Menu

People

Otto Emil Paludan

OEPs far var stationsforstander i Jylland (1956-06-07, BB0717, Johanne Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt; ikke i KTDK. Brevet findes på Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv).
I folketælling fra 1890 er OEP opført med fornavnene Otto Emil. Er andre steder opført med fornavnet Jørgen. Astrid Goldschmidt, f. Warberg kalder ham i interview i Berlingske Tidende for Otto.
OEP var fuldmægtig ved grevskabet Muckadell og blev ansat i 1877. Albrecht Warberg, som var far til Alhed Larsen (f. Warberg), var ansat som godsforvalter samme sted og OEP boede hos Warberg-familien på gården Erikshaab.
Da Albrecht Warberg i september 1902 lå alvorligt syg på en klinik i København, havde OEP aftalt med Nicoline Sperling på Sandholt, at han hver dag skulle ringe til hende fra Gelskov og fortælle, hvordan det gik. (1902-09-25, Nicoline von Sperling til Laura Warberg, BB2667). Man må formode, at der ikke var telefon på Erikshaab, og at Laura Warberg ringede til Gelskov.
Efter Albrecht Warbergs død i 1902 overtog OEP både hans stilling og lejemålet på Erikshaab.
OEP havde flere søstre: Marie, Dora og muligvis en Esther. Dora var operasangerinde i Lübeck. Johanne C. Larsen, f. Warberg, førte i foråret og sommeren 1904 hus for Otto Emil Paludan på Erikshaab (Astrid Warberg: Mit Livs Bog s. 61). Johanne skrev til sin mor, at Paludans mor ikke havde lang tid tilbage, "og i saa Fald var da Maries Plads her". Det tyder på, at Marie Paludan boede sammen med sin mor og efter moderens død flyttede til sin bror på Erikshaab (1904-03-02 Johanne C. Larsen til Laura Warberg BB0424). OEP boede på Erikshaab til sin død.

Astrid Goldschmidt fortalte i interview ved Karen Aabye: "Alle vi børn holdt meget af ham, men han var tavs og lidt sky over for fremmede. Det sivede ud, at han var kvindehader, og at han aldrig ville gifte sig. Det ville mor nu ikke tro paa, for Pallam var høj, smuk og slank; han havde en køn sangstemme og kunne et utal af viser, som han sang for os børn, naar vi var alene hjemme. Eller han roede lange ture med os i den dybe og farlige Odense Aa, hvor han fortalte os historier om aaens hemmelige dyb og dens skjulte væsner."
OEP indtog ifølge Astrid Warberg en noget servil holdning overfor både Albrecht og Laura Warberg, og det irriterede Laura i en grad, så hun ikke kunne skjule det. (Astrid Warbergs erindringer).

References

Folketælling 1890 Svendborg, Sallinge, Hillerslev
Karen Aabye: En dame fra firserne fortæller, 7. I: Berlingske Tidende 17. maj 1959
Arkitekt Christian Brandstrups erindringer (nettet, lokaliseret april 2020)
Astrid Warberg: Mit Livs Bog. Upublicerede erindringer, Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv

Facts

Otto Emil Paludan

Pallam

7. juli 1858-1929

Fuldmægtig

dansk