Menu

Fynboerne

1918-08-18

Recipient

Alhed Larsen

Document content

Awaiting summary

Transcription

[Fortrykt på brevet]:
FRITZ SVENSSON København, den
TELEGRAM ADR.: TIVOLISK

PERSONBANEGAARDENS
CAFÉ & RESTAURANT
KØBENHAVN
AABEN FRA KL. 5 MORGEN TIL KL. 12 NAT

TELEFON: 2239 CAFÉ
2163 (tegning af bygningen) &
BYEN 3500 RESTAURANT

SMØRREBRØD * FROKOSTRETTER * CABARET * DINERS * SOUPERS

[Skrevet med håndskrift]: 18 Aug 1918

Kæreste Alhed!
Tak for Brevet, det var da heldigt I fik slukket. Jeg var i zoologisk Have i Formiddags og i Eftrmdg har jeg været omkring og købe ind og tager nu til Vedbæk. Jeg naaede altsaa ikke Valby men nu skal jeg se hvordan det gaar naar Vi kommer tilbage fra Vigen. Vi kører derud i Bilen. Manniche og unge Schiøler skal med. Jeg fik da Kufferten i Gaar den havde været i Birkerød formedels en gl. Seddel. Jeg var oppe hos Smør Chr. for at hente min Skitsebog og maatte love at spise Middag hos ham paa Mandag. Jeg har købt mig en Vindjakke et Patronbælte en Rygsæk og et par Gummistøvler til Skrævet, saa jeg glæder mig til i Mrg. at optræde forklædt som Søndagsjæger. Fik Drengene saa Ferien forlænget?? Kan Du skrive til mig saa jeg kan have Brev Mandag Mrg? Jeg købte ogsaa 6 Par Sokker i Magasinet, jeg kunde ikke strække mig videre da jeg jo ikke har Kort og maa betale men jeg gaar til LO. Lauridsen Mandag og faar dem til at sende med Opkrævninger.
Jeg spiste Frokost hos Dahlerup og Hjort i Gaar. Rigabalsam. Særlig Dahlerup var meget glad ved at se mig, jeg skal hilse fra dem begge. Det er rart at høre at det nu gaar ham saa godt. Schiøler og Frk. Heilmann er alene hjemme. I Aftes havde vi Prof. Birch til Middag. Han var en meget tiltalende Mand men aabenbart lidt mat efter Ballin Affæren og saa havde han en beskidt, blød Flip som Gelsted. Hils Magisterens.
Mange kærlige Hilsner til Dig og Drengene fra Din Johannes Larsen.
PS. Det er en hel Kunst at skrive med denne Pen. JL.

Facts

PDF
Letter

Da

Datoen fremgår af brevet.

København
  • Zoologisk Have, København
  • Vedbæk
  • Valby

Det Kongelige Bibliotek

Brevet er afleveret på Det kongelige Bibliotek af Larsen-familien.