1927-09-05

Rossia, Mandag 5/9 – 1927

Kæreste lille Junge! Det var da et Lyspunkt i Aftes at høre fra Østerbro, at Lysse er kommen ombord til sin Far – hvor var det dog godt. – Jeg har tænkt med Rædsel på, at Lysse skulde lande på Færøerne og gå der og vente på Skib. Jeg ringede straks til Øbro, da vi kom fra Hareskov i Aftes, da var Puf og Lugge endnu ikke kommen, men Bes lovede at ringe; så ringede Pan ved ½11 Tiden derindefra og fortalte mig det hun sagde også, om jeg ikke kom derhen lige fra Kontoret i Dag, og det gør jeg så. Jeg kan nu ikke tænke mig andet end at Begravelsen bliver Onsdag – og i så Fald kan vi køre i Bufs Bil i Morgen, Tirsdag, når han kører sin Mor til Korsør – hun har ventet til Tirsdag for min Skyld!
Jeg skrev til dig sidst Lørdag Aften ude i Hareskov – mon vores Blomster nåede friske derover?
Søndag – i går - cyklede Nus og jeg en dejlig Tur ad Vejen til Fiskebæk gennem de store Skove. Tænk dig, da vi vilde gøre Rast et Sted i Skoven – fandt vi – kun ca 100 Al. fra Vejen – en pragtfuld Langdysse – (må det vel have været) en stor oval Gravhøj – omgivet af 20 store, mosgroede Granitsten – en stensat Indgang til Gravkammeret der var lukket med en sprængt Granitskive; der var så vidunderligt – ganske stille – ikke et Menneske – og tænk, [papir mangler] netop skulde lande på en Gravhøj! Vi blev der længe – lille Nus var så optaget af at finde små Flintestykker, som hun mente var Knive og Spydodder.
Imens vilde jeg skære Bes Navn i et af Træerne på Højen – og havde ridset et, men Nus valgte et andet, lige over Indgangen til Gravkammeret – da vi kom hen til Træet – stod der et klart A skåren i Barken – temmelig nær ved Jorden, måske har et Barn lavet det
Jeg skar så med Nussets Dolk et smukt AL 31-8-27 og med et Kors over. Vi filede Bogstaverne smukt ud med de skarpe Flintøkser, det kom til at se kønt ud – de døde er vel der, hvor vi tænker på dem – og nu har Nus og jeg et Gravsted for Tante Be ude i Skoven. Vi blev der længe, Nus løb stadig og fandt små Sten og Mærkværdigheder – hun tav ganske stille da hun så, at jeg var fordybet i mine egne Tanker – de var hos Be og hos Las og Drengene – og hos alle Jer derovre; og Be var forunderlig levende og nærværende hele Tiden – det var en underlig og meget højtidelig lille Stund.

Afbrudt

1000 Tak for dit lange Brev igen nu i Aften – Mandag Aften. Vend

Mandag Aften
Kæreste lille Junge!
Hvor var det godt lige nu at tale med dig! Hvad du sagde om Lysses Ankomst til Las har gjort mig usigelig godt at høre – at Bes Vilje der virkelig skete Fyldest, så han fik det at vide af sine egne! Og Junge, der er dog mange goe Mennesker til – de Kaptajner ombord på de to Skibe er vi rigtignok stor Tak skyldig – for der er dog saa meget i Gang for at det Foretagende kunde gennemføres!
Jeg var jo ude hos lille Lugge – og aldrig har hun lignet Be som nu – det er så mærkeligt at se; Turen til skibet i Morges, hvor de ventede fra 7 i Morges til ½11 – hun og Puf i Bilen – ja, det havde taget på hende, det lille Skind, men hun syntes jo, det var rigtigt at gå, da Skibet kom – ”også fordi jeg nu ligner Be så meget,” som hun selv sagde. Hun lå inde på sin Seng, og jeg sad kun et Øjeblik hos hende – jeg sagde at jeg vidste alt – hun skulde intet sige, det er jo kun så oprivende. Så gik jeg ind til Lomme i Dagligstuen – og så gik Magisteren ind til Lugge – han er mageløs sød imod hende og omhyggelig for hende – han så selv så forsørget ud.
Lille Lomme fulgte mig op til Sporvognen; jeg købte Extrabladet, hvor Gelsted har skrevet smukt om Be – med et dejligt Billede af hende – der hvor hun står i Drivhuset – jeg har selv Billedet. Jeg vil sende Bladet til (min) Adam – du ser det jo nok derovre. Tak fordi du lagde en Rose ned i Be’s Kiste fra mig, det er jeg så glad ved; Be og jeg har jo også haft meget sammen – hun var hos mig, da jeg fik Adam – dengang havde vi sådan en dejlig Tid sammen.
Ja jeg tror, jeg i disse Dage har tænkt på hver eneste Smule, jeg har haft med Be – og jeg har meget at takke hende for. Lille Junge, jeg vil gerne komme over til dig; men hvis Las vil ordne det sådan, at ingen skal komme, så vil vi jo alle bøje os for det; nu venter jeg ganske rolig på, hvad du skriver til mig om det og holder mig beredt til at rejse med Nattoget Dagen før Begravelsen og så rejse hjem næste Eftermiddag – jeg har fået Lov til at få to Dage fri fra Kontoret.
Ja, så var der nok ikke mere i Aften; jeg skal nok skrive flittig til dig, lille Junge – jeg ved ikke noget bedre – og især når Brevene kan være blot til en lille Smule Opmuntring. Du må kun skrive, når du synes, at du ikke kan lade være – du må ikke lade det være besværligt for dig – ja, du forstår, hvad jeg mener – ikke? Alt hvad du allerede har skreven er jeg så taknemlig for! Tusinde kærlige Hilsner søde goe lille Junge fra din Dis