1934-08-07

Pilegaarden Kjerteminde
7-8-34

Kære Venner.
Jeg sender Jer et Par Ord for at meddele at det stadigvæk ikke gaar saa godt. Nætterne er værst, jeg ved ikke hvad de Kvælningsanfald – saadan fornemmer jeg det – kan føre til. Om Dagen gaar det helt godt men jeg har det svært i Sengen, og er bange for at rejse paa Besøg. Jeg tror det er godt jeg har saa mange Billeder i Gang som kræver at blive færdig, det er snart længe siden jeg har kunnet præstere Energi til at tage fat paa noget nyt og i Tanken har jeg næsten helt opgivet det, men trods alt befinder jeg mig bedst naar jeg arbejder. Marie er rejst til Kjøbenhavn og hendes Læge Øigaard har lagt hende ind paa Skodsborg Sanatorium ”under Observation”. Hun svinder hen, da hun rejste var hun gaaet ned til 48 Kilo. Jeg selv er hundeangst for at komme under en Læges Opsyn og heldigvis har Øigaard – Maries Faktotum – sagt at hun ikke maa forhindre mig i at arbejde, og lovet mig at jeg en skøn Dag vil segne om med Penselen i Haanden og faa et let Død. Men det kan godt trække længe ud jeg er ud af en sejglivet Slægt. Om Dagen har jeg intet imod at blive ved en Tid endnu men [om] Nætterne særlig henad Morgentimerne vilde jeg intet have imod at Øigaards Forudsigelse indtraf. Desuden har jeg levet længe nok. Hvad der vil ske i vort elskede Fædreland i Fremtiden er jeg tilfeds med at være uvidende om, og Evropas Skæbne, som jeg ikke kan lade være at beskæftige mig [”mig” indsat over linjen] med i Tanken, synes mig kaotisk. Den Stilling vi i Pressen indtager til dette Spørgsmaal særlig for Blade som Politiken og Socialdemokraten er mig en Vederstyggelighed. Maa jeg bede Jer bringe Ludvig Holstein og Frue en hjertelig Hilsen fra mig, jeg havde glædet mig til at se dem i Sommer. Dette Brev lyder næsten som en Afsked for Livet, det er dog ikke saadan ment. Hils ogsaa Eders Børn og Elin.
Eders hengivne
Fritz Syberg.