1911-04-28

Pisa 28 April 1911
Via San. Lorenzo 16

Kære Johannes V. og Else!
Nu har jeg i lang Tid villet skrive, men dårlig Humør har afholdt mig
[resten af siden ulæselig pga. dårlig indscanning fra Det Kongelige Bibliotek]
Hans til Kirurg, til at ”tagliare” Bylderne som Italienerne kalder det, da jeg ikke kunde overvinde mig til at betro mig til en italiensk Læge.
Arbejdet har gået om det end har knaget i Maskineriet. Den værste Omgang af Antipati mod Italienerne har jeg overstået, tror jeg. Der var nogle Måneder hvor jeg hadede det forbandede Italienerskrål. Nu begynder jeg at få fat på Egnen her, både Byen og Landet. Der er forresten ikke så dybe Forskælle [”dybe Forskælle” overstreget] dyb Forskæl. mellem Land og By her som hjemme, synes jeg. Tusindårig Kultur præger det hele. Zahrtmann er her. Han er, hvad der forbavser mig, et ganske andet Menneske her end hjemme. En god Portion formel Fornemhed lader han blive på den anden Side Alperne. Her er han udelukkende elskelig. Hans ømme Punkt er at man skal gå hen og sige et eller andet om Italienerne som ikke er i allerhøjeste rosende. Han bliver ikke vred, men helt ulykkelig.
Vi har havt Besøg her i Pisa af forskællige Danske. Desuden af en Nordmand Bernt Grønvold som er gift og bosat i Tyrol. Fruen var med. Det var rare Mennesker som på en mærkelig Måde var præget af at de [”at de” indsat over linjen] altid at bo [”at bo” overstreget] bor ganske ensomt i en eller anden tyrolsk Bjergegn. De var rystede over Italienernes Upålidelighed, hvilken vi andre er ret fortrolige med. Jeg tror forresten at Pisanerne er en mindre tiltalende Rase end f.Ex. Florentinerne. De er heller ikke så smukke som Helhed.
[Skrevet øverst på den følgende side, på hovedet:]
Kære Venner, jeg har helt glemt at skrive jeg befinder mig saa vel her, saa jeg rent glemmer Pen og Blæk. Alligevel har jeg ikke glemt Jer, længes tit efter Jer. Mange Hilsner Jeres Anna [indsættelse slut]
Du skrev i Dit sidste Brev at når vi mødtes igen var vi nok helt andre Mennesker. Det lød på Tonefaldet som om Du helst vilde, at vi ikke forandrede os ret meget, er det så? Jeg ved ikke om Italien kunde ta’ mig, jeg tror det ikke men ved ikke meget om mig selv. Italienerne kommer jeg [i] hvert Fald aldrig til at kunne lide rigtig. De morer mig og jeg beundrer meget ved dem, men jeg tror at de altid vil blive .. eller snarere at de bliver mig mere og mere uappetitlige. Overklassen er malet og udstoppet så man ikke ved hvor man kan sætte en Finger og være sikker på at træffe Personen selv, og Underklassen som jeg absolut lider bedst stinker så forbandet af Hvidløg og en eller anden stram Negerdunst. Desuden er der på nært Hold noget vist udartet ved dem alle, [kommaet overstreget]. De har Kraft nok, men er alle sammen knastørre og ufriske. [En del ord overstreget og ulæselige]
De er smukke på samme Måde som de Oliventræer
[resten af brevet mangler. Eller afslutningen er indsat nederst på første side, som ikke kan læses pga. dårlig indskanning]