Den grønne Pære

[Omslag:]
Den grønne Pære.
No 2 Maj 1888 [”1” er streget over, og med sort pen er skrevet ”2”. Oveni ”Juli” er med blågrøn pen skrevet ”Maj”
Maanedsskrift, red af :
C. Binnerup og Dehla Vendt.
Bladets Kontor: Erikshaab pr. Højrup.
Bidrag modtages med Glæde, men Honorar gives ikke. – Avertissementer indrykkes frit. – Klager bedes medsendte til Kontoret. –
Pris: 1 Kr 20 Øre om Aaret. –

[s. 2 blank]
[s. 3]
Rimbrev til
”den grønne Pære”.

O! Pære grøn!
Vi her til Løn
For, hvad Du skrev,
Dig sende vil et lille Brev!
Der gives Folk paa denne Jord
Hvor ”underligt” det saa end lyder
Hvis Lyst er grumme, saare stor.
Og hvis indre Drift dem al Tid byder
Al Ting ”underligt” at finde
Aldrig ”underligt” dem gaar af Minde
Al Tid ”underligt” de paa Læben bær’
I almindelig Tale at ”skumle” det er
Til nu og fra den første Stund,
Da de fik Ord i deres Mund,
De har sig undret
Og stedse med Undren sig muntret.
Nu har de snart sig undret over alt,
[s. 4] Saa de sig strænge an maa med Gevalt
For at opfinde nye Grunde,
Hvorover de sig undre kunne.
At de saa meget deres Hjærner bryder,
Kan være at Slægten sig fortryde;
Det paa Forstanden gærne tager,
Maaske Dumhed i kommende Generationer foraarsager
For netop det sørgelige Tilfældet er
At ”som Folk er flest” saa de undrende er, -
Men nu, da ”den grønne Pære” udgik,
En Grund til at undre sig over de fik,
For Bladet, det er da originalt,
hvilket jo i Grunden slet ikke er galt.
Tak fordi en Grund til Undren Du gav,
Thi dem var der jo rigtignok svær Mangel af
Bryd Dig ej om deres Undren, trods den paa Kraft
[s. 5] Og glæd Dig ej til Undren de en bedre Grund har haft!
En hjærtelig Tak paa deres Vegne
Saavelsom ogsaa paa vore egne,
For vi ser ej mere paa deres Brydning
Og maaske Du paa Dumhed har gjort Udrydning!
Til Slut et Leve for ”den grønne Pære”!
Gid den maa gøre Redaktionen Ære!!
Peer og Poul.

[s. 6]
Sommernatten.

Det klare Sollys svinder,
Nattens Mulm det overvinder;
Lette Elverpiger
Hvirvle sig i Dansen let
Trætte Vandrer sniger
sig ind i Taagers Net.
Lette Elverpiger smaa
vil en Krans omkring ham slaa,
Og de danser og de synger
Se! hvor Mosegrunden gynger!
Ellen Warberg

[Herunder tegning signeret ”AW” i nederste højre hjørne]

[s. 7]
Fra Borgmesterens Dagbog.

Søndag var jeg til Gilde hos Kammerraad Rasmussen. – Middagen fortræffelig, Vinen glimrende, - jeg holdt en rørende Tale, - næsten alle Damerne græd. Min Kone var i udmærket Humør, hun er jo saa nervøs, men naar hun kommer mellem andre Mennesker, saa hjælper det strax.

Mandag er min Kone Gnaven, hun har Hovedpine efter Selskabet i Gaar; jeg maa forholde mig rolig paa mit Værelse, da hun ikke taaler Støj.

Tirsdag er Kammerraad Rasmussen med Frue her paa Visit. [Et semikolon er ændret til et punktum] Min Kone kalder mig sin søde, lille Mand, og taler venskabelig om Klubben!!

Onsdag faar jeg Skænd af min Kone for-[s. 8]di jeg ikke har barberet mig. Jeg forærer hende til Forsoning en gul Silkemantille med røde og grønne Baand; Hun taler lidt bistert om Mændenes Smag, men er dog ret tilfreds med min Opførsel.

Torsdag var min Kone paa Visit; jeg havde besluttet at gaa i Klubben. Jeg var netop kommen ud paa Gaden, da min Kone kommer anstigende med 3-4 Veninder. ”Hvorhen?” spørger min Kone; ”I Klubben”! svarer jeg uden at betænke, at min Aabenhjærtighed kan bringe mig i stor Forlegenhed. Foreløbig tav dog min Kone, men paa hendes Blik kunde jeg se, at en anden Gang, naar vi var ene, havde jeg intet godt i Vente.

Fredag var det min Geburtsdag. Min [s. 9] Kone gav mig Lov til at drikke en ganske lille Snaps og at invitere et Par nette Venner.

Lørdag er den værste Dag i hele Ugen, da skal jeg støve af i mit eget Værelse og have Øllebrød og stegt Flæsk til Middag; uha! Men hvad sker! midt paa Formiddagen ankommer vor unge Provst. Min Kone beder ham blive til Middag; Vi fik ikke Øllebrød og stegt Flæsk! Om Aftenen lavede min Kone Vingelée og Romtoddy! Ah!!
Sikken et Leben!

Ellen Warberg.

[s. 10]
Ulykkestilfælde.
(Tre Digte)
Forgæves
1.
Som en Fugl, der hastig drager
Over Himlens blaa;
Som en Jæger Vildtet jager,
Til han næppe selv kan gaa;
Saadan har jeg allevegne
Livet søgt, men uden Nytte!
Ud i alle Verdens Egne
Højt og lavt fra Slot til Hytte,
Ingen Steder har jeg fundet,
Det, hvoraf mit Liv afhænger,
Det som har min Uro grundet.
Nu jeg lever ikke længer,
Al min Ro og Fred i Verden
Er for stedse nu forbi,
Ene gennem Livets Færden.
Vandrer jeg min trange Sti!

1. Livet
   Et Pust og intet mer
   Et Suk – og ingen fler,
   Er Livet her paa Jord,
   Hvor Synd og Sorrig bor!
   [s. 11] En Søvn i Sikkerhed,
   En Hvile uden Fred
   En trang til Himlen sød,
   Et Haab mod Morgenrød!

2. Da jeg saa Dig første Gang.

Da jeg saa Dig første Gang,
Lød Din Tale for mig smukt som Fuglesang,
Alt hvad der er kækt og frit,
Samledes i Sproget Dit!
# # #
Da jeg saa Dig anden Gang,
Tonede Din Tale huldt som Harpeklang,
Al den milde Kærlighed,
Var, du kære, ogsaa ved!
# # #
Da jeg saa Dig tredje Gang
Mindedes jeg ej som forhen mer Din Sang
Kærligheden sejrede,
Og Du vil mig mer ej se!
----------- ”En fjortenaarig”

[s. 12]
P. Konvel: ”En modig Handling.”

Det var en højst uhyggelig Novemberaften, Stormen jog gennem Gaderne og vendte Folks Paraplyer; det var en saadan Aften, hvor man rigtig længes efter Dagligstuen, hvor Ilden blusser i Kakkelovnen. Det samme gjorde ogsaa den Skikkelse, der henne paa Hjørnet kæmpede sig frem. Pludselig blev han afbrudt af Raabet ”Brand, Brand, hvor, hvor,” spurgte han; men intet Svar, enhver var for optaget af sit eget til at svare ham. Saa stod han lidt stille, men pludselig vendte han om og gik i den Retning, han mente var den rigtige, og – han naade virkelig ogsaa Brandstedet; det var et Hus i Udkanten af Byen; Folk var allerede strømmet til. Pludselig hørte han: ”Men Barnet blev jo derinde!! Der greb han en Tanke, om han frelste det! ”Ja”! – Han greb en Stige, satte den til, og steg ind i det brændende Hus. Et Øjeblik stod Mængden i spændt Forventning [s. 13] Alles Øjne var hæftede paa det Vindue, hvorigennem han var forsvunden. Lidt efter kom han tilbage med en lille Dreng i sine Arme. I det samme styrtede Huset sammen; Mængden raabte ”Hurra, Hurra” og skildtes derpaa ad.

Literatur.
”Olaf Trygvesøn”
Under dette Navn udkom for nogen Tid siden et lille Digterværk af en temmelig ubekendt Forfatter: John Bentsen. Meningen med denne Bog har øjensynlig været at slaa et Slag for Romantikken, og netop deraf ser man, at denne synger paa sit sidste Vers. Forfatteren er en alt for svag Forkæmper, thi for at bringe Romantikken tilbage i denne vor [s. 14] oplyste Tidsalder, maatte der skrives noget ualmindelig storslaaet og dog ikke utænkeligt: Handlingen [et overstreget tegn] er meget svag, indhyllet i tågede Skyer, og det, der opfattes af den er temmelig utænkeligt. Personerne ere meget udviskede, kun en af dem, Sigrid Storraade bærer et mere tydeligt Præg. – Bogens lyse Side er de smukke Vers, der falde let og naturligt, hvilket ogsaa er det eneste, der bærer den oppe. Det er derfor ogsaa umuligt, at nogen kan regne denne Bog for at være epokegørende. - - - Det virkelige er langt at foretrække. . . . . . . . . . . . Paa Jorden findes ogsaa Romantik, og maaske kønnere end den, der svæver i Skyerne. –
En Abonnent.

Til Abonnenterne.
Da Redaktør C. Binnerup er bortrejst paa Grund af Gjærning andetsteds, er Ansvaret overfor Pressen foreløbig overdraget undertegnede.
Dehla Vendt. -