1898-02-12

Kære Las!
Fordi jeg ikke har skreven til Dig i to Dage, skal Du ikke tro, at jeg aldrig mere vil skrive til Dig! – Tvertimod jeg vil til at være rigtig flink nu. Men jeg har ikke været rigtig rask i disse Dage, og derfor slet ikke oplagt til at skrive. – Det er fjollet, at den Forkølelse ikke snart kan gaa over men det er sandt, den er jo kronisk, skønt det Sludder tror jeg ikke paa. – Jeg har nok hele tre Breve at takke for og besvare denne Gang. Nu skal jeg se efter hvornaar Du begyndte paa Chr. A. – Du lagde det an d. 29nde Januar. – Det glæder mig meget, at det gaar saa godt med det. Kan Du nu fortælle mig, om P. synes godt om det. – Sidst jeg skrev til Dig, var nok i Onsdags, før vi skulde op i Tordenskjoldsgade til Emmas Fødselsdag. Clement var der og vi spillede Hasard, jeg vandt en Krone, jeg plejer ellers altid at tabe. Hos Hendriks gik det mig meget godt. Jeg havde Kontorchef Weiss til Bords og Anton Lorenzen til den anden Side, det var en livlig Plads. Krøjers var der ogsaa, Fru K. er nydelig; men helst lidt paa Afstand, og hun ser ikke elskværdig ud. Zahrtmann var der, jeg talte lidt med ham, han sagde om jer at I var et ”dejligt Folkefærd”. – Zeuthen var der ogsaa sikken et Bondeansigt, han har! Julius Poulsen kom der Afbud fra i sidste Øjeblik, han var bleven daarlig. – De andre, der var, kendte Du vist ikke. Gamle Hendrik drak et Glas med mig og raabte noget over Bordet, som, jeg ikke rigtig hørte, men jeg mente, det var noget med ”kære Minder”. Da jeg bagefter sad og spekulerede paa, hvilke Minder, jeg egentlig havde med gl. Hendrik, slog det mig, at han naturligvis havde sagt ”Kerteminde”. Han kunde ogsaa nok se ud til, at det var noget i den Retning. – Du vilde have at vide, hvad jeg svarede Dr. L., jeg svarede kun med et Enstavelsesord, om det var ja eller nej, ved jeg ikke da jeg ikke mere husker Spørgsmaalets Ordlyd. Jeg blev altfor befippet til at kunne svare mere. – Jeg har ikke set Mutter i 8 Dage og ikke Ungen [?] i over 14, men jeg haaber snart, jeg kan begynde igen. – Det er et modbydeligt vejr i Dag, Taage og Regn. – Fru Hirschsprung havde ellers inviteret Berta og mig og et Par andre til Frokost i Lange Linjes Pavillon i Dag og derefter til en Razzia i Byen til Kinoptikon, Røntgenske Straaler, Børneudrugning o.sv. lige saa meget vi kunde overkomme, men nu blev det daarlig Vejr. – I Morgen skulde Pan, Johanne Lugge og jeg ud til Frederiksborg til Th. Bredsdorff, bare det maatte blive godt Vejr, det kunde blive dejlig at være paa Landet en Dag. Jeg er snart ved at blive træt af dette Byliv, jeg er næsten aldrig i Ro. I Aften var vi alene hjemme, det var vist først 4de Gang i den Maaned, jeg har været her. – Jeg kunde for Resten ikke lide, hvad Du skrev om ”Woldemar”. Det er da ikke beundringsværdigt at være saadan en Tørpind, der bare sidder og æder uden at se til højre eller venstre. Saa maatte han hellere blive fra et Middagsselskab og gaa alene hen paa en Restauration. Det var ingen Fornøjelse at se paa ham, han havde hængende Øjne og Hovedfacon af den Slags, der ser ud som Hjærnen er skaaren bort. Hans Kæreste havde sikkert moret sig meget bedre, hvis han ikke havde været der. Hun er ellers meget livlig, men hun maatte sidde og hænge med ham ude i et Kabinet i Stedet for at danse og more sig med os andre. Hun blev ogsaa mere og mere gnaven, til sidst tog hun Anti[ulæseligt] og gik tidlig hjem. – Har Du endnu noget til overs for Woldemar? Fy skamme Dig, hvis Du har, jeg kan ikke lide saadan nogle tørre Theorier om at holde sin Mund. - - Nu har jeg ikke Tid til at skrive mere, kan Du hilse P. mange Gange fra mig. Jeg mødte Marie S. paa Gaden i Gaar, saa jeg vidste nok at han var rejst, hun havde lige været oppe paa Malersalen. Hun sagde, at hun havde været vred paa mig, fordi jeg aldrig kom derud, og hun paastod at det var hendes Alvor; hun og Fru Kampmann havde spadseret sammen forleden og skumlet sammen over at jeg gik helt op i Hirschsprunger. Men hvad skal jeg gøre, H’s beder mig altid, i Gar var jeg der igen til frokost. – Jeg længes ogsaa efter at komme ud til Marie og Schou, men jeg kan ikke overkomme mere end jeg har. – Nu Farvel! – Du maa ikke være vred, fordi jeg saalænge ikke har skreven. Nu skal jeg blive flink igen. 1000 kærlige Hilsner fra Din Alhed

12 – 2 – 98