1892-04-06

Onsdag 6/4 – 92.

Kæreste Mor!

Endelig i Mandags fik jeg så under mange Omsvøb Lov til at komme ud fra Stiftelsen; Lørdag var jeg oppe at få Sengen redt, Søndag kom jeg i Tøjet, men kunde kun være oppe en Times Tid, så krøb jeg i Seng igjen. Mandag var den 14de Dag, altså havde jeg ikke betalt for den, men jeg gik over til at blive fritliggende den Dag; ved Middagstid kom Fru Hansen og hentede mig. Lige inden var jeg på Ammestuen, den lille Pige trives så udmærket og er aldeles yndig, jeg vilde ønske, du kunde se hende nu, mens hun er lille; de siger, det er sådan en rar Pige, hun har til Amme, og i det hele bliver Børnene derinde passede saa godt, som det kan tænkes; de fleste Ammer har jo deres eget Barn også, men Frk. Frost siger, at de tit kommer til at holde næsten mest af det fremmede, de sætter en Ære i at få dem til at trives; Plejen, de kommer i, er også udmærket, og to Gange om Ugen blive der set til dem.
Ved Stuegangen i Mandags pålagde Prof. Stadfeldt mig mange Gange og meget strængt at være forsigtig, når jeg kom ud; ”De har jo været syg i Barselsengen,” sagde han, ”så De må passe på!” Så snart jeg mærkede Smærter eller Ildebefindende skulde jeg lade hente Læge, jeg måtte ikke være meget oven Senge og skulde ellers mest ligge på en Sofa; tænk, i 14 Dage måtte jeg ikke gå ud! Det var jeg meget ked af, jeg havde tænkt mig at være i Århus i Påsken, jeg syntes, det var skrækkeligt at skulde sidde her muret inde mutters ene alle de her Helligdage; men det kan nu ikke blive anderledes. For Resten har jeg det udmærket godt, hvad Befindendet angår, men Kræfter mangler jeg totalt, jeg må sætte mig og hvile mig hvert Minut, når jeg klæder mig på og puste, og jeg kan så knap rejse mig igen, det er helt underligt at være så mat, men Kræfterne kommer jo nok, når jeg ellers er rask, det var jo også en meget anstrengende Omgang derinde. Jeg ligger på Sofaen om Dagen, står op ca 11 og tidlig i Seng; jeg får et blødkogt Æg til Frokost og et Glas Portvin – Alhed kom med en Flaske den Aften, vi kørte derind - og vi lever jo i det hele taget meget kraftigt.
Maven er det værste for mig, den er meget fast, det er en ren Kval, når jeg skal have Åbning, for så revner jeg og bløder. – Riften gik jo næsten til Endetarmen – men nu tør jeg på ingen Måde mere, i Dag var det skrækkeligt, nu vil jeg tage Olje hver Dag, til jeg er fuldstændig lægt. Fru Hansen er meget omhyggelig og forsigtig og hjælper mig med alt muligt, jeg har nu fået et udmærket Mavebælte på, du behøver ikke være bange for min Figur, jeg har slet ingen Mave. I Søndags Aftes var Leonard inde hos mig en Times Tid, det var trist at sige Farvel, men han holder sig så beundringsværdig tappert, at det kunde have været meget værre for os begge to. Jeg kunde ikke få mig til at give han Håb om, at det skulde blive godt igen, jeg ved jo, det vil være det samme som en Løgn, og tænk nu, hvis han gav sig til at leve på det Håb i Steden for at prøve at glemme! Det var dog at narre ham på den værste Måde jeg kunde. Da han talte om, at du fortrød, I havde fået Forlovelsen hævet, sagde jeg, at det mente jeg ikke havde det mindste at sige, skulde det blive godt, så blev det jo enten Folk trode dit eller dat. Og det er rigtignok min mening, at I andre ikke har gjort det fjærneste til eller fra der, det var jo mig, der brød Forholdet, da jeg skrev, at jeg ikke længere havde Kærlighed til ham – så er der jo et Brud, hvadenten andre Mennesker ved det eller ikke. Nej, du må tro, jeg er glad over, at det blev sådan, det var jo grusomt – især nu – at skulle blive ved at [”at” overstreget] overfor andre lyve en Begejstring, kan du ikke tænke dig, at alene det hele Tiden har været modbydeligt? Og tro mig, Leonard falder snart i Ro, han er nu en Gang af dem, der strax tager voldsomt på alt – det kender jeg jo så godt fra mindre Ting – og så hurtigt finder sig til rette; jeg tror, han er en af de ”svagere Naturer, der ”giver sig hen til Sorgen, viljeløst som man ”giver sig en Sygdom i Vold; og som en ”Sygdom gennemtrænger Sorgen dem, ”drikker sig ind i deres inderste Væsen ”og bliver til ét med dem, omformes ”i dem i en langsom Kamp og taber ”sig så i dem i en fuld Helbredelse.”
Fra Fru Nyholm havde jeg et yndigt Brev forleden, hun skrev, at hun havde næsten Sympati med hævede Forlovelser. ”Tak De Vorherre, at De i Tide har opdaget, at De ikke passede, De ved ikke, hvilke Misforståelser og Ulykker, der siden kunne være kommen!” skrev hun.
Torsdag. Alle andre – også hans Mor – mener jo dog også, det er forkert at gifte sig med én, som man føler, man ikke passer til; og jeg har mange gange tænkt på, at det er mig uforståeligt, hvor netop du, der holder så meget af Leonard, kan ønske at få ham gift med mig! Kan du dog ikke tænke dig, hvilket Liv det måtte blive! Han vilde jo være så fuldstændig i Lommen på sin Kone, at det var Synd og Skam – og når der så endda er gensidig Kærlighed, så er det vel ikke så forfærdeligt at stå under Tøffelen. Han vil ikke korrespondere med mig endnu, det er vist nok klogt; vi blev enige om, at nu skulde vi se, hvor snart han kunde skrive til mig. Jeg havde et rart Brev fra Svigermoder, mens jeg lå derinde.
I Dag er jeg meget mindre træt, end jeg var igår, det går nok hurtig med at komme til Kræfter, når jeg først begynder. Jeg skal hilse dig fra Fru Hansen; hun kom lige nu hjem med en Buket Violer til mig, hun er mageløs sød imod mig. I Dag har jeg min sorte Kjole på, jeg var nysgerrig efter at se, hvordan min Figur så ud, den er akkurat som ellers, jeg synes næsten, jeg snarere er mere slank end før, og jeg har ikke Spor af Mave, så det behøves du ikke at være bange for. I Dag er det så Alheds Fødselsdag, jeg tænker, hun kommer og lader sig gratulere, de har jo ellers forfærdeligt travlt med deres Flytning i disse Dage.
Når den er i orden, har jeg og Alhed bestemt, at vi en Aften skal køre i Droschke ind til Plejestiftelsen og se til den lille Pige; det er ikke det mindste risikerligt, man ser ikke en Sjæl andre end Frk. Frost, som bærer hende ind i Modtagelsesværelset. - Å, hvor jeg længes efter at blive fri, det er næsten ikke til at holde ud at se på det dejlige Solskin og ikke turde så meget som stikke Hovedet ud af Vinduet!
Nu Farvel for denne Gang og mange tusende Hilsner til jer begge to fra Jeres
Basse.