Menu

Fynboerne

1917

Recipient

Peter Hansen

Document content

Awaiting summary

Transcription

Kære Peter
Her finder jeg dette virkelig noble stykke papir mellem en hel del ragelse og føler straks lyst til at lade min "flyde" overbemale det til dig.
Det er et fandens vejr til maling og jeg spilder megen tid med at gøre forsøg paa at se, for jeg skal sige dig jeg er som sædvanlig paa den gale side, har for øjeblikket kun brug for sol. Hvorimod jeg om sommeren meget ofte har brug for graavejr.
Mon det ikke ligger i at man føler trang til at male det man er mest glad ved. Altsaa har man idelig graavejr saa arbejder ens fantasi med solskins herlighed eller omvendt. Men for at tale om noget andet, saa var jeg til møde forleden med alle stadens malerinder. Vi er nemlig ved at lave en sammenslutning for at opnaa forskellige ting bl.a. at faa en dame ind i foraarscensuren osv.
Du kan jo nok tænke dig en saadan samling Kvindfolk virkede komisk, især da lovene skulle vedtages og var de endelige gaaet igennem, saa kunde man da være sikker paa, at Gudrun Greve en halv time efter kom i tanke om, at hun vilde protestere.
Bestyrelsen havde 3 klokker som idelige blev brugt. Af mangel paa plads var jeg havnet ved den høje Bestyrelses fødder, hvor jeg gjorde mit til at sætte fut i fejemøjet.
Bagefter kom forskellige og vilde forestilles for det urolige hovede, hvad mener du om damer, som Bonfissen, Mundt og Luplau, jo jeg var rigtignok i det bedste selskab.
Saa gik vi over hos a Porta og soldede. Og jeg spurgte jo Marie Carl Nielsen og fru Dorph om jeg ikke maatte komme ind i bestyrelsen, naar de skulde til at uddele de penge de fik for meget i kassen, de skal nemlig anvendes til betrængte kunstnerinder og naar jeg nu kunde foreslaa mig selv saa kunde det maaske hjælpe. Ak ja det var et møde som Extrabladet vilde have givet meget for at skrive om.- I aften skal Kylle og jeg til politisk møde om den politiske situasjask. Jeg synes jeg er meget træt saa jeg vil forsøge om jeg ikke kan knibe ud. Jeg har nemlig en saadan en god "Tilskuer" fra 88 med en del om udstillinger.
Lad mig ikke glemme at fortælle dig, at Pe'ersen har udviklet sig til en værre tyvekat, men den er saa bedaarende at der intet er at gøre. Dens bedste trick er at hænge i Pjevses hale og lade sig slæbe rundt i stuen. Vi gjorde forsøg paa at promenere den i gaarden en dag, men den blev aldeles vild af rædsel og kradsede os ganske blodig. Derimod tilbringer den megen tid i min fuglekasse. Nu har jeg ikke mere papir. Det krænker mig du ikke osse sender hilsen til Pjevs.
Din Sidse

Facts

PDF
Letter

Dateringen er anslået.

Faaborg Museum, Peter Hansens arkiv