Vinter 1917

Kære lille Dis!
I Dag havde jeg netop samlet mig sammen til at faa det Bælte ledt frem eller rettere de to, for jeg havde et til liggende som jeg en Gang har faaet af Christine Maaske du paa et senere Stadium kan bruge det. De laa begge mellem Børnetøjet, nok saa ordentligt, det havde jeg ikke været sikker paa. Derved saa jeg med det samme, at her er evig nok af Lister og Navlebind, Trøjer og Skjorter samt alt til Vugge henhørende, men saa mangler du altsaa Bleer og Svøb og Underlag. –
Ja jeg vidste egentlig godt, at Mor vidste det, da jeg sidst skrev, men jeg fik saa brat sat Punktum paa, at jeg ikke naaede at omtale det og brød mig heller ikke særlig om det, du var jo à jour gennem Tante. Ja Dis, Mor har jo paa saa mange Omraader kun et Barns elementære Udvikling, det er jo Mangel paa Udvikling, naar hun tager det som hun gør, men tænk hvor Mor er kunstig til at svinge; da jeg i Formiddags i Telefonen fortalte hende, at du var saa daarlig, begyndte Mor virkelig at tale om at faa dig herover for at passe dig -hvilket jeg jo øjeblikkelig stemplede som umuligt og lidt bittert betegnede som alt for stort et Offer af Mor. Men tænk alligevel! Selv om det kun var en Flyveidé! Se, da løb Mors gode Hjærte af med hende og tror du ikke snarere at Vreden er et Udslag af, at saadan maa det nu en Gang være – der er sket en Forbrydelse og den maa straffes. Aa, saa elementært, men ikke i og for sig ondt eller haardhjærtet. Og Elle, ja jeg har da egentlig ikke hørt hende tale andet end godt om dig, men hun kan jo nok sommetider være lidt for unødig diplomatisk overfor Mor; saa du kan tro, det har kun været lidt misforstaaet Iver. I det hele taget har baade Alhed og Elle over for Mor kun gaaet ud paa at bidrage til at Mor kom saa let over det som muligt og det kan vel undskylde hvis der har været lidt Usikkerhed over deres Udtalelser. Alhed har vist sig helt igennem forstaaende og god og jeg tror absolut ikke at den Udtalele kan passe at jeg skulde være den eneste som tager flinkt paa det – jeg som dog har talt mere og [”og” overstreget] med Alhed og Elle og faaet mere deres egentlige Mening at vist har ikke den Opfattelse som Mor, saa du kan tro det har mest været for retfærdiggøre sin Iver ved Hjælp af Meningsfæller. Men for øvrigt lille Dis, der er ikke ret mange Mennesker saa forstaaende og overbærende med Menneskenes forskellige Foreteelser som du er; det er en Egenskab jeg altid har prist dig for, men der er nu ikke ret mange som har den; men nu maa du se at udstrække din Forstaaelse ogsaa til det, der nu møder dig og være overbærende mod dem, der er dydig (eller udydig) forargede. Vilde dog for Ex Mor være det Menneske som hun er, hvis hun ikke i første Omgang følte Vrede og kun Vrede, men du ved jo, at det gaar over igen og affødes saa af Mors sædvanlige Godhed og Hjælpsomhed. Mærkeligere er det at Tutte ikke ser til dig, det maa jeg sige forbavsede ogsaa mig meget, for Tutte er da ellers saa god, men saa megen ”hæderlig” Omgang gør vel ogsaa, at man tilsidst kommer til at se lidt generende hæderlig paa Tilværelsen.
Naa, at alt det bider, kan jeg jo alligevel saa uhyre godt forstaa, jeg vil bare saa nødig have at du skal se det værre, end det i Virkeligheden er; at Buf i alt dette viser sig din Tillid fuldt ud værdig – ja maaske større og bedre end du havde tænkt dig, maa jo dog alligevel saa langt opveje alt det andet; havde det glippet, lille Dis, saa havde der først for Alvor været Nød paa Færde for dig.
Næste Dag Jeg har nu læst igennem, hvad jeg skrev i Gaar og ser at jeg ikke tilstrækkelig nok har dementeret Mors udtalelser om ”at jeg skulde være den eneste” o.s.v. Mor har f. Ex selv fortalt mig at Alhed overfor Mor selv havde udtalt, at hun var kommen til at holde mere af dig, siden dette, fordi hun syntes, du tog det saa godt – ikke letsindigt – og at hun

[Formodentlig mangler her dele af brevet, idet det synes at være uafsluttet].

[Skrevet på tværs øverst s1:]
Ja sikken modbydelig Vinter! Lille Mand kan ikke komme ud og er bleg og sløj. Og Ildebrændsel! Du godeste Gud 100 Kr om Md. har vi brugt.
Naa nu ikke mere. Skriv nu snart igen, jeg længes meget efter at høre hvordan det gaar og det gør Mor selvfølgelig ogsaa, selv om hun ikke vil være ved det.
Altsaa vi ["vi" overstreget] Stramonium
Tusind Hilsner din Junge
Også til Buf!! (1917)