People
Wilhelmine Berg
WB var datter af lærer og degn Lauritz Brandstrup og dennes hustru nr. to, Johanne Christine f. Fenger. Hun var således halvsøster til Laura Warberg, Alhed Larsens mor, som var barn af Lauritz Brandstrups første ægteskab med Maria Kristina f. Krümmelbein (1816-1853).
WBs søskende kaldte i barndommen WB for Mea. De øvrige kælenavne brugtes i hendes voksenliv og tilsyneladende mest af Larsen-familien.
WB var som sine to ældre søstre uddannet lærerinde. Som ung var hun lærerinde og selskabsdame hos Grev Moltke på Glorup og siden hos en anden Grev Moltke på Quesarum i Skåne. (Louise Brønsteds erindringer). Derefter fungerede hun som guvernante for en datter af fabrikant Websky i Breslau.
På en rejse mødte WB Jens Theodor Jensen Berg eller Bjerg (kaldet Theo) i 1897. Han havde været i Transwaal, Sydafrika, for at gøre lykken - uden synderligt held. WB og Theo blev gift. På grund af Sydafrika-eventyret blev Theo af Larsen-familien kaldt Zuluen. Parret fik to børn. Daisy Johanne Sophie Bjerg, 4/3 1898 - 23/2 1986. Leif Frederik Nicolaj Egmont Berg, 20/1 1900 - 3/10 1985.
Familien boede i Gothersgade 129 i København, hvor WB drev et pensionat. Flere af Alhed Larsens søstre har boet på pensionatet, hvor de hjalp til/var pensionærer. Alhed Larsens far, Albrecht Warberg, havde et dårligt helbred og led blandt andet af astma. Når han var til behandlinger i København - typisk af flere ugers varighed - boede han ofte på WBs pensionat.
Sommeren 1908 tilbragte WB og børnene hos WBs søster, Johanne Caspersen, i Snøde på Langeland (1908-07-25, Johanne Caspersen til Christine Mackie, Bb2656).
Det var på pensionatet, at Ellen Warberg mødte Harry Eastman Sawyer, sin kommende mand. Han var i København for at studere ølgær ved Carlsberg.
References
Arkitekt Christian Brandstrups erindringer (nettet, lokaliseret april 2020)
Louise Charlotte Brønsteds upublicerede erindringer. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv
Facts
Wilhelmine Frederikke Christine Berg, f Brandstrup
Tante Mix, Tante Mis, Bjerg, Mea, Ta Mis, Tanmis
21. dec. 1856 - 24. nov. 1936
Pensionatsejer
dansk
- From Wilhelmine Berg 1 letter
- Other 63 documents