Fynboerne
1911-05-29
Sender
Anna Syberg
Recipient
Ernst Goldschmidt
Document content
Awaiting summary
Transcription
29/5 1911 (Pisa)
Kære Ernst Goldschmidt
Dette Brev for om muligt at have et Par Livsytringer ud af Dig. Du maa passe dine Venner i Landflygtigheden. Vi ved intet om Dig uden det Officielle, som vi kan snuse op ved de enkelte Numre af Politiken vi undertiden faar tilsendt. Hvordan har Du det? Er Du rask? og hvad synes Du ellers om Tilværelsen, send os nogle Kunstblade. Hvad maler Du?
Kommer Du engang sydpaa maa Du besøge os. Vi har lejet en Lejlighed og købt det nødvendigste af Møbler. Vi bliver vist her i Pisa et Par Aar. Frits maler Aquareller fra Arnoen og de gamle Broer. I Vinter var Landskabet dejligt, og han malede mange smukke Aquareller uden for Murene. Zartmann og Christiansen er i Marinaen, og vi ses jævnlig. Nu venter jeg Brev fra Dig omgaaende, ellers tror jeg Du er fornem, ligegyldig, troløs, optaget og alt andet ækelt - Idag skriver jeg ikke mere, for Du bryder Dig maaske slet ikke om at faa Brev.
Mange Hilsener fra Din hengivne
Anna Syberg.
Pisa Via S. Lorenzo 16.
Facts
PDFdansk
Datoen fremgår af brevet.
- Via San Lorenzo, Pisa, Italien
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv
Boet efter Peter von Syberg, barnebarn af Anna og Fritz Syberg.