommer [s. 5] styrtende ned fra Fjældet, fare èn forbi. . . . . Der er nok at se, hvorhen Øjet saa vender sig. . . . . . . . . Det var i Østerdalen, at min Ven og jeg foreløbig havde slaaet os til Ro. Vi havde besluttet at foretage flere Udflugter derfra, og desuden befandt vi os saa vel der, at vi ikke for det første tænkte paa, at forlade vor venlige Vært, en Bonde, som gjorde sig al mulig Umage for at gjøre os det saa hyggeligt, som muligt for os. Vi havde vel, især i Begyndelsen, en Del Vanskelighed ved at udtrykke os for Bønderne deroppe, og vi forstod heller ikke deres Sprog videre godt. Men gik det ikke med det danske, saa forsøgte vi undertiden at tiltale dem med enkelte engelske Ord, og det var sjældent, at de ikke forstod, hvad [s. 6] vi sagde. Grunden hertil er, at Landet, især i de senere Aar bliver stærkt besøgt af sportsdrivende Englændere, og efter dem har Bønderne endog optaget flere engelske Ord i deres Sprog. . . . .
Det var herfra, at vi gjorde vor første Sætertur, som jeg nu vil fortælle om. (Fortsættes)

- X
Brev fra Færøerne
(Fortsættelse.)
Jeg kunde egentlig have Lyst til, at de skulde have set, hvad vi sejlede forbi i Går. Vi kom ind mellem et Par høje Fjælde, - det vil sige, saa ganske nær paa Livet havde vi dem just ikke; det ene laa 2 Mil, det andet 1 Mil til Siden; men de var [s. 7] temmelig høje, og derfor saa det næsten ud, som man kunde springe der ind. Helt nede ved Vandet, ind under Fjældsiden, laa en lille hvidmalet Kirke og 2-3 Fiskerhytter; - - nu maa De ikke tænke Dem en Idyl, af den Slags, vore uforskammede Løgnhalse til Malere prestere med blaa og lilla Farver, grønne Træer og røde Skørter; nej, det hele saa saa melankolsk og afsondret ud; men alligevel maatte man blive betaget der af. En splinterny Bekræftelse af den gamle Sandhed, at der intet nyt gives under Solen; de samme Menneskesjæle, Hjærter og Evighedstanker, som alle andre Steder. At skulle bo paa saadan en firkantet Klippe hele sit Liv, og kun se Atlanterhavets milelange Dønninger uden for, - ja, jeg kan ikke beskrive det. De maatte se det selv, disse nøgne, [s. 8] Sten, hvor det graasorte Vand uafladelig vasker, og Fugle flyve om med lydløse Vingeslag. – Nu Farvel, og mange Hilsner fra Deres hengivne Ven
FS.

Ærede I. Hoppe!

Jeg svarer Dem blot et Par Ord paa Deres Indlæg, skjønt jeg nu nok kan indse, at det er frugtesløst at tale mere om denne Sag, da hver har sin urokkelige Mening. Jeg vil blot sige, at jeg tror, De tager fejl, naar de mener, at der uden Censur vilde strømme ind med mislykkede Forsøg af det aller grønneste grønne. Den grønneste Ungdom er for det første ikke saa umaadelig produktiv, og for det andet vilde vel næppe alle Forsøgene [s. 9] være mislykkede. Jeg mener ikke og har heller ikke sagt, at der just bør lægges an paa at gjøre ”Pæren” saa ufordøjelig som mulig. Nu stemmer De mod at faa det grønneste, - hvad jeg ikke kan indse vilde fortrænge det mindre grønne, - med, jeg derimod for at faa det med; De for Blad med Kritik, jeg for Pæreblad med Pærevrøvl: - det er en Smagsag – et de gustibus non disputandum est -. De ønsker at vide mit Navn, men idet jeg siger Dem, at jeg havde Grunde (som for Resten ikke var, at jeg ikke var mig mit Navn bekjendt,) da jeg første Gang ikke gav mig til kende, og at jeg har dem endnu, forbliver jeg deres forbundne
No 11

[s. 10]
Literatur
”Minder og digte” af Sidse Kristensen.
[ulæseligt] sider.
Maa det forundes forfatterinden af overnævnte digtsamling at fortsætte sin produktion, føle vi os forvissede om, at hun vil vinde en læsekreds, uafhængig af al anbefaling i pressen. Thi efter at have læst bogen, kan ingen, der overhovedet er i besiddelse af de nødvendigste betingelser for at bedømme æstetisk frembringelse, i mindste maade tvivle paa, at de deri indeholdte digte forudsætte en betydelig poetisk begavelse. Det falder i øjnene – eller om man vil i ørerne [nummer to ”r” i ordet indsat over linjen] – ikke blot ved den fulendte form, hvori versene træder frem, men tillige ved den originalitet og emanciperthed, som udmærker Sidse Kristensens digtning. Og midt i trivialiteten er det originale og det emanciperte unægtelig forfriskende. –
[s. 11] Skønt vi altsaa ikke nære ringeste tvivl om, at arbejdet tilstrækkelig vil kunne anbefale sig selv, føle vi dog trang til at henlede den dannede læseverdens opmærksomhed paa det hid til ukjendte digtertalent. Og det er os saa meget mere magtpaaliggende at faa denne vor anbefaling frem, som vi ved, at netop de mest eminente begavelser – det være sig paa digtekunstens eller paa andre omraader – meget ofte har den skæbne, at de – i al fald til en tid – har svært ved at arbejde sig frem til en nogenlunde – end sige fortjent paaskønnelse [”paa” i ordet indsat med blyant over linjen]; især da, naar du [”u” i ordet overstreget og erstattet med ”er” skrevet med sort pen og indsat over linjen] brydes nye baner.
Paa den ene side kunde vi ønske, strax at fremlægge et mere sammenhængende uddrag af bogen for læserne [”for læserne” skrevet med sort pen og indsat over linjen]; men da vi paa den anden side derved let vilde kunne foregribe dem den nydelse, de sikkert vil have ved læsningen af selve bogen, ville vi indskrænke os til at anføre enkelte [s. 12] prøver. – Som titelen viser, er en del af digtene mindedigte. Gennem disse gøres man bekendt med [”med” indsat over linjen] saavel til for- som nutiden hørende historiske skikkelser. Om Martyrinden Blondine hedder det:
”Det var lidt efter Kristi tid
”der boede i Frankrig
”i Lyons by en kvinde blid
”med kristen tro i tanker.
Uvilkaarlig forbavses man over den poetiske form, hvori man faar disse prosaiske historiske oplysninger. – Hvad nutiden angaar, bliver læseren særlig gjort bekendt med forfatterindens fader (”min faders saga”) og med pastor Arboe († 1883.) Gennem digtet til sidstnævntes minde faar Sidse Kristensen lejlighed til at indskærpe, hvilke fordringer, der i vor tid maa stilles til en ordets forkynder. I faa klare træk og paa en ejendommelig jævn, naturlig maade males for læserne billedet af den ideale Præsteskikkelse:
[s. 13] ”Kærlig var han uden lige
”altid kom han folk imod.
”Fællesskabet, ømt at sige
”knytted han af hjærterod,
”ej med tvang og ej med lænke,
”men med frihed ren og mild,
”ingen tvungenhed at tænke
”var der overfor ham stilt
”Han var den der lagde grunden
”først til kristen vækkelse
”siden henad folke-aanden
”opmaned blev ved æggelse.
”Nu maa I da huske, kære!
”Kristne de skal foran gaa;
”et Skolemøde skal der være
”dertil maa I komme saa. ["I" understreget med blyant]
”Verdens børn skønnede ikke paa ham, thi
”storme rejste sig med bulder
”som orkanen ned de rev.
”Bibellæsning blev til mulder;
”ud man ham af skolen drev.
”Lige fuldt han gik med glæde,
”bød blot folket til sig hjem,
”satte sig paa nederst sæde
”bød den kristne slagter frem.
[s. 14] Det er beklageligt, at man i det følgende aldeles ikke faar oplysning om, hvem denne Slagter er og hvad hans betydning i sammenhængen er. Dog dette er sikkert et udslag af forfatterindens originalitet. Mange gange udfører hun ikke helt, men nøjes med at antyde, og giver dermed læserens fantasi lejlighed til den fineste frieste [”ineste” overstreget. Over linjen er med blyant indsat ”rieste”] flugt.
Sidse Kristensen er ikke bunden til almindelig sprogbrug. Finder hun ikke i det hidtil værende ordforraad et udtryk for sin tanke, danner hun et nyt (jvnf. ordet ”mulder” i sidst anførte vers.) Paa dette punkt røber hun paavirkning af den unge, geniale digter Johannes Jørgensen. Fremdeles kan hun undertiden med et ord, som kun udmærker selvstændighed anvende vel kendte ord i ny betydning. Saaledes i følgende strofer:
”Hører det – I præster ømme?
”som med stok og svøbe slaar.
[s. 15] Vi maa indrømme, at det ikke staar os klart, i hvilken betydning ordet ”ømme” her er brugt. Det kan nemlig umulig her være at tage i nogen af de hidtil kendte betydninger, hverken den, ordet har i forbindelse: øm moder, øm hustru (det viser efterfølgende strofe tydelig), ej heller i betydningen: ”smertelig ved tryk;” thi dette vilde røbe en slem forveksling: nemlig mellem præsterne og de af dem behandlede individer og en saadan mangel paa omtanke kunne vi aldeles ikke tiltro forfatterinden. – Noget dunkel er os ligeledes grunden til efter imperativen at anbringe spørgsmålstegn. Muligvis kan dette dog forklares ved, at det for Sidse Kristensen har staaet som et stort spørgsmaal hvorvidt præsterne ”hører det” eller ikke. I saa tilfælde kunne vi ikke nægte, at forfatterinden – om end det maa kaldes vovet – har benyttet Sproget paa en lige saa frisk og oprindelig som træffende maade. – Lige saa [s. 16] kønt som jævnt og naturlig slutter digtet om [”om” indsat over linjen] Arboe:
”Gud velsigne deres minde
”her i sognet giv det frisk,
”skyde maa som hver Kærminde,
”der i sommermorgen hist
”staar saa smukt paa grønne enge,
”tager sig saa dejlig ud.
”Gid blomster smaa maa holde længe
”i denne krans jeg fletter nu.
Vi skulle her indskrænke os til at pege paa den originale brug af komma efter ”frisk” i anden linje. Kommaet er her meget praktisk anvendt af vellydshensyn, idet dette nemlig kræver pause mellem ordene ”frisk” og ”skyder”. Mærk ligeledes de originale rim: frisk – hist, ud – nu. –
Vi have dvælet saa længe ved dette digt, da vi anser det for det betydeligste! Dog findes der ogsaa udmærkede ting i de øvrige mindedigte f. eks. følgende begyndelse af digtet ”mindebogen” (mel. ”du, som har sorg i sinde”)
[s. 17] ”Hun gik med sorg i sinde
”Kirstine Pedersen.
Der gaar – om vi saa maa sige – et realistisk drag gennem dette. Det er et lille slag, slaaet for den moderne digtning: ”lige til sagen, ikke spor af omsvøb.” –
(slutter i næste Nr.)

Jomfru Mettes Karbunkel
(Fortsat.)

”Pak dig, du lede Kvind” udbrød Mettelil med harmblussende Kind, rejste sig saa fra Væven og gik ud paa Svalen ”Ei, ei” udbrød hun glad ”der kommer min salig Moster, Fru Gedske til Krænkerup, Hr Mogens Skinhels Efterleverske, agende i sin Hængekarm; flux Gidel, lad Svendene dække op med Ølost og Mundgodt.” Let som Skovens Daa ilede hun ned ad den snoede Vindeltrappe og den silkeklædte Fod rørte knap ved Borgegaardens Fliser. Mere [s. 18] let iler ej Skovens Bamse for Jægerens Pil end Jomfru Mette Dyre ilede Fru Gedske igjen. – Hr. Mogens Skinhels Efterleverske lod Karmen holde og truede skalkagtig ad Jomfruen med sin guldbaldyrede Handske. ”Ei, ei, er det Sæd her paa Knapperup, at de unge Jomfruer strippe om i den aarle Morgenstund. Formente jeg, mit Hjærte, at du var at finde ved Væven og i Stegerset; en Jomfru kjendes ved Deigtrug og ej i Springdans.” – Jomfru Mettes hvide Hud fik en Lød som den dunkle Drue. ”Ilde sømmer det sig ædle Frænke,” sagde hun stolt ”at skjælde mig saa i min Faders Gaard, nu ganger jeg flux paa mit Kammers.” ”Nu,” svarede Gedske og lod en munter Latter høre ”Du tøve et lidet, da ginge vi baade.” Ved Fru Gedskes Side i Karmen sad Sortebroder Niels. Den fule Munk saa paa Mette med et hartad listigt Blik.
(Fortsættes)