1922-03-18

[På kuvertens forside med blyant:]
Jævndøgn
21 Marts. 1922.
Heri Kritik af
mine Digte

[På kuvertens forside med blæk:]
Fru Astrid warberg
Rolfsvej 17 4
København F.

[I brevet:]
Lemvig 18/3 1922.

Kære Dis!
Det var rigtignok et sørgeligt Brev, jeg sidst fik fra Dig. Jeg forstaar, hvor svært det maa være for Dig, og det er godt, Du har din lille Pige og dit arbejde. Du tror, Dis, alt for meget om en Digter, hvis Du tror, han kan digte sig ud af alle sine Genvordigheder og Plager. Saa skal han i hvert Fald være en meget stor Digter. Jeg har aldrig kunnet. Men Du er jo selv Digter! Og der er Emner i Dig til en betydelig Digterinde. Prøv det selv, hvis Dit arbejde levner Dig Tid dertil.
Det har været en slem og bidende Vinter iaar. Sjælen har frossen tynd i En. Og Elle har vel fortalt Dig, at jeg har Sukkersyge. Det opdagedes lige efter Jul. Jeg tørstede jo. Og saa sendte Thyra en Prøve til Doktoren, der nogle Dage efter overraskede mig med Nyheden: godt 8 %. Saa kom jeg paa Sultekur. Min Mave svandt bort i al Stilhed. Og i et Par Dage saa jeg dobbelt, naar jeg skrev, og Lysbuske oven i Stjernerne. Men da jeg atter maatte spise, forsvandt disse Rædsler, og jeg ser nu normalt og har en ret behagelig Diæt og ingen Sukker mer. Jeg vejer nu min gamle, mangeaarige Vægt 168 Pd. Under Krigen gik jeg ned paa 153 og efter Krigen svang jeg mig som et Pendul op paa 184. Men de 168 er vist det normaleste og sundeste for mig. Jeg har saamænd nok haft Sukkersygen i længere Tid. Men Lægen siger, den Form er godartet. og det tyder jo ret godt, at jeg uden større Vanskelighed og uden i ringeste Maade at savne Næring, kan holde mig helt sukkerfri. Jeg banker under Bordet.
Thyra og jeg har taget en stor Beslutning. Som Trøst for Vinterens Kval og Uhygge har vi næsten bestemt at gøre en Tysklandsrejse i Paaskeferien sammen med vore Venner Sagfører Buhls. Vi tænker paa Harzen, Leipzig, Nürnberg, München. Det Ancherske Legat faar jeg jo aldrig. Og nu er Maden billig. Kommer man ikke lidt ud nu, bliver det næppe nogensinde til noget.
Kære Dis. Jeg haaber, Foraaret, som jo allerede begynder at straale for fuld Kraft, maa bringe ny Vækst i Dig og helbrede Dig for dine Sorger. Foraaret er for unge Mennesker som Dig saadan almægtig Tid.
De hjerteligste Ønsker derom og de venligste Hilsner fra os begge. Din hengivne
Thøger L.

[Endnu et brev i kuverten; blyantskrevet:]
Kære lille Dis.
1000 Tak. Men det maa Du aldrig gøre mere. Hvor er dine Digte følte og skønne! Jeg kan desværre intet i Øjeblikket sige om Fremtiden. Mange Hilsner. Din T.