Menu

Fynboerne

1924-11-11

Sender

Alhed Larsen

Recipient

Andreas Larsen

Document content

Awaiting summary

Transcription

Kære, søde Gamle!
[Et overstreget, ulæseligt ord] Nu har jeg været her et Par Dage og nu maa jeg se at faa skreven lidt til Dig, at jeg kan begynde at vente Brev fra Dig igen. Jeg kørte herud Lørdag Kl. 2 ½ og Du kan tro, jeg kørte fint. Fru Brygger Jacobsen sagde Dagen før til Las, at deres Vogn skulde køre mig herud, og saa sendte hun en dejlig Buket Roser med, 10 store langstilkede mellemrøde Roser med en vidunderlig Duft; de er endnu helt friske, skønt det er Tirsdag. Jeg ringede til Bedstemor om hun vilde have Turen med hvad hun modtog med Begejstring, Din Far og Lysse var ogsaa med. Da de kørte fra mig, vil jeg ikke sige andet end at jeg følte mig lidt ilde til Mode, ikke for Ensomheden men for alle de fremmede Mennesker, jeg var ikke mange Penge Værd, da jeg skulde gaa over til det første Maaltid. Jeg var i en af Sidevillaerne ”det norske Hus” hvor jeg har et rigtig yndigt lille Værelse med Centralvarme, 2 Kurvestole med Puder, noget mere komfortabelt end Dit, kan Du nok høre. Her er c. 50 Kurgæster, hvad de kalder ”faa”, det er en mægtig Historie, vi spiser i 2 Spisestuer og Bordene er ordnede efter Diæten, ved mit Bord faar vi let Kost, lyst Kød og mange Grøntsager – i Gaar f.Ex: Blomkaalssuppe, stegte Pastinakker med Grønærter Frugtgrød. Ved et Nabobord sidder de fede, der skal afmagres, de ser fæle ud. Mine Bordfæller er rigtig flinke og venlige, men jeg holder dem lidt 3 Skridt fra Livet, man skal vist være meget forsigtig saadan et Sted med at rode sig ind i noget. Allerede om Søndagen foreslog en lille Sludrekone fra Lolland 3 Gange at vi skulde gaa lange Ture sammen, men da det ogsaa 3die Gang lykkedes mig at sige noget Sludder uden at svare paa det, trak hun Følehornene til sig og er nu lidt sur mod mig, hvad der er bedre. – Hver Dag fra 10-11 ligger jeg i Liggestol eller rettere paa en aaben veranda indpakket i Kaabe og Uldtæpper og glor op paa Skyerne og paa Graaspurvene i Tagrenden, det er yndigt. Det er jo et henrivende Vejr i disse Dage og naar man kommer lidt bort fra alle de væmmelige Villaer, er her smukt. I Gaar var jeg en lang tur i Hareskoven, jeg gaar to Gange om Dagen. –
Du kan ikke tænke Dig hvor Kajs Begravelse var storslaaet. Tusinder af Mennesker stod udenom Søen (Du har læst om det i Avisen) og hørte paa Karl Madsens smukke Tale ved Graven i fuldkommen Tavshed og mange glemmer aldrig den Stemning og det pragtfulde Syn af de brogede Trær, Søen og det skønne Vejr. – Naa nu skal jeg ud lille Gamle, skriv snart og fortæl mig hvordan Du har det, om Du savner Jens og Oluf meget, hvordan det gaar med Arbejdet, om I har faaet en Lille o.s.v. 1000 Hilsener fra Din Mor.

Tirsdag 11te Nov. 24

Facts

PDF
Letter

Da

Dateringen fremgår af brevet

  • Hareskoven, Lyngby

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv