Fynboerne
1894-03-03
Sender
Alhed Larsen
Recipient
Ellen Sawyer
Document content
Awaiting summary
Transcription
Kære lille Elle!
Der staar jo nok skreven udenpaa til Dig, men Du maa ikke tro, at det er et privat Brev til Dig, som Du alene skal sidde og smause i; Du kan frit begynde at læse højt med det samme, da det er et Fællesbrev til Eder, som er nede paa Glorup. - Først maa jeg bede Dig og Fader modtage min hjærteligste Lykønskning til Eders Fødselsdage; jeg synes, det kan være passende at slaa Eder sammen denne Gang, særlig da jeg ikke rigtig ved, om Brevet kommer til Eder d. 6te el. d. 7ende. Jeg ønsker Eder begge alt godt for det nye Aar, det bliver for vidtløftig at specificere ["ci" i ordet indsat over linjen] mine Ønsker, især da I ere to, saa jeg vil nøjes med at tænke dem ved mig selv; I kan være sikre paa, at jeg sender Eder mange Tanker de to Dage; det gør jeg for Resten hver Dag; jeg synes nok, det er adskillig mere underligt at være i Italien end det var at være i København, den store Afstand gør ikke saa lidt, og nu er der jo i Grunden ogsaa temmelig længe, til jeg skal se Eder igen. - Jeg er naturligvis henrykt over Frk. Sperlings 300 Kr. det er rigtignok voldsom pænt af hende; nu kan jeg da rigtig naa at se alt, hvad her er at se, al den dejlige Kunst og saa tillige faa en Del malet. Og at jeg saa tillige skal se Rom, det havde jeg jo rigtignok ikke ventet, og det glæder jeg mig kolossalt til. Hvordan det skal gaa til med at komme derned, ved jeg ikke endnu, men der viser sig vel nok en god Lejlighed. Helt umulig er det vist ikke, at Rottbølls tager med en lille Tur derned til Efteraaret. Jeg synes fremdeles godt om Rottbølls, og jeg tror ogsaa, at de synes godt om mig -; naar det bare maa vare ved. De er voldsom omhyggelige for mig; I Gaar fandt Manden paa, at jeg skulde til at spise blødkogt Æg om Morgenen, da han var bange, jeg skulde blive mager af den noget lettere Kost hernede. Jeg satte mig naturligvis bestemt imod at spise Æg alene, særlig da deres 5 Høns ere deres Kælebørn, Manden passer dem selv og mærker hver Dag Æggene med Dato. Nu er det bleven bestemt saadan, at hvis jeg kommer tidlig nok op til at spise sammen med Manden, - han staar op Kl. 1/2 7 - 7, - saa faa vi begge to Æg, hvis ikke faar ingen af os Æg. Fru R. holder ligesaa lidt som jeg af at staa Mo ["Mo" overstreget] op om Morgenen. Den skikkelige Mand laver Théen, og to Gange er den lille Frue kommen herind i Natkjole med Thé og Smørrebrød til sig selv og mig, som vi saa har nydt sammen her ved min Seng. - Jeg tror, vi kunne faa det rigtig sjov sammen, de ere jo ganske unge begge to, 26 og 29 Aar, og tager mig fuldstændig op i Familien. Jeg tror nok, de begge ere meget glade over at have faaet lidt Selskab, de har gaaet og muret alene op og ned ad hinanden i de to Aar, de have været gifte uden næsten at se et fremmed Menneske, det har vist ikke været rigtig gavnligt for dem, jeg kunde da nok tænke mig et lidt mere idealt Ægteskab. Han føler sig en Del hævet over Konen, og han staar jo ogsaa ikke saa lidt over hende i Dannelse og Udvikling, men saa er hun til Gengæld mere frisk og ungdommelig end han. Dog tror jeg han ["han" indsat over linjen] kan tøes op, han er bare bleven noget fortørret, Lud har vist en heldig Indflydelse paa ham. - Jeg er hver Dag nede paa Luds Atelier, hvor jeg maler et Maleri forestillende Luds Hoved og et Par smaa Figurer, han arbejder paa. Jeg tror Lud synes helt godt om Begyndelsen. Han har et dejligt Atelier med en yndig lille Have til. Der er allerede Violer, Paaskeliljer og andre Blomster; vi (Rottbølls han og jeg[)] sad derude forleden Aften og drak Thé. I disse Dage har det været knusende varmt, det har blæst med den varme Vind Sjeroco. I Dag har jeg hele Dagen gaaet uden Overtøj og endda haft det meget varmt. - I Aftes efter Aftensmad gik vi hen paa Luds Atélier, hvor vi havde en meget morsom Aften. Rottbøll havde sin Guitar med, og vi sang nogle smaa trestemmige Sange, vi ere begyndt at indøve. Han er meget musikalsk, men den lille Fru "Pelle", der har 1ste St. sammen med mig er ["er" overstreget; "synger" indsat over linjen] synger desværre meget falsk. (Det er ganske grinagtig, at Mandens Kælenavne ere "Bak" og "Abba" og Konens "Lus" og "Pelle"). Hr. Bak og fru Pelle havde ført Æg, Kognac og Kager med derned, saa vi fik Æggetoddy og Lud havde købt en Fl. Marsala. - Det er dejligt med den Vin, vi faar hver dag, to Gange Rødvin hver Dag og ikke saa sjelden ogsaa Portvin (Marsala) Vi har to Hovedmaaltider, Kl. 12 og Kl. c. 7. De bestaa af to Retter varm Mad, meget ofte Suppe, endvidere Smør, Brød, Ost og Frugt, der bestaar af Mandler og Figen og ofte Appelsiner. Efter Middagen faa vi i Reglen Chokolade. - Det er en udmærket Ma ["Ma" overstreget] Maade at leve paa, synes jeg. Vi faa hver Dag Salat med Olje. Denne Olje kunde jeg ikke rigtig døje i Begyndelsen; nu kan jeg godt lide den. En dag fik vi Hajfisk, det var ganske dejlig fin Fisk. Bæstet maa have været meget stort, det var nemlig skært Kød altsammen jeg saa ikke et Ben. - Paa Rejsen fik vi en Gang smaa stegte Blæksprutter, de smagte udmærket, men heldigvis vidste jeg ikke, hvad det var før bagefter. Deres Komfurer her ere meget primitive; her brændes kun Trækul; de lægges ned i en lille firkantet Fordybning i Komfuret. Trækken frembringes ved en stadig Viften med en Slags Straavifte. Kogekarrene, der alle ere af Ler, stilles lige ned paa Gløderne, Ringe o. deslige kendes ikke. Dette Aftenarbejde er gærne mit, naar Aftensmaden laves, de har ingen Pige, kun en Kone om Formiddagen. - Jeg husker ikke, om jeg har skreven, at Konsulen har skaffet mig fri Entré paa Samlinger og alt her i Florez; det er ganske dejligt for mig og jeg benytter mig en hel Del af det. Jeg er helt overvældet over al den dejlige Kunst. - Nu maa jeg skrive lidt om Forretninger, saa kan jeg altid se, hvad der bliver Plads til mere. - Man kan sende Pakker paa 10 Pund og det koster c. 2-3 francs; saa det kan magelig betale sig at sende mig lidt Tøj. Send mig det endelig snart; lidt mere Linned f. Ex. 1 Chemise og 2 Par Buxer, vi vadsker næsten hver Uge; 2 hvide Skørter, den graa Molls, den gule Silke og den hvide Ostelærreds de to sidste med Underkjoler. Har I funden det grønne Silketøj? Hvis der kan gaa mere i, kan jeg ogsaa nok bruge den blaa snørede til Malerkjole. Bedre end dette sidste var det, om I kunde faa Tid at sy mig et stort langærmet Forklæde af den gamle blaa Bregne Kjole, med Bærekrave, vide Ærmer og knappet bagpaa, aldeles som et Børneforklæde. Det skulde naa helt ned til Jorden, [tegning] og min Mening med det var, at jeg af og til kunde male med det uden Kjole under til Sommer og med min tykke blaa Snor, som jeg har hernede, om Livet. Her er nok en glubende Varme om Sommeren, saa man knap kan have Tøj paa. - Hvad Dato er det Frk. Sperlings Fødselsdag? Skulde jeg ikke sende hende et lille Kort hernede fra? - - - Dette sidste er skreven paa Luds Atélier, vi have været sammen henne ["ne" sidst i ordet overstreget] paa et nyt Museum; d.v.s. nyt for mig. Selve ["Selve" overstreget] Museet er ellers meget gammelt, hedder Nationalmuseet og er i et meget gammelt Palads med en herlig Søjlegaard. - I Morgen Søndag, gaa vi ud en meget lang Tur, vist op til "Fiècole" en lille ["lille" indsat over linjen] By fra Etruskernes Tid, meget, meget gammel altsaa; der er nok Munkekloster og deslige Rariteter. - Lud sender mange Hilsner og Lykønskninger. Nu skal jeg hen at bestille noget. Masser af Hilsner til onkel Conne Tante Else, Titterne, Tante Mimi, Fader Moder og Elle fra Eders
Alhed.
3die Marts - 94.
Facts
PDFDa
Datoen er skrevet på brevet
Alfred Rottbøll
- Rottbøll, Fru
Ellen Sawyer
Adelheyde Syberg
Nicoline von Sperling
Albrecht Warberg
Conrad Warberg
Else Warberg
Karen Warberg
Laura Warberg
Marie Warberg
Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2142
Nej
Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen
Mentioned works
Alhed Larsen maler et billede af Ludvig Brandstrups ansigt samt nogle af hans små figurer.