Menu

Fynboerne

1911-05-29

Sender

Fritz Syberg

Document content

Awaiting summary

Transcription

Pisa 29 Maj 1911

Via San Lorenzo 16
Kære Johannes V. og Else!
Hermed Tak for Dit Brev og Dit Venneråd. Det er mig slet ikke om at gøre at det jeg har skrevet bliver trykt. Det er derimod en stor Glæde Du har gjort mig ved at tage Standpunkt til det. Dit Brev traf mig i Færd med at indøve et Par af Joachim Andersens ”kleine Caprise für die Flöte”. Det er nemlig Regnvejr. Jeg var en Tur nede Arnoen hvor jeg laver nogle Aquareller af Fiskerne, eller rettere Sandgravere og D [bogstavet overstreget] deres Fartøjer. Men der var mennesketomt i Dag. Ikke på Grund af Vejret men fordi det er Garibaldifest, og hele Pisas Arbejderbefolkning fester. Kirkens Helligdage arbejdes der altid i.
Vi har det rart. Min Længsel (eller hvad jeg skal kalde det) efter Danmark har sat sig. Jeg er optaget af Arbejde og tror Efterhånden på at jeg kan få noget ud af Egnen. Derimod er jeg begyndt at glæde mig til en Gang at hilse på Jer igen – altså alligevel Danmark. Det er Dig der skal gøre Danmark beboeligt, så man ikke nødvendigvis må søge helt ud i Periferien på de ubeboede Overdrev.
Jeg kan ikke klage over A [bogstavet overstreget] ”Heldet”.
En Nordmand Bernt Grønvold har været her og opsøgte os. Han købte for 900 Kr Aquarel. Og i et Brev jeg lige har modtaget fra ham er han så gentil at forhøje Summen til 1200 fordi han syntes mine Priser var for små! Han bor i Tyrol. Hans Hjem har været en Slags Rejsestation for 70’rnes Kunstnere. Han talte om Dig og citerede nogle Ord afdøde Drachmann en Gang havde sagt, da Talen var om Dig: ”Sådan Dansk som Johs. V. Jensen skriver er der jo ingen af os andre der kan skrive.” B.S. spurgte mig tilråds om hvad han skulde begynde med at læse af Dig, han kendte nemlig så godt som intet af Dig. Jeg anbefaler altid den Vej jeg selv er kommet: Dine Digte, Jagter og Myter, og derefter hele Resten.
Italien er grøn som en Køkkenhave for Tiden. Jeg tør slet ikke tænke på Fynshoved – på anden Måde end at jeg glæder mig ved Erindringen om ”den store Sommer” ifjor. Den kommer ikke igen – Gud ske Lov – men måske en anden stor Sommer eller rig Høst – ”Skønhed er jo så mangfoldig” som Paul Christiansen siger når han docerer sin Visdom for os.
Mange Hilsener fra os alle her til Jer alle Først og sidst fra Eders hengivne Ven

Fritz Syberg.

Mentioned works

Fritz Syberg maler akvareller af sandgravere ved Arno.

Facts

PDF
Letter

Da

Dateringen fremgår af brevet

Pisa

Det Kongelige Bibliotek