Fynboerne
1899-06-13
Sender
Alhed Larsen
Recipient
Johannes Larsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Min egen, kære Dreng!
Det er dog en knusende Varme, vi har det er rigtignok dejligt, at Dit Motiv er i Skoven, saa er det da udholdeligt. Hvordan har Du det ellers, min Dreng? Du kan tro vi savner Dig, den lille Vense og jeg, men med Undtagelse af , at jeg [ordet overstreget] vi lide af Varme, har vi ellers haft det godt, siden Du rejste. I Gaar Eftermiddags kørte jeg ham en Tur op i Skoven sammen med Tante Hanne, som er rejst nu i Dag. Mor er daarlig i Dag i sit Hoved, jeg arbejder paa at faa hende med lidt op til Sverig, da jeg tror hun vilde have saa storartet af det, men hun har sat sig i Hovedet, at Christine skal i Stedet. – Jeg har vadsket Pensler i Formiddag, og nu vil jeg ud at male videre paa det lille Billede, skønt jeg nok antager at jeg gaar til af Varme. Jeg haaber Du har det rart med Syberg og Lüsses og Schous, hils dem alle Masser af Gange, og sig til dem, at jeg er meget ked af, at jeg ikke kan være sammen med dem. – Hvem er den unge Dame, der spiser hos dem? Jeg gaar og sukker efter et Strandbad i Dag, og vi har tilmed faaet Klipfisk, saa vi tørster.
Dette faar Du altsaa først i Morgen Eftermiddag. Jeg haaber, jeg faar Brev i Morgen. 1000 kærlige Hilsner fra Din egen Alhed og Din lille søde Dreng.
Torsdag d 13.
I Morgen er det vores [resten af teksten skrevet lodret på side 1) store Bryllupsdag gratulerer.
Facts
PDFDa
Brevet er forsynet med dateringen "Torsdag d 13." Alhed Larsen skriver, at det den følgende dag er hendes og Johannes Larsens bryllupsdag, og altså er det juni måned. Året er 1899, for parrets første barn er ganske lille, og han er født 12. maj 1899.
Andreas Larsen
Johanne Christine Larsen
Hedevig Lützhøft
Nicolaus Lützhøft
Karl Schou
Marie Schou
Fritz Syberg
Laura Warberg
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien