1934-02-04

Pilegaarden Kjerteminde
4 – 2 – 34

Kære Ven
Jeg haaber Du stadig har det godt, altfor fortrøstningsfuldt tør jeg ikke udtale mig da jeg er befængt med en Skipperovertro paa, at alt former sig bedst naar man er forberedt paa det værste. Marie rejser i Dag til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling. Maaske er hun ikke saa syg som hun selv tror, eller rettere frygter, hun føler ingen Smerter, er blot træt og forsagt, men hun har aldrig prøvet Sygdom af nogen Art og er derfor forskrækket over ”at mærke sig selv” som hun siger. Hendes Læge er Øigaard nu faar vi høre hvad han siger denne Gang. For mit eget Vedkommende gaar alt vel. Jeg afslutter mine Arbejder efterhaanden som Aarstiderne skrider frem og forbereder mig paa Ligbrændingen eller hvad det nu ender med. Helst vilde jeg efter Døden behandles som man bliver det hos visse vilde Folkeslag (er det ikke paa Celebes), indhylles i en Sæk og sættes til Tørring i en gammel Tornebusk et eller andet afsides Sted ved en Kyst med Udsigt over Vandet. Mit eneste mørke Punkt er, at den Verden man efterlader sine Børn, mest af alt er en Verden af Tvivl. Men højest sandsynlig er Børnene selv uenig med En og synes at alt er i den bedst mulige Gænge. Jeg synes den hvide Mand spiller sine Kort skidt. Broderhadet har ofte vist sig at være stærkere end Fjendehadet. Hos de Hvide eksisterer efterhaanden kun Broderhad.
Japanerne tør hverken Staterne eller England røre ved, Frankrig er (ved Angelsaksernes Hjælp) blevet et stort Negerrige paa over 100 Millioner Indbyggere. Arbejdsløsheden hos de Hvide er kronisk og imens underbyder Japan alt og alle (en japansk Cykel koster 11 Mark) og hvad gør vi? ja herhjemme kævler vi i Politik, Kunst, Aviser o.s.v. om Stikord der alle ender paa paa [”paa” overstreget] –isme. Hils Else mange Gange, jeg glæder mig til at se Jer en Gang igen. Eders hengivne
Friz Syberg.