Den grønne Pære

[Omslag:]
Den grønne Pære.
No 5 August 1888
Maanedsskrift, red af :
C. Binnerup og Dehla Vendt.
Bladets Kontor: Erikshaab pr. Højrup.
Bidrag modtages med Glæde, men Honorar gives ikke. – Avertissementer indrykkes frit. – Klager bedes medsendte til Kontoret. –
Pris: 1 Kr 20 Øre om Aaret. –

[S. 3]
Højstærede ”No 11.”

Når jeg nu på Opfordring af Dem svarer Dem på Deres Indlæg, så er det ikke for at disputere med Dem, men for at erklære Dem, at jeg stadig urokkelig står ved, hvad jeg en Gang har bemærket i ”den grønne Pære”. Imidlertid skal jeg søge at forklare Dem, hvorfor jeg ikke kan være af Deres Mening. De rådede Redaktionen til slet ingen Censur at have og [s. 4] til at optage alt, hvad der blev indleveret til ”Pæren”, det hverken kan eller vil Redaktionen gå ind på. Tænk dog på, hvor meget der uden dens Samtykke og Bifald måtte komme i Pæren, og tænk dog på alle de ”Ulykkestilfælde”, der vilde strømme ind, og som efter min Mening vilde gøre Pæren blød, dersom ikke Redaktionen satte en Stopper derfor.
De siger, at det er Abonnenternes Pligt at tage det uheldige Udfald gemytligt, som Pærerne muligvis (jeg mener sikkert) vilde få, hvis Censuren blev ophævet. Jeg synes det ikke, men om så var, hvem kunde så i Længden blive ved med at tage det gemytlig? Og et Blad, der ikke bliver kritiseret - - - - ! De siger, at jeg har i Sinde at råde redaktionen til at tage det grønne fra ”Pæren”, [s. 5] det ved jeg ikke noget af, hvorfor kan Pæren ikke vedblive at være grøn, fordi der kommer lidt Censur til og fordi den ikke er en af den allergrønneste grønne Slags? Hvorfor skal man absolut lægge an på, at gøre Pæren så ufordøjelig som muligt? Jeg vil aldeles ikke have, at ”Pæren” skal blive moden, så bliver den jo strax kedelig, men de kender jo nok den skønne gyldne Middelvej. Så vidt jeg kan se, er Redaktionen bleven lidt mere kræsen med at optage Bidrag, og jeg kan kun se, at det har været til ”Pærens” Fordel. Og hvem vil beskylde den for ikke mere at være grøn? Ja, nu har jeg sagt Dem min Mening, og hvis De har i Sinde at omtale denne Sag mere i ”den grønne Pære”, så bør De være Deres Navn bekendt!
ærb. I. Hoppe

[s. 6]
Skovsøen.

Når Skovens Dyr Øjnene lukke
og Tågerne liste sig frem,
når Blomsterne Hovedet dukke,
og Sangfuglen søger sit Hjem;
når hver Lyd i Skoven forstummer
og Natten har kastet sit Slør
ivævet med glitrende Perler
om Træerne, Græs, Siv og Rør,
når klart fra den lyseblå Himmel
en Stjærne sig smilende ser
gengivet i Skovsøens Vrimmel
af Bølger; da kommer jeg der.
Så kommer jeg der for at drømme
om ham om min kæreste Skat
[s. 7] så lader Tanke på Tanke jeg svømme,
dykke sig, boltre sig, lege Tagfat.
Og i mit Hjærte der jubler jeg henrykt:
Hvad er vel skønt som en Majmånedsnat!
(”En vingeløs Flue”)

Brev fra Færøerne.

Kære Ven!

I Dag er det tåget, koldt og gråt. Vi ligge lige under Land – for så vidt man kan kalde det for Land, man her ligger og kigger på: nogle kæmpemæssige Gråsten [s. 8] slængt ud midt i Havet – sådan en passende Håndfuld – store og små imellem hverandre. Det regner og sner af og til, Skyerne ligge ned over Fjældene som skidne Snedriver eller våde Lagner – hvilken Lignelse de nu bedst vil tage for gode Varer – og her er foreløbig ikke andet at bemærke, end at det er forbandet råkoldt her oppe, og at De kan gratulere Dem til, at De ikke af Skæbnen er dømt til at bo her på disse Øer i Selskab med ”det mægtige Hav”, Atlanterhavet, hvis Uendelighed og Storslåethed og Gud ved hvad mere man her bliver gjort klog på – bedre end ved at læse Carl Plougs og Martin Koks Fædrelandssange – nå, det er jo rigtignok om Nordhavet, de to Herrer udgyder sig, - men lige meget, Vand er Vand, enten det så kommer fra Carl Ploug el-[s. 9]ler Martin Koks Pen!
De vil måske blive forundret, måske ærgerlig over, at jeg ikke er mere grebet af Synet af de besungne ”høje Fjælde” med Sne på Toppen. – Grebet er jeg på en vis Måde, men det er hverken af det ”storslåede” eller skønne eller nogle af den Slags reglementerede Følelser overfor Fjælde, jeg synes nærmest, man maa blive betaget af en Slags Trøstesløshed ved al denne ”Sten” uden Spor af ”Brød”. Her er så tavst, så øde og goldt; om det så er Fuglene, så flyver de aldeles i lige Retninger uden Skrig og Støj, akkurat som der hvilede en Forbandelse over Stedet. Ikke et Træ eller en Busk at se, kun et meget magert Græsdække af en vissenbrun Farve gror ned over Fjældenes Sider, men overalt stikker de hårde Stene frem gennem det tynde Lag Muld. [s. 10] Det er måske Synet af denne forlorne Pynt, der er så bundfalsk, som gør Færøerne end mere forladte og uhyggelige at se paa - - Ja, Afbrydelser har vi nok af her om Bord, De skal faa mere i Aften!
(Fortsættes.)

Morgen.

De kåde Ranker slynger
sig langs ad Markens Hegn,
og røde Rosenklynger
de spæde Stilke tynger,
som våde efter Nattens Regn
i Morgensolen gynger.

Se Solen hvor den dirrer
langs ad den våde Hæk
[s. 11] og dine Blikke tirrer
et Syn, som dig forvirrer,
et Håb, som langsomt drager væk
mens efter det du stirrer.

Men for Dig ligger Vejen
i Dagens første Glans,
ej nogen viser dig’en,
men Viljen er din egen
og Lærken spiller op til Dans
og kalder dig til Legen

De lette Tanker bryder
de tunge Minder ned
og gennem Hjærtet flyder
en Glæde, som betyder,
at Nattens drømmetunge Fred
ej al Tid Lykken byder.

O.

[s. 12]
Landbotidende.
(Sluttet)

Forpagter Tallerup savnede i Betænkningen Oplysninger så vel om Røgterhundes Gjennemsnitsvægt som om de med vores Anskaffelse og Underhold samt Forsyning med Mundkurv forbundne Omkostninger og ønskede navnlig at vide, hvor meget disse omtrent ville udgjøre for 100 Pund Mælk.
Udvalgets Formand beklagede, at man ikke havde fået Tid til at skjænke denne vigtige Side af Sagen den fornødne Opmærksomhed. Et Medlem var ved Omtalen af Mund-[s. 13]kurve kommen på den Tanke, at der var et andet Slags Kurve, hvorpå Foreningen burde have sin Opmærksomhed henvendt.
Som bekjendt var der nemlig visse Kurve, der havde en særdeles skadelig Indflydelse i Retning af at forhindre Ægteskaber, og da nu Ægteskabet var den legale Betingelse for Slægtens Formering, bære sådanne Kurve skylden for, at Landet ikke blev forsynet med så stor en Befolkning, som det kunde behøve, og specielt vilde vist de ærede Medlemmer give ham Ret, når han påstod, at Manglen på Tyende var en Kræftskade for Landbruget, han vilde derfor foreslå, at et Udvalg blev nedsat for at tage de herom hørende Forhold under Overvejelse.
Formanden kunde slutte sig til den fremsatte Tanke, men maatte først bringe Mundkurvsudvalget [s. 14) Foreningens varmeste Tak for det fortrinlige Arbejde, som det havde præsteret, og som, ved Siden af at gøre baade dets Forfatter, Selskabet og Fædrelandet Ære, bar rigt Vidnesbyrd om, at Videnskabens Straaler mere og mere trængte igjennem og kastede Lys ud over alle Landbrugets Omraader. Forsamlingen hørte stående på denne Udtalelse. Udvalgsformanden takkede synlig grebet både Formanden for hans varme Ord og Forsamlingen for dens Tilslutning. Han turde sige, at både han og hans Kolleger i Udvalget stedse havde arbejdet med det Mål for Øje at gavne Fædrelandet, og han vilde derfor foreslå et Leve for Fædrelandet.

Efter at et Medlem derefter havde omtalt det ugunstige Vejr, som for Tiden herskede, og foreslaaet [s. 15] at nedsætte et Udvalg, der ved at sætte sig i Forbindelse med meteorologisk Institut, kunde bringe Klarhed over Aarsagerne til saa abnorme Vejrforhold, en Tanke, hvortil Formanden kunde slutte sig, blev Mødet hævet.

Jomfru Mettes Karbunkel
(Novelle i H.F. Ewalds Stil)

[Det følgende skrevet med blyant i højre margen under overskriften:] Mange Undskyldninger fordi dette kommer altfor sent, og fordi det første Nummer (med [ulæseligt ord]) ikke er med, det er færdigt, men jeg har glemt det hjemme paa Erikshaab nu skal det sikkert komme med Sept. Pæren - - Vi vilde blive meget henrykte ved lidt Bidrag til næste Nummer, da vi er temmelig udgaaet for Stof.
Red. [indskud slut]

Det var en skjøn Skjærsommermorgen. Den stille Tåge, som hvilede over Mark og Eng, syntes at skjule Solen som en Brud, der blysom tildækker sit Aasyn.
I Fruerstuen på Borgen Knapperup sad en ung Jomfru og baldyrede. Hendes gyldne Lokker [s. 16] vældede frem under en liden Fløjls Perlehue og Barmen truede hartad at sprænge det Gyldenstykkes Livstykke. En snever Fløjls Kjortel faldt om de slanke Lemmer, og enhver der saa denne Jomfru, måtte tænke, at det var et såre fagert Syn. Det var Jomfru Mette Torbensdatter af Slægten Dyre.
Hun baldyrede med Silke og Guld, og hendes hvide Fingre fór om Sømmene medens hun nynnede Visen om Hr. Ove og hin liden Ellen.
Da aabnedes en Dør i det Gyldelæders Tapet, og sagte tren en gammel Kvinde ind i Buret. Hendes trædske Aasyn var indfattet af en snever Hue, og i Haanden holdt hun et Nøgleknippe. Det var Jomfru Mettes Fadeburskvinde, Gidel, ”Ei, ei”, tog hun til Orde, ”alt så årle ved Væven. Idag kommer unge Palle Då, eders Bejler, hid for at drikke [s. 17] Fæstensøl, det forglemmer I ej!” ”Ikke er jeg så forhippet på at komme i Brudeseng,” sagde Mettelil stolt og slog med Nakken, ”formener jeg ej at være voxet fra Ferle og Ris og agter jeg at kaare mig en Brudgom efter min Hu. Saa høre I og nu, at før reder jeg min Brudeseng på Havsens Bund, før jeg vorder Hr. Palle god.”
”Ei, ei, min Dukke,” fôr Gidel fort, ”står din Humeur til hin usle Pilt, din Fader jog af Gårde med Hundepisken? du drage dig dog til Minde, at aldrig vorder din Fader ham god, kyssede du ham end i Løn, og satte du end på hans Finger din Ring med den kostelige Karbunkel. Virkelig vil han klæde Hjul og Stejle, naar du sidder paa Højgård som Hr Dås stolte Viv!”
(Fortsættes)

[s. 18. Tegninger af fire kvindeansigter. Under det øverste er skrevet:] 25-30
[Under kvindeansigtet til venstre:] 17-20
[Under ansigtet til højre:] 12-14
[Under det nederste:] 30 55
[Øverst på siden er skrevet:] Lekture i de forskellige Aldre.
[Midt på siden er skrevet:]
3-6 Fabler
6-10 Æventyr
10-12 Hostrups Komedier
12-14 Ingemanns Romaner
14-15 H.F. Ewald
15-17 Avisfeuilletoner
17-20 Digte
20-25 Skolegranskning
25-30 Strikkebøger
30-55 Kogebøger
55-70 Prædikener

Ellen Warberg