1935-02-12

12-2-35

Kære Ven
Efter at have læst din Anmeldelse af Uttenreitters Bog igennem et Par Gange til faar jeg Lyst til at sende Dig følgende Erindringer: Det er jo ikke længer siden mine Oldeforældre levede end at jeg har talt med flere som har kendt dem – paa begge Sider. Den ene Gang var med en gammel Pensionist i Svendborg som havde været Omgangsfælle med ”den gamle Postmester” og mindedes ham som det Svenskerne kalder ”en rolig Gubbe”. Min Oldemoder var berømt for sin Distraktion, det var ofte hændt at hun paa en Køretur naar hun skulde gennem Akcisen og skulde nævne sit Navn havde glemt det og maatte forhøre sig hos Kusken. Det er hvad Pensionisten i Svendborg fortalte mig, jeg var den Gang 18 Aar.
Mens jeg var Dreng blev det fortalt mig af en gammel Kone, ”Moster Maren” ved Navn og enarmet, (den anden var kun en lille Stump som hun paa en fascinerende Maade kunde bevæge frem og tilbage) at min Oldemoder en Gang i Harme havde taget Sabelen fra den Spaniolofficer som boede hos dem [”hos dem” overstreget] i Gaarden hos hende og sat den for Knæet og bøjet den i Vinkel. Han havde nemlig efter Tidens Skik og Brug tugtet en eller anden med den flade Klinge, som ikke havde været ham til Behag. Det var samme Spaniol som efter Folkesnakken skulde være Fader til min Bedstefar, min Oldefars Førstefødte og han skulde, ogsaa efter ”Moster Marens” Beretning, have tilbragt en stor Del af sin Tid ved min Bedstefaders Vugge. Hvor længe Spaniolerne laa her ved jeg ikke men det var vist ikke saa faa som blev her for Resten af deres Liv. Min Moder var mørkhaaret men ikke kulsort. Derimod havde jeg to Mostre [”Mostre” overstreget] Mostere som begge var ravnesorte med bølget Haar. Den ene kendte jeg hele min Barndom. Hun var lystig og uligevægtig blev ulykkelig gift og tog sig selv af Dage. Den anden lærte jeg først at kende da jeg selv var 20 Aar. Hun sad da midt i en hel Redefuld Unger, med Haaret flyvende om sig. Ogsaa hun var ildfuld og vekslende i Sindet men hun var solid og stærk nok. Hun dækkede den Gang mine Forestillinger om en rigtig Zigeunerkælling, men jeg har senere faaet dem rettet ved at se den svenske Malers Ernst Josephsons spanske Billeder. Spansk Kunst har jeg desværre kun set meget lidt af. Dog har jeg lagt Mærke til at der mellem mine Kusiner, ofte er [”ofte er” overstreget] og deres Afkom igen, ofte er forekommet Fremtoninger der minder om Murillos Børne- og Kvindeidealer, et Ideal som aldrig er faldet i min Smag. Ovennævnte Tante var gift med en Broder til min Fader og mærkelig nok ogsaa der er de blonde Syberger slaaet igennem og har fuldstændig fortrængt Moderstammen, ja endnu mere end i mine Familie, for her er dog jeg vokset i Maal efter min Moders Slægts Normalhøjde kun min Søster er blevet kolossal. Men alle mine Fættere og deres Afkom igen han [”han” overstreget] har gentaget Sybergernes tre Alens Højde. Rabbe boede hos en af dem som er bosat i Oslo han skulde efter hvad hun sagde være 1½ Tomme højere end Kristian X. Jeg gaar ud fra at Sybergblodet har været det kraftigste. De ”spanske” Typer i de senere Generationer er alle faldet blandt min Moders og Tantes andre Søskende. FS.