People
Laura Warberg Petersen
LWP var datter af Johannes Larsens bror, Adolf Larsen (Agraren), og Alhed Larsens søster, Johanne Christine Larsen f. Warberg (Junge). Hun var dermed niece til både Alhed og Johannes Larsen.
1936-1938 var LWP pige i huset i en forstad til London. Hendes bror, Erik/Tinge besøgte hende der i julen 1936.
I oktober 1936 opholdt LWPs bror, Martin/Manse, sig på Farmoor Farm nær London for at lære noget om landbrug. Han havde modtaget 100 kr. fra Hempel Sybergs Mindelegat, men han måtte ikke modtage løn. Dog fik han lidt for at malke. Han ville gerne have arbejdet på flere godser, for han lærte ikke nok på Farmoor Farm, men han havde ikke råd til at flytte sig rundt. Martin og LWP mødtes jævnligt under opholdet i England i London og gik på museer mm. (1936-10-14, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0578).
Som ung led LWP meget af hovedpine. Hun ville helst ikke hjemmefra og kunne ikke bestemme sig for at tage en uddannelse. Efter en tjans hos Røde Kors besluttede hun sig i 1941 (som ca. 32årig) for at blive sygeplejerske. (1941-05-20, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Müller, BB0417). LWP sendte en mængde ansøgninger, men fik afslag, da hospitalerne normalt ikke tog sygeplejerelever på over 30 år. Dr. Lankjær i Otterup skrev en meget fin anbefaling, og en oversygeplejerske på Odder Sygehus gik med på at antage hende. LWPs mor mente, at LWP ville komme over sin "nervesygdom", hvis hun fik en livsstilling. Moderen, Johanne/Junge Larsen, havde i øvrigt en teori om, at dét, at hun selv var svagelig og havde en masse skavanker, havde skadet datteren, men at hun godt ville kunne tåle at passe fremmede. (1941-03-14, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0627).
Som ung var LWP musiklærer i Kerteminde - formodentlig klaver. (1944-01-25 Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Müller).
I januar 1945 rejste LWP til København, hvor hun skulle være i to måneder (Johanne C. Larsen til Astrid Warberg Goldschmidt 1945-01-30, BB2450).
I december 1945 fik LWP vikararbejde som sygeplejerske i Munkebo (1945-12-06, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0645).
I 1946 boede LWP hos forældrene på Lindøgaard og arbejdede som hjemmesygeplejerske på egnen (Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt 1946-04-01, BB2452).
En tid arbejdede LWP på Sindssygehospitalet i Middelfart (1947-11-29, Johanne Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt).
LWP blev i 1947 gift med gårdejer Laurits Pedersen/Lauritz Petersen f. 12.7. 1896. Parret fik en søn, Troels. Familien boede på gården Andkærgård syd for Kerteminde.
LWP led meget af bihulebetændelse omkring 1951. Hendes mor, Johanne C. Larsen, frygtede, at hun var sindssyg (!). I 1951 fik LWP noget medicin, som hjalp meget på sygdommen (1951-01-08, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0569).
I 1952 boede Lauritz Petersens demente mor hos familien på Andkærgaard. Efter at hun en aften slog LWP, da denne ville lægge hende i seng, overtog Lauritz Petersen at putte den gamle. (Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, 1952-07-22, BB 0557). Hun døde 18. feb. 1953. Det var meget vanskeligt for parret at passe hende og en lettelse, da hun døde. Familien holdt middag med 28 gæster ved begravelsen (1953-03-18, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0558).
I 1962 stillede LWP op til sognerådet, men hun fik for få stemmer og blev ikke valgt (1962-03-27, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0560).
Efter ægtefællens død flyttede LWL til Kerteminde.
References
Slægtsmateriale, Warberg-familien, Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv
Facts
Laura Warberg Petersen, f. Warberg Larsen
Bibbe, Laura Warberg Pedersen, Bi, Skipper
6. aug. 1909 - 20. feb. 2011
Sygeplejerske
Da
- To Laura Warberg Petersen 4 letters
- From Laura Warberg Petersen 1 letter
- Other 109 documents