1917-03-07

Med kuglepen øverst s. 1: læst 1964

[Med blæk:]
Rolfsvej 17 4. den 7/3 - 17.

Kæreste lille Junge! Tusind Tak for Dit goe Brev - det er også Synd af mig at plage Dig med det Tøj - Du har så Ret i, at det bør vente og ses an - der stod mig blot i Hovedet noget om, at jeg måtte købe under Udsalget, men det er jo så forholdsvis lidt, jeg får at købe, så det klares jo nok. - Du kan sige til Be, at det var 10 Kr, hun kom til at skylde mig; jeg skulde have haft hendes Guldpenge - som jeg kunde tjene 8% på ved at veksle dem i svenske Sedler - da jeg nu ikke alligevel måtte få Guldpengene, har Be sagt noget til Buf om, at jeg i Stedet skulde have Procenterne, men det finder jeg ganske urimeligt.
Søde Junge - jeg må have Lov til at hyle lidt for Dig - det hjælper så godt; du kan tænke Dig, at nu har det varet i næsten en Uge - denne forfærdelige Asthma - jeg er fortvivlet, hver Nat må jeg sidde timevis op i Sengen bare for at få Luft; det er lidt bedre om Dagen, når jeg er oppe, men jeg er så totalt udmattet, at det tager mig en Time at klæde mig på - og så må jeg h[ulæseligt] efter Vejret igen en lang Tid - jeg kan ikke gå over Gulvet uden at det begynder igen - og så kaster jeg ustandselig Slim op - og Hosten giver ofte de rædsomste Smerter i Underlivet, så jeg må sidde og holde med begge Hænder på min arme lille Unge; kan Du ikke forstå, det er en Prøvelsens Tid, og at jeg må hyle lidt for Dig. Buf er mageløs - men det er næsten for strengt for ham også - op 6 hver Morgen - hente Koks - gøre Ild - ned efter Mælk og Brød - koge Kakao og smøre Mad, så passer han Frokostbakke til til mig og Kl 7. styrter han til sit Arbejde på et Værksted langt ude på Amager; der står han hele Dagen med strengt legemligt Arbejde - og så snart det slutter - farer han igen ud til mig - gør Sovekamret i Stand og giver mig Middagsmad - styrter hjem til sin egen Middag Kl 6 - så er han her igen ved 8 Tiden - vadsker op - og, når ikke er altfor dødtræt, så vadsker han også Gulvene - og altid er han smilende og sød, skønt jeg dog ser, hvor træt han er; men jeg kan intet - udover at klæde mig på og Dagen igennem koge Saltvand på Kakkelovnen til Gurgling af Halsen, som bestandig er fuld af Slim. Det er ikke Skaberi - jeg prøver til - og mister straks Vejret af det. Er det ikke også fatalt med denne Iskulde, som står ud ad Vinduer og Døre og er uovervindelig. Kan Du ikke tænke, det er be'sk at sidde her ene hele Dagen med alle disse Kvaler - når man har en Søster 20 Min. herfra - og vèd, at hun næsten daglig er herinde - hun vèd, at jeg bestandiger syg - men bevares, det koster jo 4 Øre at telefonere og spørge, hvordan det går. Jeg kan slet ikke fatte det. Nå, det er ikke værd at nære Béskheden - det er også svært, at jeg er så forbavset, Junge.
Nu skal jeg ikke hyle mere. Tænk, at Mor nu vèd alt. Jeg har haft 2 Besøg i al denne skrækkelige Sygetid, begge af Tante. Første Gang havde hun lige fået alt at vide - var fortvivlet - rådede mig for Giftermålet etc - som jeg vist har fortalt Dig. Otte Dage efter fik jeg det næste Besøg - lå igen i Sengen og var frygtelig elendig. Tante kom for at læse nogle Breve fra Mor. Ja, Junge, det er skrækkeligt af mig, men når Mor farer sådan frem - med den mest ubarmhjertige Vrede og Foragt, kalder min Handlen væmmelig og afskyelig - taler om den store Skandale etc - så bliver jeg så underlig kold og følelsesløs overfor Mor - hun bliver så fjern og fremmed for mig - det er, som om det slet ikke vedkommer mig. Sorg og Bedrøvelse - det smelter mig fuldstændig og gør mig ulykkelig over, at jeg har voldt andre ondt. Men Vrede gør mig bare kold og hård; jeg vèd, det er stygt af mig - men jeg kan ikke forbedre det; det drejer sig dog om alt det, som for mig betyder mest i Livet - ja alt; det som for mig er det smukkeste og værdifuldeste af alt i Verden.
Tante havde skreven til Mor, om hun ikke kunde tænke over det - og siden skrive et venligt Brev til mig (den søde Tante!) men Mor svarede, at det var foreløbig umulig - hun var altfor knusende vred. Elle var også meget vred og oprørt, sagde at når Be så ofte havde været kølig mod mig, så havde det sin gode Grund! (!) Junge var den eneste, som undskyldte og forsvarede mig (Tak, lille søde Junge, jeg vèd jo, at Dig kan jeg altid stole på.) Og videre skriver Mor, at det var skammeligt af mig således at narre Fru Syberg, der altid havde været en Engel imod mig (!!) - Mor vilde rigtignok skrive til hende; -. Ja, gør Mor det så kan jeg også være sikker på at blive rehabiliteret - så reel og retfærdig, som Fru S. er - det bliver ikke morsomt for hende, at få Brev fra Mor!
Og Tante talte om de andre - ja, hun vidste jo nok, at Mornine flirtede en Del - men hun vidste også, at det kun var ["var" indsat over linjen] sjæleligt - der var aldrig tale om noget legemligt. Jeg måtte jo tie til alting - èn skal jo gerne være Syndebuk, jeg skal nok være det; men når man kender både Bs og Elle og Mornines små Historier, så er det lidt løjerligt at høre på, at de er hellige, mens jeg alene synder. Elles Vrede vil jeg nu foreløbig ikke tro på (hun har da sidst Grund til at være skinhellig!) nej, hun
II/
siger vel sådan, fordi hun mener det er bedre for Mor, men jeg mener nu, at Din Metode er både ærligere og mere formålstjenlig. Det er for Resten underlig, Junge, jeg tænker dog bestandig, at når vi bare blev gift, så var alt i Orden - men det synes jo tvertimod, som om det yderligere opirrer Sindene.
Ja lille Junge, det er en bevæget og brydsom Tid. Jeg fulgte Dit Råd og ringede til Max (Tante har bedt mig ikke komme der - og jeg er jo desuden indespærret) han var nu meget retirè - henviste mig til Alfred - sagde kort Farvel. Nå.
Og nu gør jeg som både Du og Max foreslår - skrive til Alfred, om han mulig vil skaffe en Sagfører; jeg er glad over, at både Du og Be har frarådet mig Dede - efter hans Brev har jeg været alvorlig bekymret for, at han ikke var den rette Mand til at fremme Sagen, så selv om jeg også selv skal betale en Sagfører, må jeg vist dog hellere det, da jeg dog meget gerne vilde giftes inden den lille kommer, så den kan blive "ægte".
Tænk, Junge, vi går begge to og glæder os sådan til vores Bryllup - vi snakker næsten hver Dag om det- jeg er sikker på, at vi endogså glæder os mere end de allermest "sædelig forlovede." Det er da kunstig nok - og jeg gamle Pige! Jeg sidder her og navner alt mit goe Tøj - Dækketøj osv - (med AW) med Henblik på Fællesmenagen i Valdal; jeg frygter ikke mere for den; vi kan få det henrivende i den lille Lejlighed med Have foran - og jeg føler så sikkert at jeg nok skal blive goe Venner med hans Mor, hun er allerede nu langt mere venlig og hensynsfuld imod mig - det skal nok gå. Bare Du dog kunde komme til at lide Buf- han er virkelig sådan et storartet Menneske - og Du kan da forstå, han må være mange År ældre end sin Alder, siden jeg i ét og alt kan så godt med ham. Altid kan jeg snakke med ham om alt - og han ser så velgørende sundt og frisk på alle Forhold - han er gennem realistisk - totalt fri for sentimental Affektation - jeg tror, at vi har godt af hinanden. Han er den af alle, jeg har harmoneret bedst med - det føler jeg bestandig tydeligere. - . Ja, nu må jeg i Seng - skønt jeg véd det betyder, at den rædsomme Asthma tager fornyet Fart - men jeg er almægtig træt. Din altid Dis.