Menu

Fynboerne

1892-01-26

Recipient

Alhed Larsen

Document content

Awaiting summary

Transcription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Frøken Alhed Warberg
Vesterbrogade N_o_ 12 o. G.
København V.

[Over adressen er med rødt blæk skrevet:]
N_o_ 3

[På kuvertens bagside:]
Hils ved Lejlighed Marie, P og Muk mange Gange
[Med lilla blæk:]
AADAARARBCAC

[Første ark af brevet mangler. I brevet:]

2) Jeg kan ikke vide, hvad du mener om denne Teori! Jeg må for Resten sige, at jeg er i religiøs Henseende så forvirret, som det bare er muligt at være; jeg kan ikke en Gang skælne, hvad jeg tror, og hvad jeg ikke tror, somme Tider ved jeg hverken ud eller ind – og jeg indser godt, at jeg må have dannet mig en Overbevisning. Jeg kan ikke være til uden det; hvad skal man gøre i den Kasus? Hvis man kunde komme til at snakke rigtig meget med et Menneske som var Teolog og alligevel ikke Teolog, du forstår, ikke ortodox! Sådan en som Henning Jensen – à propos, jeg har købt mig hans ”Jesu Barndom og Ungdom og læser den i disse Dage, den er ganske overordentlig interessant; vil du låne den, når jeg har læst den? – Sådan en kunde man få Hjælp af til at få indrettet sig en Overbevisning; han tror på Gud og hans Styrelse i Historien – det var mig nok det er bare det, jeg også må – Ateist bliver jeg ikke; han betragter Jesus som et Menneske – det mest fuldkomne Menneske, den største historiske Personlighed. Men hvad der er af ligeså stor Vigtighed for mig – han betragter Bibelen som andre Bøger – altså som fejlbarlig – han generer sig ikke for at pille sagerne ud fra Historien i den. Det synes mig det værste af de ortodoxe Teologers Dogmer dette at den ganske Skrift er indblæst af ”Gud” = at man blindt hen skal tro hvert Ord, der står i den; det Dogme tror jeg skaber de flest Vantro – og hvad der er værre end det: de fleste lunkne og ligegyldige. I Pascals ”Tanker” er der mange udmærkede om Guddommen.
Fredag
I Morges fik jeg Sendingen – Tak skal du have for den lækre Chokolade!! Og tak for Besørgelsen af Bøgerne, hvor jeg glæder mig til at læse dem! Mens jeg husker det, hvis du skriver til Leonard, så fortæl ham ikke, at du får så lange Breve fra mig, dine er næmlig meget længere end hans. Han skrev noget i sit sidste Brev, som tydede på, at du den Dag i Odense havde talt til ham om at vi ikke skulde gifte os; havde du det?? Og hvad sagde han til det?? Svar mig endelig på det. Ja, hvad han så siger eller ikke siger, så bliver der aldrig noget af den Ting, det indser jeg bedre og bedre; selv om jeg kunde ofre min Tilværelse - og det kan jeg ikke, give Afkald på Håb om Lykke i denne Verden - kort sagt, smide Idealer over Bord - så vilde jeg ikke turde gøre det, jeg ved jo i Forvejen, at det vilde blive en Ulykke, også for ham; også for ham vilde det efterhånden gå op, at al Lykke var ham berøvet, og det sidste vilde måske blive værre end det første. Ved du, hvad jeg kommer til at tænke på ved dette: jeg kunde have en ganske umådelig Lyst til at skrive en Novelle eller Roman om dette Emne, den skulde være mest for Mor og Leonard, jeg selv skulde være Hovedpersonen, dernæst de to, - der er da Stof nok udadtil til en meget interessant Bog, men jeg er bange for, at jeg ikke har Indhold nok til at give den Interesse for andre end til Nød mig selv - og så kunde jeg vist ikke magte Formen; i alle Tilfælde vilde der vist fordres mere Arbejde og Tålmodighed til det, end jeg kan præstere. Men Lyst har jeg til at prøve, og det kan da ialt Fald ikke skade - snarere udvikle. Hvad mener du om mig som Skribent?! Hvordan mener du i det hele om min Pen?? Jeg synes at jeg en Gang tegnede til at komme til at skrive flot - men jeg synes også, det er løbet ud i det bare Vand! Men hvor Leon og Mor kunde have Gavn af at læse sådan en Bog. -
Jeg håber; jeg får Brev fra dig i Aften, så føjer jeg måske en lille Passus til denne lange Epistel - den ene tætte Side står der en Masse på, bare du kan læse det. Bare jeg ikke går hen og forelsker mig i Pastor Lindhardt, å han er så køn, at du ikke kan tænke dig det! Han minder for Resten i sin Optræden en Del om Pastor Balslev, jeg glæder mig formelig til Søndag - men han er da også det eneste intelligente Menneske, jeg hører tale, så det er da ikke så underligt! Jeg skal hilse dig fra Fru R. og sige, at du skal komme og være her i Påsken! Hun vil have, at du skal komme og være Pigen i Kirke! [Resten af brevet mangler]
[På tværs henover teksten på brevets første side er skrevet:] Er dette Ark ikke pænt skrevet?

Facts

PDF
Letter

Da

Datoen ses på poststemplet

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2701

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Astrid Warberg